Rudersdal går nye veje i kommunikationen

01/12/2011 14:50

Nick Allentoft

Borger og bruger. De fleste af os er begge dele. Men en kommune er også et fællesskab. Rudersdal vil skabe ny indsigt og nyt INDBLIK og går derfor nye veje i kommunikationen med borgerne. ”Det offentlige er blevet et supermarked, hvor alle har ret til at handle på alle hylder. Men kommunen er meget mere.”

Sådan siger professor, dr. phil. Anker Brink Lund, CBS, i et interview i Rudersdal Avis tirsdag. Interviewet er en del af en to siders annonce fra kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune – et helt nyt initiativ, der skal styrke kommunikationen med borgerne ved at sætte fokus på de store linjer og de politiske prioriteringer i Rudersdal. Det nye tiltag er døbt INDBLIK.

Kommunen som fællesskab
Professoren har forsket i forholdet mellem kommuner og medier. Han mener, at kommunens kerne er andet og mere end service. Det er også et fællesskab, og de folkevalgte spiller en vigtig rolle i forsvaret for dette fællesskab, mener professoren, som i sin forskning har opfordret kommunerne til at ændre måden, de kommunikerer med borgerne på.

”Mediernes opgave er i praksis at finde fejl. Vi kan ikke overlade til nyhedsmedierne at forsvare fællesskabet. De folkevalgte må påtage sig at gå foran og fortælle, at vi har nogle opgaver, som ikke er snævert knyttet til den enkelte bruger, men til borgerne som en del af et fællesskab”, siger Anker Brink Lund i interviewet og peger på, at Rudersdal er den første kommune, der tager udfordringen op.

Indblik og bredere debat
Medlemmerne af kommunalbestyrelsen i Rudersdal har besluttet at løfte opgaven meget konkret med en række dobbeltsider i Rudersdal Avis over det næste halvandet år. Emnerne vil være de store og principielle områder, som har betydning for borgerne i Rudersdal, og målet er at skabe indblik og en bredere debat blandt borgerne.

”Vi vil gerne formidle mere direkte, hvad denne kommune står for og udfører. Både som borgere, fordi de skal betale til det, og som brugere, fordi de i mange tilfælde skal bruge den service, kommunen etablerer og driver. Det kræver mere og anderledes kommunikation”, siger borgmester Erik Fabrin, Rudersdal Kommune.

Formændene for de seks politiske grupper i kommunalbestyrelsen håber, det nye initiativ kan betyde en mindre afstand mellem borgerne og de folkevalgte – og en bedre dialog. Det fortæller de i et interview i den første udgave af INDBLIK.
 

Mest Læste

Annonce