Presset borgmester vil finde penge til førtidspension

Politik

26/06/2017 11:54

Nick Allentoft

Beskæftigelsesborgmester i København vil nu finde flere penge til at gennemgå klagesager om førtidspension. Det sker efter skarp kritik af en rigid sagsbehandling.

På onsdag i næste uge er Beskæftigelsesudvalget i København ekstraordinært inviteret til møde for diskutere en lempning af reglerne for tildelingen af førtidspension. Invitationen kommer fra den radikale Beskæftigelsesborgmester Anne Mee Allerslev. 

Det sker efter et voldsomt pres fra et politisk flertal udenom borgmesteren for at tildele flere førtidspensioner efter flere år med et drastisk fald. På mødet vil Anne Mee Allerslev tilbyde at gennemgå en række klagesager, hvor forvaltningen har givet afslag på førtidspension, for at finde mulige åbninger for at ændre afgørelsen: 

- Vi kan afsætte ekstra midler til at gennemgå en række sager nu og her, hvis flertallet gerne vil det, siger Anne Mee Allerslev til TV 2 Lorry. 

LÆS OGSÅ OPRÅB FRA 67 BORGERE TIL ANNA MEE

Partier: Lemp reglerne

I et interview til TV 2 Lorry i går gav beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev lovgivningen skylden for, at København et stigende grad siger nej til ansøgninger om førtidspension. 

Men det er ikke hele sandheden ifølge et politisk flertal i Beskæftigelsesudvalget. De mener i stedet, at det er forvaltningen, der i mange tolker lovgivningen alt for stramt: 

- Vi har en forvaltning, som meget gerne vil være venner med Ankestyrelsen. Vi er meget de flinke piger og drenge i klassen. Det kan ikke nytte noget, at man skal være mere død end levende for at få en førtidspension, siger SF’s medlem af Beskæftigelsesudvalget, Sisse Marie Welling, til TV 2 Lorry. 

Også Venstre, Socialdemokratiet og Enhedslisten vil have Anne Mee Allerslev til at bede sin forvaltning om at lempe sagsbehandlingen til fordel for flere førtidspensioner.

- Det tal, vi har set de sidste syv år med Anne Mee Allerslev ved bordenden, er bekymrende. Tallet er raslet ned, siger Andreas Liske Keil fra Socialdemokratiet til TV 2 Lorry. 

Afslag steget drastisk

De seneste år er antallet af førtidspensionister i København styrtdykket. I 2007 var der 19367. Det tal var i 2016 skrumpet til 12546. Og kigger man på tal fra Ankestyrelsen, kan man se, at tildelingen af nye førtidspensioner er faldet fra 1028 i 2010 til bare 296 i 2015.

Partierne mener, at Københavns Kommune i mange tilfælde fastholder syge borgere, der umuligt kan komme i arbejde igen, på kontanthjælp: 

- Vi har direkte et brev fra ministeren om, at kommunerne ikke skal administrere lovgivningen alt for rigidt og udnytte den gråzone, der trods alt er. Det vil være en fordel for Københavns Kommune og for nogle af de borgere, der lige nu føler sig som jaget vildt, siger Cecilia Lonning-Skovgaard fra Venstre til TV 2 Lorry.

Læs mere hos TV2 Lorry

 

Mest Læste

Annonce