Historisk opbremsning i kommunerne

17/05/2011 11:35

Nick Allentoft

Kommunerne har i 2010 reduceret deres serviceudgifter med ca. 2,3 mia. kroner i forhold til året før, når der tages højde for nye kommunale opgaver med videre. Det viser de netop offentliggjorte regnskabstal fra Danmarks Statistik. Tallene bekræfter, at kommunerne er godt i gang med at gennemføre den største opbremsning i deres økonomi siden midten af 1980’erne.

”Kommunerne yder et markant bidrag til at genoprette balancen i dansk økonomi. Det viser, at der i kommunalbestyrelserne er en betydelig politisk vilje til at træffe nødvendige, men vanskelige og upopulære beslutninger”, siger KL’s formand Jan Trøjborg.

”Udgiftsreduktionen ville endda have været endnu større, hvis ikke vinteren 2010 havde været så usædvanlig hård med store mængder sne både i begyndelsen og slutningen af året. Udgifterne til snerydning eksploderede i 2010, hvilket også er hovedårsag til, at kommunernes budgetter ikke kunne holde”.

”Hvis man kritiserer kommunerne for at have overskredet budgetterne, kritiserer man derfor vejret. Og det bestemmer hverken Folketing eller kommuner over. Når man ser bort fra udgifterne til vintertjeneste, er budgetoverskridelsen helt ubetydeligt i forhold til den samlede kommunale økonomi”, siger KL’s formand.

Han understreger, at de store økonomiske reduktioner fortsætter, idet kommunernes budgetter for 2011 medfører yderligere reduktioner på ca. 3 mia. kroner. Der er tale om et toårigt forløb, hvor udgifterne fra 2009 til 2011 reduceres med ca. 5 mia. kroner.

Den økonomiske udvikling kan også aflæses i personaleforbruget. Senest er der offentliggjort tal, der viser, at der i februar var over 14.000 færre ordinært ansatte i kommunerne, omregnet til fuld tid, end i februar 2010. Der er nu færre kommunalt ansatte end på noget andet tidspunkt siden kommunalreformen.

”Så store reduktioner i økonomi og medarbejderstab kan ikke gennemføres, uden at det kan mærkes på alle væsentlige serviceområder. Men samtidig gennemfører kommunerne effektiviseringer og omstruktureringer, der reducerer vores udgifter, uden at det nødvendigvis giver en ringere service til borgerne. Sammenlægninger af daginstitutioner og skoler og nye løsninger på ældreområdet og det specialiserede socialområde er gode eksempler på dette”, siger Jan Trøjborg.

**********************************************************************

Fakta

I de netop offentliggjorte regnskabstal for 2010 er udgifterne nedbragt med ca. 2,3 mia. kroner i forhold til regnskabet for 2009, når der tages højde for nye kommunale opgaver, ændrede pris- og lønforudsætninger samt faldende indtægter fra den centrale refusionsordning.

Regnskabsresultatet indebærer dog en overskridelse i forhold til budgetterne for 2010 på knap 2 mia. kroner. Ser man bort fra merudgifter til medfinansiering på sundhedsområdet, som følge af større aktivitet hos regionerne, er budgetoverskridelsen ca. 1,6 mia. kr.

Budgetoverskridelsen skyldes langt overvejende, at kommunernes udgifter til vintertjeneste i 2010 kraftigt oversteg det budgetterede niveau. Som følge af den hårde vinter i både begyndelsen og slutningen af året blev udgifterne til snerydning således omkring 1,3 mia. kr. højere end ventet.

Alt tyder på, at udgifterne i 2011 kommer til at ligge i omegnen af 5 mia. kroner under niveauet i 2009 og meget klart inden for rammerne af økonomiaftalen mellem KL og regeringen.

De nye regnskabstal viser, at kommunerne både på dagtilbudsområdet og skoleområdet har reduceret udgifterne med omkring 800 mio. kroner i 2010. Dermed tilpasser kommunerne deres kapacitet til det faldende børnetal.

Også administrationsudgifterne får et ordentligt hak nedad med over 700 mio. kroner, hvilket afspejler, at kommunerne for alvor har taget hul på at slanke administrationerne.

Samtidig begynder kommunernes omlægning af indsatsen på det specialiserede socialområde at kunne ses. Både på området for udsatte børn og unge og voksenhandicappede falder udgifterne fra 2009 til 2010 med ca. 300 mio. kroner.

Der er dog fortsat store udfordringer med at styre udgifterne på de specialiserede områder. Dette understreges af, at budgetterne på de specialiserede områder er blevet overskredet i 2010.

Mest Læste

Annonce