KL: Kommunerne bidrager til økonomisk genopretning

24/08/2011 13:10

Nick Allentoft

”Kommunerne løfter en stor del af opgaven med at sikre genopretningen af dansk økonomi. Derfor er det afgørende, at de skarpe kommunale prioriteringer understøttes af staten, både i ord og i handling,” siger KL’s formand Jan Trøjborg i en kommentar til regeringens finanslovsforslag.

”Forslaget til finanslov bekræfter, at Danmark er hårdt ramt af den internationale økonomiske krise. Med et underskud på 85 mia. kroner i 2012 bliver økonomien stram overalt i den offentlige sektor. Det får også betydning for den borgernære service, kommunerne kan levere”, siger Jan Trøjborg.

”I kommunerne løfter vi vores del af opgaven med at genoprette dansk økonomi. Vi har været tvunget til at skille os med flere tusinde medarbejdere og skære i servicen. Og KL har for få måneder siden indgået en stram økonomiaftale med regeringen, der ikke giver plads til generelle serviceforbedringer”.

”Netop fordi økonomien er stram, er det ekstra vigtigt, at regeringen og Folketinget fører en politik, der understøtter de nødvendige prioriteringer og omstillinger i den kommunale service”.

”Det er derfor helt afgørende, at regeringen leverer varen i forhold til de aftaler, vi har indgået, om afbureaukratisering, regelforenkling, digitalisering og bedre styringsmuligheder”, siger Jan Trøjborg.

Mest Læste

Annonce