Regeringen placerer den nye politiskole i Vejle

Infrastruktur

25/01/2017 12:06

Nick Allentoft

Regeringen har besluttet at placere den nye politiskole i Vejle. Det sker på baggrund af, at der i Rigspolitiets rapport om en politiskole i Vestdanmark er vurderet 45 eksisterende bygninger i Vestdanmark, og at bygningen i Vejle samlet set vurderes at være den bedste.
Rigspolitiet har i forbindelse med placeringen af den nye politiskole med hjælp fra Bygningsstyrelsen vurderet 45 eksisterende bygninger. Rigspolitiet vurderer i sin rapport ejendommene i Vejle og Skanderborg som sideordnet førsteprioritet.   Regeringen har i sin beslutning lagt vægt på, at bygningen i Vejle i rapporten skønnes at være hurtigere at ombygge og billigere end ejendommen i Skanderborg.   Justitsminister Søren Pape Poulsen siger:   ”En nybygget politiskole havde været den bedste løsning for dansk politi. Det var også regeringens foretrukne valg. Men det var der som bekendt ikke opbakning til i forligskredsen. Derfor må vi nu gå efter den næstbedste løsning. Her vurderes ejendommen i Vejle samlet set som den bedste bygning.   Det har været et rodet og et alt langt forløb, og jeg glæder mig til, at vi nu kan komme i gang med at bygge den nye skole. Med en ny politiskole i Vejle får dansk politi et uddannelsesmæssigt fodaftryk i det vestlige Danmark. Det bliver fremadrettet muligt at bo og tage en politiuddannelse i Vestdanmark.”   Rigspolitiet og Bygningsstyrelsen vil nu tage kontakt til Vejle Kommune med henblik på at drøftelse etableringen af skolen. Folketingets Finansudvalg vil derudover blive forelagt et aktstykke om køb af bygning for den nye skole i løbet af foråret.

Mest Læste

Annonce