Seniorer i det offentlige får hurtigere sparket end i det private

Ledelse

07/08/2017 17:17

Nick Allentoft

Gennemgang af fyringssager blandt djøfere viser, at der i det offentlige fyres flere ældre end i det private.
Det offentlige arbejdsmarked stikker langt oftere fyresedler til modne og ældre medarbejdere, end det private arbejdsmarked gør   Det konkluderer fagforbundet Djøf, der blandt andet organiserer jurister og økonomer, efter at have været involveret i knap 3.000 fyringssager de seneste to år, skriver Berlingske.   I de 3000 sager fylder fyringerne af offentligt ansatte medlemmer over 50 år en alt for stor andel, mener formanden for de offentligt ansatte i Djøf, Sara Vergo.

- Det er for dyrt og dumt at fyre seniorer, hvis det sker ud fra argumentet, at de ikke følger med tiden. Så må de tilbydes noget efteruddannelse, for det nytter ikke noget med arbejdspladser, der kun består af unge.

- Erfarne medarbejdere er guld værd. De er kulturbærere, og de har en stor viden, siger Sara Vergo til Berlingske.   Djøfs gennemgang af forbundets fyringssager for de offentligt ansatte viser, at 35 procent af sagerne sidste år drejede sig om medlemmer på 50 år eller derover.    Aldersgruppen udgør kun 21 procent af alle de offentligt ansatte Djøf-medlemmer.   For de privatansatte omhandlede kun 26 procent af fyringssagerne Djøf-medlemmer over 50 år. Det svarer nogenlunde til aldersgruppens andel af de privatansatte medlemmer.   For mindre end en måned siden indgik regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om "flere år på arbejdsmarkedet". Ifølge aftalen skal der nedsættes en tænketank "for et længere og godt seniorarbejdsliv", lyder det.    Tænketanken skal komme med bud på, hvordan seniorer i højere grad end i dag fastholdes på arbejdsmarkedet.

Sara Vergo opfordrer de offentlige arbejdsgivere til i langt højere grad at "gå forrest og vise, at der sagtens kan være plads til seniorer."

Venstres fungerende politiske ordfører, Louise Schack Elholm, siger til Berlingske, at det er "fint, at Djøf råber op med det her."    Hun tilføjer, at det er oplagt, at de forskellige offentlige sektorer får set nærmere på, om der nogle steder er deciderede problemer med at kunne bruge seniorer.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce