Privat effektivitet: Speciallæger tjener millioner

Velfærd

28/11/2017 09:46

Nick Allentoft

Nogle speciallæger tjener årligt flere millioner kroner, viser ny opgørelse. Det kan være usædvanligt lukrativt at være speciallæge med privat praksis, lyder det fra flere eksperter.

Det er gyldne tider for en del hudlæger, øjenlæger og andre speciallæger. En opgørelse udarbejdet af Ugebrevet A4 viser, at flere af de praktiserende speciallæger hiver overskud på millioner af kroner hjem hvert år. Overskud så store at eksperter spærrer øjnene op, og politikere kræver handling.

Ugebrevet A4 har gennemgået regnskaberne for en række speciallæge-klinikker. Gennemgangen viser, at de fem klinikker, som havde de største overskud i 2016, i gennemsnit havde et overskud på ikke mindre end 4,9 millioner kroner. Vel at mærke overskud der som regel kun skal deles mellem få speciallæger.

Følg sundhedsdebatten

Vi samler de væsentlige historier fra sundhedsområdet lige her. 

Vær med i temaet - bliv redaktør på DenOffentlige. Skriv til os for at høre mere

Overskuddene kan blive i selskaberne som en slags opsparing. Penge som lægerne kan vælge at få udbetalt som udbytte på et tidspunkt.

Eksempelvis valgte to hudlæger i Herning i 2016 at afsætte 6,9 millioner kroner i udbytte til sig selv. Med andre ord kunne de give sig selv hver især næsten 3,5 millioner kroner fra deres fælles ejede hudklinik.

Regnskabstallene i A4's opgørelse er udtryk for, at det for nogle speciallæger er en særdeles god forretning at levere sundhedsydelser til det offentlige. Det vurderer professor Kjeld Møller Pedersen, som er professor ved Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi på Syddansk Universitet og en af landets førende sundhedsøkonomer.

- Det er meget lukrativt. Jeg vil gå så langt som at sige, at det er usædvanligt lukrativt for de læger, som tjener mest, siger Kjeld Møller Pedersen til Ugebrevet A4 og tilføjer:

- Årsresultater fra 800.000 til 1,5 million kroner er ikke urimelige. Når man så kommer højere op, så er det rigtig gode resultater for at sige det på jysk. Der er nogle enkelte speciallæger, som tjener rigtig godt.

De store overskud kommer bag på professor i økonomistyring ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.

- Når man ser på de meget store overskud, så ser virksomhederne påfaldende lukrative ud. Hvis man spørger lægerne, så vil de helt korrekt sige, at de er meget effektive, dygtige og efterspurgte. Og at de arbejder rigtig mange timer. Selvom alle tre punkter er korrekte, så er det stadigvæk en usædvanlig høj betaling, de får, hvis man ser på de bedst lønnede.

Ifølge Per Nikolaj Bukh risikerer man at skabe en skæv incitaments-struktur, hvis det bedre kan betale sig at være praktiserende speciallæge end ansat som speciallæge i den offentlige sektor. Det kan nemlig betyde, at det bliver endnu mere vanskeligt at rekruttere speciallæger til de regionale sygehuse.

Problemstillingen er, at vi har et meget højt udgiftsniveau til nogle enkeltpersoner, der løser en opgave, som vi kunne og burde løse i offentligt regi. Udfordringen er, at der er relativt få speciallæger, siger Per Nikolaj Bukh til Ugebrevet A4.

Formanden for Foreningen Af Praktiserende Speciallæger, Kirsten Ilkjær, hæfter sig ved, at de praktiserende speciallæger behandler et meget stort antal patienter. Det skyldes blandt andet, at de bruger mindre tid på administration end deres kollegaer på de regionale sygehuse.

Hun peger på, at Danske Regioner som arbejdsgiver allerede har et kritisk blik for, hvor man kan få den bedste og billigste behandling. Derfor mener hun, at de praktiserende speciallægers nuværende takster er helt i orden.

- Hvis der findes nogle eksperter herhjemme, der kan påvise, at behandlingen kan udføres bedre og billigere på sygehusene eller andre steder, så ser vi gerne på det, men det tvivler jeg meget på, siger Kirsten Ilkjær og tilføjer:

- Patientforløbene i speciallægepraksis koster i gennemsnit 1.385 kroner. Og det er en meget rimelig pris.

Mest Læste

Annonce