Receptionssagen rammer Folketinget: Politikere oprørte over skatteregler

Politik

16/11/2017 18:01

Nick Allentoft

Også i Folketinget har politikere haft mulighed for at holde receptioner uden at betale. Det er Folketingets skyld, lyder et forsvar.

I tre år har politikere og ansatte i Folketinget haft mulighed for at låne lokaler til private arrangementer mod kun at betale for driftsudgifterne.

Det skriver BT.

Læs om skandalerne

Vi samler historier om skandaler og sager på tagget "skandaler". Interesseret i at lære og mindes, så klik her.

Der er indtil videre kun to folketingspolitikere, der har benyttet sig af ordningen siden 2014.

Den ene er De Konservatives Mette Abildgaard, som i september 2016 holdt bryllupsreception i Folketingets kantine Snapstinget for cirka 150 gæster.

- Jeg blev gjort opmærksom på i starten af sidste uge, at de vurderede, at det var skattepligtigt. Allerede efter få dage indberettede jeg 13.000 kroner til Skat, siger hun til Ritzau.

Den anden politiker er Alternativets Roger Matthisen, der holdt bryllupsreception i februar 2017 for cirka 100 gæster.

Efter Mette Abildgaards indberetning opstod der tvivl om, hvorvidt det var hende eller Folketinget, der havde indberetningspligten.

- Jeg er rigtig træt af, at Folketinget ikke har haft bedre styr på sine regler om, hvorvidt lånet af Snapstinget var skattepligtigt eller ej, siger hun.

Det er sagen om den nu afgåede beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R), som har skabt stor forvirring i Folketingets administration.

Spørgsmålet drejer sig om de skattemæssige konsekvenser af ordningen. De to folketingspolitikere risikerer hver at få en skatteregning.

Mette Abildgaard mener, at det er et fair spørgsmål, om hun ikke selv burde have overvejet, om hun var skattepligtig. Men undrer sig alligevel.

- Når det skal tage Folketinget og Skatteministeriet flere uger at komme frem til, om det er skattepligtigt eller ej, er det nok ikke helt sort og hvidt, siger hun.

Det var Folketingets administration, der i februar 2014 udarbejdede reglerne.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), oplyser, at det var det forrige præsidium - Folketingets øverste ledelse - der blåstemplede ordningen.

- Det er noget rod, som det er i øjeblikket.

- Jeg synes ikke, det giver mening, at vi skal have den ordning, det må vi kigge på, siger hun til BT.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce