Råddenskab og vanvid: Landspolitikere i voldsom kritik mod Region Syd

Ledelse

31/10/2015 12:20

Nick Allentoft

Folketingsordførere er chokerede over Region Syddanmarks håndtering af en sag om sygehusdirektør Henrik Villadsen, der tog omtrent 1,5 millioner kroner for sit ekstraarbejde på et ambulatorium.

Carl Holst-sagen, en skadelig krig mellem direktørerne og ikke mindst de manglende konsekvenser i sagen om sygehusdirektør Henrik Villadsens massive overpriser, der har kostet regionens borgere omkring 1,5 millioner kroner, får nu politikerne på Christiansborg til at reagere og i voldsomme vendinger kritisere regionen. Det skriver Fyens Stiftstidende lørdag.

- Det er fuldkommen vanvittigt, at den form for kammerateri og indspisthed har kunnet få finde sted, siger politisk ordfører Mai Mercado (K) med henvisning til, at regionens sundhedsdirektør Jens Elkjær valgte at lade sagen fare, selvom en overlæge havde præsenteret regionens top for utvetydige beviser for, at Henrik Villadsen havde taget overpriser og selv godkendt sine regninger.

Sundhedsordfører Jonas Dahl fra SF er ikke bleg for at bruge ordet "råddenskab".

- Alt peger på, at der er tale om noget generelt råddenskab i toppen af regionen. Det håber jeg så sandelig, at man har tænkt sig at gøre noget ved. Jeg er meget forundret over, at man for det første ikke fanger sådan et misbrug, og at det så efterfølgende ikke får større konsekvenser.

Dødstød til regionerne
Både Mai Mercado og Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, vil med baggrund i sagerne fra Region Syddanmark forsøge at presse Venstre til at melde klarere ud i forhold til regionernes fremtid. Ligesom Liberal Alliance går de to partier ind for at lukke regionerne. Indtil videre har Venstre givet regionerne chancen for at bevise deres værd frem mod næste regionsrådsvalg i 2017.

Mai Mercado kalder den seneste tids afsløringer i regionen for et "dødsstød" til regionerne som sådan.

- Jeg mener, at det er dødsstødet til regionerne som konstruktion. Her ser vi tydeligt, at det ikke er en god konstruktion. Region Syddanmark har alle dage været fremhævet som en mønster-region, og det viser den sig nu langt fra at være.

En række af ordførerne har desuden svært ved at forstå, hvordan Henrik Villadsen i dag kan sidde som sygehusdirektør for Roskilde og Køge Sygehuse, hvor han i den kommende tid skal stå i spidsen for byggeriet af et helt nyt supersygehus i Køge.

- Jeg ville være meget betænkelig ved at ansætte en mand, som havde misbrugt et system for egen vindings skyld. Samtidig håber jeg, at andre i den region har hånd i hanke med økonomien, siger Liselott Blixt.

Stine Brix (EL) mener, at Henrik Villadsen - og i sidste ende Region Sjælland - står tilbage med et stort troværdighedsproblem efter afsløringerne.

- Det må da give nogle store problemer i forhold til troværdigheden på de to hospitaler, at man har en direktør, der har sådan en sag med sig. I sidste ende bestemmer regionerne selv, hvem de vil have som sygehusdirektører, men det må da have en omkostning, at man har sådan en leder, siger Stine Brix.

Mest Læste

Annonce