KOMDIR: Ønsker færre udbudregler og et mere velfungerede velfærdsmarked

23/09/2010 00:00

Nick Allentoft

Økonomi- og erhvervsministeren kom i dag på SKI’s konference OPexpo 2010 med et udfald mod en trediedel af landets kommunaldirektører, som i en undersøgelse i ugebrevet A4 i sidste uge udtrykte skepsis overfor værdien af offentligt-privat samarbejde, og han foreslår ligefrem, at de formastelige bør fyres.

Ministeren kan tage det helt roligt og tæmme sin fyringsiver. Kommunaldirektørerne er generelt positive overfor offentligt-privat samarbejde – kommunerne arbejder for mere konkurrenceudsættelse af kommunale opgaver, bl.a. ved at integrere kommunens udbudsstrategi i budgetprocessen, og udbudsprocenten er da også de senere år vokset til 25 %. I samme undersøgelse i ugebrevet A4 svarer 81 % af kommunaldirektørerne, at konkurrenceudsættelse af kommunale opgaver samlet set sparer kommunerne for udgifter og 64 % mener, at udlicitering giver bedre kvalitet i opgaveløsningen. Kommunaldirektørerne ser udbud af de kommunale opgaver som èt blandt mange instrumenter, der skal sikre bedst mulig kommunal service til lavest mulige udgifter.

Baggrunden for den udtrykte skepsis i undersøgelse er, at der skal være gevinster at hente ved udbud. Så længe der er så megen bureaukrati med stor risiko for at komme på den forkerte side af lovens bogstav med efterfølgende retssager, får kommunerne ikke fuldt udbytte af udbudsmulighederne. Det betyder, at udbudsmaterialet må dobbeltcheckes og efterfølgende må der bruges meget tid på besvarelse af klager og forklaringer til de forsmåede leverandører. Ofte må der indkøbes dyre konsulenter for at sikre ekspertviden på området.”Der er behov for en omfattende forenkling og smidiggørelse af hele udbudsprocessen, og vi hilser meget velkommen, at ministeren nu sætter handling bag det store behov for afbureaukratisering af processer og dokumentationskrav” udtaler formanden for Kommunaldirektørforeningen, Jens Chr. Birch, Næstved Kommune.

Undersøgelsen viser også, at kommunerne opruster til mere udbud med ansættelse af eksperter på udbuds- og indkøbsområdet . Denne udvikling vil fortsætte i de kommende år som et af de højt prioriterede områder til at sikre stadig mere effektiv kommunal drift, selv om der samtidig reduceres mærkbart i de kommunale administrationer.

En anden væsentlig forudsætning for mere offentlig-privat samarbejde er et stor og kvalificeret marked med mange private velfærdsleverandører.”Skal udbudsprocenten stige yderlige må der gøres en særlig indsats for at få et bedre fungerende og større marked på velfærdsområderne. Her må regeringen hjælpe til med en udvikling af markedet med mere enkle modeller end dem vi kender til i dag. Man kunne begynde med ældreområdet” slutter kommunaldirektørernes formand.
 

Mest Læste

Annonce