FOA: En deprimerende kommune-aftale

04/06/2011 22:05

Nick Allentoft

Nedskæringer og besparelser vil også være dagsordenen for den kommunale sektor i 2012, konkluderer FOA på baggrund af den nye kommuneaftale mellem regeringen og KL.

"Det er en dybt deprimerende aftale. Vi har i 2011 set, hvad nulvækst indebærer. Der er blevet
14.300 færre kommunalt ansatte og 3000 færre regionalt ansatte, og jeg frygter, at forringelserne vil tage yderligere fart i 2012, fordi mange kommunale institutioner efterhånden kun har lønkontoen at spare på," siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.

Især på ældreområdet vil nedskæringerne kunne mærkes.

"Der kommer 2,8 procent flere ældre i 2012. Enhver kan regne ud, hvad vej servicen går, når der ikke tilføres penge. Det er deprimerende af flere årsager. Dels vil velfærden for den enkelte ældre bliver dramatisk mindre, når der nu flere år i træk dikteres nulvækst. Dels risikerer vi, at samfundsøkonomien får det endnu værre. Danmark har økonomisk tilbagegang i år. Der er i den grad brug for en kickstart af økonomien, og det er uforståeligt, at både regering og kommuner vælger den ultimative sparevej," siger Dennis Kristensen.

FOA er også stærkt kritisk over for planerne om en ny konkurrence-udsættelse af hjemmehjælpsområdet og den nye aftale om at begrænse klageadgangen dramatisk for handlicappede og børn og voksne med særlige behov.

"Der er frit valg i dag i hjemmehjælpen. Jeg kan kun undre mig over, at kommunerne nu tilsyneladende er med på et rent ideologisk korstog om at give større dele af området til private," siger Dennis Kristensen.

"Endelig er der tale om en dramatisk begrænsning i klageadgangen på det specialiserede område. Der er ingen tvivl om, at kommunerne her sparer rigtig mange millioner. Men det er igen dybt deprimerende, at man nu skal lægge politiske besparelseshensyn og ikke faglige hensyn til grund for hjælpen til de allersvageste i vores samfund. Det klæder overhovedet ikke et samfund, der stadig vil kalde sig selv for et velfærdssamfund," siger Dennis Kristensen.

Mest Læste

Annonce