Region har Hillerød station på ønskeliste

Infrastruktur

10/08/2016 07:52

Nick Allentoft

- Vi vil have ombygningen af Hillerød Station med i trafikcharteret. Og vi skal opnå enighed internt i hovedstadsområdet for at stå stærkere over for lignende ønsker fra jyske kommuner, siger formand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S).

Selvom pengekassen til nye trafikinvesteringer i følge regeringen er så godt som tom, så fortsætter arbejdet med at finde fælles fodslag mellem Region Hovedstaden og de 29 kommuner i hovedstadsområdet om, hvilke trafikinvesteringer der skal prioriteres højest. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Torsdag var der flertal i regionens forretningsudvalg for, at ombygningen af Hillerød Station, der kan styrke lokalbanens trafik på tværs af Nordsjælland og øge fremkommeligheden med kollektiv trafik til det kommende nordsjællandske hospital, skal tages med til forhandlingsbordet. Det sker når regionen og kommunerne sidst på måneden mødes for at diskutere, hvilke 5-6 projekter i et fælles trafikcharter, man skal prioritere som ønsker over for regeringen.

- Vi vil have ombygningen af Hillerød Station med i trafikcharteret. Og vi skal opnå enighed internt i hovedstadsområdet for at stå stærkere over for lignende ønsker fra jyske kommuner, siger formand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S). 

Hun peger på, at hovedstadsregionen har presserende brug for flere penge til infrastrukturprojekter. 

- Prognoserne siger, at der bliver 200.000 flere borgere i området frem mod 2030, så der er et behov, siger hun.

Projektet til en ombygning af Hillerød station ventes at koste op mod 400 millioner kroner, I forvejen har regionen spurgt regeringen, om at sætte 170 millioner kroner i uforbrugte midler fra kontoen for regional udvikling af til stationsprojektet. Men der er endnu ikke kommet svar på forespørgslen.

Mest Læste

Annonce