Gode erfaringer med ny form for alkoholbehandling

13/01/2012 11:00

Nick Allentoft

Projekt med gratis flerfamilieterapi hjælper hele familien Alle undersøgelser viser, at et alkoholproblem hos én eller begge forældre rammer hele familien, og at det at inddrage hele familien i behandlingen giver bedre og hurtigere resultater.

Et alkoholproblem i en familie er oftest tabubelagt – man snakker ikke om det. Det går ud over relationer, kommunikation, tillid. Der opstår hemmeligheder, usikkerhed og psykosomatiske symptomer hos såvel voksne som børn – dvs. mavepine, hovedpine, dårlig nattesøvn, angst, depressioner, ensomhed mm.

I september 2011 indførte Alkoholbehandlingen i Holstebro kommune med støtte fra Sundhedsstyrelsen en ny form for behandling (flerfamilieterapi) til den, der har alkoholproblemet, deres partner og børn. Fire familier er startet op i flerfamilieterapien og 6-8 familier er på vej.

Hele familien indgår i behandlingen og de enkelte familier er sammen med andre familier i behandlingen, hvor de har mulighed for at snakke sammen, spejle sig i hinanden, lære af hinanden og støtte hinanden. De udbygger desuden deres relationer, dels i deres egen familie, men også til andre familier. De får talt om, hvad alkoholen har af konsekvenser for den enkelte i familien.

Forældrene i en af familierne siger bl.a.:

”Over tid er børnene, specielt den ene, blevet mere glad for P og viser ham langt større tillid. Den ene har heller ikke ondt i maven som før, hvor han havde ondt i maven flere gange dagligt. Alt i alt har det haft en kæmpe betydning for os at være med i flerfamilieterapi”. A+P.

Alkoholbehandlingen i Holstebro kommune er modelkommune for projektet med flerfamilieterapi, som Sundhedsstyrelsen har støttet med 3.5 mio. kr. frem til nov. 2014. Opgaven i projektet er at udbrede erfaring og metode omkring flerfamilieterapi til andre alkoholbehandlingssteder i landets kommuner.

Mest Læste

Annonce