Pusher Street et år efter rydning: Hashboderne er tilbage

Infrastruktur

28/08/2017 11:27

Nick Allentoft

Christianitterne kæmpede for at få lukket ned for hashsalget i Pusher Street for et år siden. Men nu er boderne tilbage på samme niveau som før, mener de. Se magasin-program om Pusher Street et år efter rydning.

Den 2. september 2016 traf christianitterne en historisk beslutning og ryddede Pusher Street for hashboder. Nu et år efter er der ikke meget at fejre.

Ifølge christianitterne selv er hashhandlen i Pusher Street tilbage på noget nær det samme niveau som før rydningen. skriver TV 2 Lorry.

- Når politet kommer og rydder Pusher Street, så er det jo et spørgsmål om, hvis der går lang tid, så går der en time før boderne er genetableret. Min største frygt er, at der igen er en politimand, der bliver skudt. Eller en turistfamilie, der bliver skudt, eller nogle københavnere, der er ude og gå tur, som bliver skudt i Pusherstreet, siger christianit, Risenga Manghezi til TV 2 Lorry.

Leder af Københavns Politis Task Force Pusherstreet, Dannie Rise, mener dog, at der er en forskel på Pusher Street for et år siden, og det man ser i dag:

- Inden rydningen så man faste, permanente boder, som jo i den grad fyldte i billedet dernede, og hvor at man havde en lang række hashprodukter liggende fremme. Det vi ser i dag er, at boderne ikke er permanente, bl.a. fordi vi siden rydningen har været ude et utal af gange og rydde, men også fordi det er blevet mere risikofyldt for dem at stå dernede, fordi vi oftere og oftere komme på patrulje også inde omkring Pusher Street”, siger Dannie Rise, leder af Københavns Politis Task Force Pusherstreet til TV 2 Lorry.

Før rydningen sidste år anslog politiet, at der blev omsat for omkring tre millioner kroner om dagen i boderne. På årsbasis altså langt over en milliard. Og selvom det er svært at holde regnskab med et illegalt hasmarked, så lyder estimatet, at der forsat den dag i dag bliver omsat for ikke ubetydelige beløb i gaden.

- Jeg tror, man skal forstå, når man snakker narkokriminalitet generelt, at det aldrig er noget, man får fjernet 100 procent. Det vil altid bestå i en eller anden form. Mit succeskriterium er, at det er på et acceptabelt niveau, så borgerne føler sig trygge. Og sådan som situationen er på Christiania lige nu, jamen der er vi et stykke vej fra at have fjernet den åbenlyse hashhandel, men jeg synes vi er på vej den rigtige vej, siger Dannie Rise til TV 2 Lorry.

Beboerne er frustrerede:

- Jeg synes ikke, det er Christianias skyld. Men desværre er det vores problem, siger Risenga Manghezi til TV 2 Lorry.

Mest Læste

Annonce