Regeringen er klar med ungepakke

21/08/2012 12:09

Beskæftigelsesministeriet

Den økonomiske krise har været hård for mange mennesker. Men for unge har den været ekstra hård, fordi deres fremtid er stærk afhængig af, at de får en god start på arbejdslivet. Lige nu er næsten 100.000 unge på offentlig forsørgelse – og mange af dem har ikke en uddannelse.

Derfor kommer regeringen nu med en ungepakke til i alt 645 millioner kroner. Pakken skal sikre, at flere kommer i gang med en uddannelse. At unge, der ikke umiddelbart kan gå i gang med en uddannelse, bliver hjulpet på vej. Og at der bliver skabt flere pladser på arbejdsmarkedet for de unge, der er færdig med en uddannelse.

Desuden skal pakken hjælpe de unge på dagpenge, der risikerer at miste retten til dagpenge fra nytår, til at komme i uddannelse eller job.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen siger:

”Unge mennesker skal have en god start på arbejdslivet, og den får de allerbedst ved at tage en uddannelse. For uddannelse er mere end noget andet det, der er brug for på fremtidens arbejdsmarked. Men vi bliver desværre også nødt til at erkende, at uddannelse ikke længere er en sikker adgangsbillet til arbejdsmarkedet. Krisen har lukket døre, så mange unge med en nyerhvervet uddannelse banker forgæves på.”

”Derfor sætter vi ind på to fronter. Vi sætter målrettet ind over for unge, der ikke har en uddannelse – blandt andet ved at bygge bro mellem unge og uddannelsesinstitutioner, så unge, der ikke har forudsætningerne for at gå i gang med en uddannelse, får en nødvendig håndsrækning. Derudover satser vi benhårdt på at hjælpe unge med en uddannelse ind på arbejdsmarkedet. Det gør vi blandt andet ved at opprioritere jobrotationsordningen og ved at give tilskud til virksomheder, der ansætter unge med en netop afsluttet erhvervsuddannelse”, siger Mette Frederiksen.

Læs PDF om ungepakken her

Ungepakken består af otte initiativer. Fire af initiativerne til 264 millioner kroner skal hjælpe unge uden uddannelse. Det drejer sig om:

Brobygning til uddannelse
Praktikkonsulenter
Bedre voksenlærlingeordning
Uddannelsespulje for langtidsledige ufaglærte og faglærte unge

Fire initiativer til 381 millioner kroner skal hjælpe nyuddannede unge i job. Det drejer sig om:

Styrket jobrotationsordning
Fagpilotordning
Styrket videnpilotordning
Partnerskaber om dimittendjob
 

Mest Læste

Annonce