Virksomhederne er stadig tilfredse med Jobcentret

09/05/2011 11:03

Nick Allentoft

Jobcenter Roskilde har gennemført en tilfredshedsundersøgelse blandt en række lokale virksomheder, der alle har benyttet sig af Jobcentrets serviceydelser i løbet af 2010. Generelt viser undersøgelsen at der er stor tilfredshed med den service, Jobcentret og Ydelsescentret yder.

”Jobcentret vil selvfølgelig gerne vide, hvordan virksomhederne er tilfredse med samarbejdet, men derudover har undersøgelsen afsæt i Beskæftigelsesplan 2010. Her er et vigtigt mål, at 90 % af de virksomheder, der benytter sig af Jobcentrets serviceydelser i 2010, skal være meget tilfredse, tilfredse eller delvis tilfredse” siger formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Evan Lynnerup (V).

Svarene viser, at 21 % er meget tilfredse, 60 % er tilfredse og 17 % er delvist tilfredse med den service, Jobcentret har ydet. Kun 3 % er utilfredse, og Beskæftigelsesplanens målsætning er således opfyldt.

895 virksomheder har modtaget spørgeskemaet, og 296 virksomheder har svaret, svarende til en tredjedel. ”Vi ved godt, at virksomhederne bliver bombarderet med spørgeskemaer og lignende henvendelser, så ud fra den betragtning er det en helt acceptabel svarprocent” påpeger Evan Lynnerup, der udtrykker stor glæde over at samarbejdet med virksomhederne fungerer så godt som det gør.

’Det gælder alt lige fra samarbejdet om at finde virksomhedspraktikker og løntilskudspladser, til indsatsen for borgere der har brug for at sluses langsomt ind på arbejdsmarkedet eller for at få et fleksjob. Jobcentret har et helt team af virksomhedskonsulenter med en omfattende viden om de muligheder lovgivningen åbner op for, og det afspejles i virksomhedernes tilfredshed med den service de modtager. For udvalget er det afgørende, at Jobcentret er en god samarbejdspartner for erhvervslivet’ slutter udvalgsformanden.
 

Mest Læste

Annonce