Universiteter slår to fluer med ét smæk

Ledelse

29/05/2012 12:45

Nick Allentoft

Nyt projekt skal både skabe vækst i erhvervslivet og nedbringe ledigheden blandt akademikere. Virksomhedsdating og caselaboratorier skal reducere frafaldet og sænke ledigheden blandt studerende på Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet med 15 %. Det er en del af indsatsen ”Viden i udvikling,” som universiteterne og Region Hovedstaden nu går sammen om for at udbygge samarbejdet med regionens virksomheder.

- Vi har et klart indtryk af, at akademikerledigheden blandt andet skyldes, at små og mellemstore virksomheder ved for lidt om, hvad en akademiker kan tilbyde dem. Det betyder, at vi går glip af et kæmpe økonomisk vækstpotentiale, vurderer Marianne Stendell, formand for Region Hovedstadens Udvalg for fremtidens uddannelse og forskning.

Universiteterne vil bl.a. tilbyde deres bachelorstuderende kurser i job- og projektsøgning, de vil etablere møder mellem virksomheder og studerende, og de vil afholde workshops, hvor de studerende kan danne sig et billede af deres kompetencer. Desuden vil kandidatstuderende få mulighed for at udarbejde deres projektopgaver i et samarbejde med regionens virksomheder.

Flere analyser viser, at virksomheder kan måle en markant produktivitetsgevinst ved at ansætte højtuddannede, og at udviklingspotentialet er særligt stort hos mindre virksomheder.

Hård træning i værdiskabelse
Indsatsen på Københavns Universitet og på Danmarks Tekniske Universitet fokuserer på at træne de studerende i, hvordan de kan sætte deres viden i spil på arbejdsmarkedet og skabe værdi for virksomhederne. Et andet fokusområde er at forbedre særligt de mindre virksomheders adgang til viden på universiteterne gennem samarbejder med studerende og ansættelse af akademikere både under og efter studietiden.

- Projektet samler KU’s og DTU’s erfaringer med virksomhedssamarbejde, vidensudveksling og karrierevejledning i en fælles indsats. Vi vil række ud til virksomheder og studerende via en række konkrete indsatser som fx tidlig erhvervsintroduktion, der giver studerende klarere mål med deres uddannelsesforløb og mod på at opsøge studierelevant arbejde, siger vicedirektør Hanne Harmsen, Københavns Universitet.

- Projektet vil skabe nye rammer for samarbejdet mellem erhvervsliv og studerende. Rammer, der bl.a. fremmer en ny innovationskultur med fokus på idéudvikling og netværksdannelse, siger underdirektør Jakob Fritz Hansen, Danmarks Tekniske Universitet.

Som en del af projektet skal der etableres flere partnerskaber mellem virksomheder og universiteter, der kan skabe forum for dialog og langsigtet samarbejde.

Fakta
Projektet ”Viden i udvikling” kører fra maj 2012 til april 2015 og har et samlet budget på 25 millioner kroner. Region Hovedstaden støtter projektet med 10 millioner kroner.

Målsætningen er blandt andet at sænke den stigende akademikerledighed for de pågældende universiteter, så kun hver femte frem for som nu hver fjerde dimittend går ud i ledighed.

Yderligere oplysninger hos:
- Marianne Stendell, formand for Region Hovedstadens udvalg for fremtidens uddannelse og forskning, tlf. 23 41 01 57

- Signe Riis, projektleder for ”Viden i udvikling,” tlf. 29 63 09 47

Mest Læste

Annonce