Sund mad sparkes ind i idrætshallerne

24/01/2012 10:00

Nick Allentoft

Ud med pommes frites, pølser og slush ice. Et nyt og banebrydende projekt skal skabe en sund madkultur i over 100 danske idrætshaller, og Nordea-fonden støtter projektet med 5,3 mio. kr.

Når håndboldspillerne har brændt en masse kalorier af til kamp eller træning, så skal de kunne fortsætte det sunde valg i idrætshallens cafeteria. I februar 2012 søsættes projektet 'Sundere mad i idrætslivet, ' der skal bane vejen for en kulinarisk madrevolution i over 75 idrætshaller.
Målet med projektet er at skabe et nyt og sundt koncept, som appellerer til fremtidens idrætsudøvere og samtidig er med til at styrke sunde vaner og fastholde danskerne i idrætslivet.

»Vi vil fremme en sund, attraktiv og tidssvarende madkultur i idrætslivet og skabe eksempler for fremtiden. Og med projektet udvikler vi et madkoncept, der er nemt at bruge i idrætshallerne,« siger Søren Brixen, direktør i DGI.

Projektet koster 10,4 millioner kroner og udarbejdes af DGI-huse og haller i samarbejde med Nordea-fonden, Københavns Madhus, Halinspektørforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Fødevarestyrelsen og flere danske kommuner.

Minister forventer en ny dagsorden for madkultur
Fødevareminister Mette Gjerskov (S) forventer, at projektet sætter en ny national dagsorden for sund madkultur i idrætslivet.

»Sund mad og idræt hænger sammen. Med projektet og Fødevareministeriets 'Alt om kost rejsehold' er vi med til at feje de forældede kostvaner af banen, så cafeteriaet i hallen kan komme af med sit ry som storleverandør af usund mad til idrætsdanmark ,« siger Mette Gjerskov.

Sunde menukort skal styrke idrætslivet
En undersøgelse fra Region Hovedstaden viser, at danskerne er klar til at spise mere sundt i hallerne. 59 pct. af borgerne ønsker, at der ikke sælges fastfood i sportshaller og idrætsklubber. Og 33 pct. mener, at slik og chokolade skal forbydes i hallerne.

Det tætte samarbejde mellem projektets parter og danskernes ønske om en forandring er baggrunden for Nordea-fondens støtte.

»Vi vil gerne bidrage til at gøre idrætshallen til byens sundeste samlingssted og dermed fastholde flere i idrætslivet. Med danskernes stigende fokus på ernæring er tiden nu moden til, at sund mad går hånd i hånd med idræt, leg og bevægelse,« siger Ulla Björnsson, sekretariatschef i Nordea-fonden.

Fonden støtter aktiviteter, der fremmer gode liv og står bag flere initiativer, der styrker breddeidrætten og undersøger betydningen af sundere kostvaner hos børn.

Fakta om projektet 'Sundere mad i idrætslivet'
Gennem en tre-årig projektperiode skal der skabes en sund, attraktiv og tidssvarende madkultur i idrætslivet.

Der etableres fem fyrtårne, det vil sige idrætshaller, der markerer den kulinariske revolution og sætter helt nye standarder for arbejdet med sund mad i idrætten. Desuden skal 25 ”almindelige” idrætshaller rådgives til både at servere sund mad, være velfungerende og økonomisk bæredygtige. Yderligere 75 idrætsfaciliteter (mindst) skal arbejde med sund mad, og håbet er, at aktiviteterne giver inspiration til, at flere kommuner også går i gang med at nytænke madkulturen i hallerne.


Om projektets parter:
Projektleder af Sundere mad i idrætslivet er DGI-huse og haller, der repræsenterer idrætten og leverer viden fra allerede gennemførte projekter om sund mad. Nordea-fonden støtter projektet med 5,34 mio. kr.

Øvrige samarbejdspartnere :
Fødevarestyrelsen, der leverer den kostfaglig ekspertise, ligesom Styrelsens Alt om kost rejsehold deltager i de lokale projekter i kommunerne. Fødevarestyrelsen, der hører under fødevareminister Mette Gjerskov, har blandt andet til opgave at fremme sunde vaner hos børn og unge.

Kræftens Bekæmpelse skal stå for de landsdækkende undersøgelser af madkulturen og den afsluttende evaluering. Kræftens Bekæmpelse bidrager desuden med viden og erfaringer fra projektet Mad i bevægelse, der i 2004-2007 hjalp idrætsforeninger med at implementere en sund madpolitik.

Københavns Madhus skal arbejde med at udvikle de kulinariske nyskabelser og en ny kulinarisk identitet i projektet. Desuden er Københavns Madhus ansvarlig for etableringen af fem fyrtårne, der skal sætte nye standarder for arbejdet med sund mad i idrætten.
Halinspektørforeningen, som organiserer ledere inden for idræts,- kultur- og fritidssektoren, har den direkte kontakt til de folk, der serverer maden i cafeteriaerne.

Baggrundsinformation:
En undersøgelse offentliggjort i Samvirke i marts 2011 viste, at pølser, chips og pommes frites i dag er på menuen i hhv. 86, 84 og 95 procent af idrætshallerne. Undersøgelsen viste også, at 63 pct. af halinspektørerne mener, at det er svært at fremme sund mad.
/Københavns Madhus/

Mest Læste

Annonce