Politisk enighed om syddanske trafikønsker

24/08/2011 12:50

Region Syddanmark

Der er bred enighed om Syddanmarks prioriteringer, når det kommer til trafikforhold og infrastruktur. Det blev slået fast på regionsrådsmødet forleden, hvor emnet var til såkaldt temadrøftelse. Alle var enige om, at infrastruktur er vigtig for Region Syddanmark, når man taler erhvervs- og egnsudvikling, jobskabelse og turisme.

Enighed gør stærk

Regionsrådsformanden pointerede, hvor vigtigt det er, at regionen står sammen om løsninger i stedet for, at man forsøger at fremme sine egne lokale interesserer.

- Jeg tror kun, vi kan løse problemerne ved at lave en plan for os alle sammen. Det, der gavner os, er for eksempel at se på en hærvejsløsning - ikke at vi tager stilling til, hvilken af de ni muligheder, det skal være, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Hvis ikke man fremstår som en fælles enhed, risikerer man, at et enkelt lokalområde vinder, mens andre ingenting får. Eller endnu værre: At hele Region Syddanmark taber i den nationale kamp om trafikløsninger.

Balance og helhed

- Balance er vigtig og skal være udgangspunktet for løsningen. Vi skal sikre både Vestjylland, området omkring Billund, Vestfyn og Vejlefjord-området og ikke kun enkelte områder. Infrastruktur skal skabe vækst i hele vores region. Det må netop være forudsætningen for den velfærd, vi ønsker for regionens befolkning, sagde regionsrådsmedlem og næstformand for udvalget for regional udvikling, Karsten Uno Petersen (S).

Formanden for udvalget for regional udvikling, Lasse Krull (C) påpegede også enighed og prioritering som forudsætning for succes:
Enighed om at være for noget

- Kommunekontaktudvalget og Syddansk Mobilitetsråd har formuleret den fælles syddanske enighed i tre punkter. Det er glædeligt, at der er enighed om at være for noget. Og ikke enighed om at være imod noget. Nu gælder det om at fastholde den enighed, så vi slår igennem i forhold til den nationale beslutningsproces, påpegede Lasse Krull.

Region Syddanmark er sammen med Kommunekontaktrådet (KKR) i gang med at få lavet analyser over de forskellige løsningsforslag. De endelige anbefalinger skal være baseret på fakta, ikke på holdninger eller meninger.

Senest i 2013 skal Folketinget træffe beslutning om, hvordan landsdelene kan bindes bedre sammen og trafikken fremtidssikres.

Fakta

Region Syddanmark og de 22 kommuner i regionen er blevet enige om følgende tre prioriteringer:

- At der etableres en Hærvejsløsning til den dansk-tyske grænse, der kan aflaste E45. Den nye motorvej skal tænkes sammen med en bedre vejbetjening til Hamborg. Ni linjeføringer er i spil.

- En ny broforbindelse, der gør, at Lillebæltsbroen ikke sander til - fire løsninger i spil.

- Og at timemodellen sikres med hurtige tog fra København over Odense og Trekantsområdet til Flensborg, Esbjerg og Århus.

I trafikforliget januar 2009 blev det besluttet at igangsætte to såkaldte strategiske analyser. Den ene dækker det østjyske område og har til opgave at se på de øst-vestlige vej- og baneforbindelser i Danmark, samt på nord-syd vejforbindelser i Jylland. Analyserne skal lede frem til beslutninger i 2013.

Mest Læste

Annonce