Regeringen skal hjælpe hovedstadsregionen til at blive elbil-metropol

19/04/2012 11:42

Region Hovedstaden

Forlæng elbilers fritagelse for registreringsafgifter med otte år. Sådan lyder opfordringen fra Region Hovedstaden til regeringen.

- Hvis regeringen vil være med til at øge livskvaliteten for alle i hovedstadsregionen, skal den støtte op om de regionale og kommunale initiativer, der er i gang på klima- og trafikområdet. Vi vil skabe en mere klimavenlig transport, og udbredelse af elbiler er en hjørnesten i den ambition. Vi opfordrer derfor til, at regeringen forlænger elbilers fritagelse for registreringsafgifter helt frem til 2020, siger Lars Gaardhøj (S), formand for Miljø- og grøn vækstudvalget i Region Hovedstaden.

I en kommende ny fælles klimastrategi for de 29 kommuner i hovedstadsregionen og Region Hovedstaden satses der nemlig massivt på elbiler, så regionen kan blive Nordeuropas grønne elbil-metropol.

Målet er 12.000 elbiler i regionen allerede i 2015.

- I dag er der cirka 770 på landsplan, så det gælder om at komme i gang, for der er mange fordele, som hovedstadsregionen kan høste, hvis vi går helhjertet ind i det. Med elbiler kan vi nedbringe partikelforureningen, CO2-udledningen og trafikstøjen i vores byer. Vi kan også skabe op til 20.000 nye blivende arbejdspladser på sigt. En fantastisk mulighed for grøn vækst, som vi da skal udnytte, siger Lars Gaardhøj (S), formand for Miljø- og grøn vækstudvalget i Region Hovedstaden.

Egner sig godt til elbiler
Hovedstadsregionen egner sig godt til elbiler. Her er en høj befolkningstæthed, og hovedparten af pendlingen er på mindre end 30 kilomenter.

Samtidig har 90.000 husstande i regionen mere end én bil, og derfor vil det for mange bilejere være oplagt at udskifte den ene bil med en elbil.

- Det er formentlig ikke realistisk at overføre al bilkørsel i regionen til offentlig transport og cykling, uanset hvor velfungerende den er. For en del borgere og erhvervsdrivende er bilen en praktisk nødvendighed eller et gode, som de ikke ønsker at give afkald på. Her kan elbilen blive et godt alternativ. Det skal vi bare have borgere, virksomheder m.fl. til at opdage, siger Lars Gaardhøj (S), formand for Miljø- og grøn vækstudvalget i Region Hovedstaden.

I disse dage er regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Enhedslisten ved at udforme rammerne for den kommission, der skal komme med en strategi for modernisering af infrastrukturen i hovedstadsområdet.

Samtidig skal regeringen fra næste år fordele en milliard årligt til bedre kollektiv transport.

Mest Læste

Annonce