Støjberg i samråd: Der er ting vi skulle have gjort anderledes

Politik

23/06/2017 09:39

Nick Allentoft

Inger Støjberg erkender, at der ikke blev administreret lovligt i alle sager om adskillelse af asylpar. Hun forstår også godt, at der kan "være tvivl om forløbet."

Tre uger efter et maratonsamråd på knap fem timer er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) igen i samråd om den ulovlige instruks om at adskille mindreårige asylpar på landets asylcentre.

Ministeren lægger ud med at slå fast, at hun godt forstår, at "der kan være tvivl om forløbet".

- Der er ting, vi skulle have gjort anderledes, siger Støjberg i sin indledning på samrådet.

- Jeg anerkender, at forløbet kan kritiseres, og jeg står ved, at den samlede kommunikation fra departementet til styrelsen om ordningens indhold har været mangelfuld. Derfor har jeg taget ombudsmandens alvorlige kritik til efterretning.

Inger Støjberg udsendte 10. februar sidste år en pressemeddelelse, hvori hun slog fast, at ingen mindreårige asylansøgere skulle indkvarteres sammen med en ældre ægtefælle. Heller ikke selv om parret har børn.

Instruksen er ulovlig, da alle har krav på en individuel vurdering af deres konkrete sag. 

Under det første samråd forklarede Støjberg, at hendes pressemeddelelse ganske vist fastslog, at ingen asylansøgere under 18 år måtte bo sammen med deres ældre ægtefæller.

Men mundtligt fik Udlændingestyrelsen ifølge Støjberg at vide, at der skulle ske en individuel vurdering, som loven kræver. Pressemeddelelsen blev ikke udarbejdet som en instruks, men en "politisk tilkendegivelse", gentager Støjberg på fredagens møde.

- Pressemeddelelsen fik efterfølgende karakter af en instruks – ikke fordi vi besluttede os for, at den skulle være en instruks, men fordi den ikke blev fulgt op af andre skriftlige instrukser til udlændingestyrelsen. Det blev den eneste skriftlige kommunikation om rammerne for ordningen til Udlændingestyrelsen, siger Støjberg.

- Kommunikationen til Udlændingestyrelsen har ikke været stringent.

På baggrund af et skriftligt svar fra Udlændingestyrelsen slår Støjberg på samrådet fast, at styrelsen - trods instruksen - har administreret korrekt:

- Udlændingestyrelsen har på intet tidspunkt administreret på en sådan måde, at man ikke kunne gøre undtagelser fra instruksen om at adskille parrene. Udlændingestyrelsen har i alle sager foretaget en konkret og individuel vurdering.

- I alle sager siden pressemeddelelsen den 10. februar 2016 har Udlændingestyrelsen administreret under hensyntagen til Danmarks internationale forpligtelser. 

Støjberg erkender: Partshøring af asylpar kom for sent

Ministeren bliver gentagne gange spurgt til, om der blev administreret lovligt efter både dansk og international lov i samtlige sager, efter hun 10. februar sidste år udsendte sin instruks om, at mindreårige asylpar skulle adskilles. 

Til det svarer Inger Støjberg:

- I forhold til, at der skal ske en individuel vurdering, ja, det gør der. Det kan man jo netop se ved, at der er seks par, der ikke bliver adskilt på noget tidspunkt.

- I forhold til partshøring, der gør der jo ikke. Det sker jo først 28. april.

Inger Støjbergs instruks om at adskille asylparrene var ulovlig, idet alle har krav på en individuel vurdering af deres konkrete sag. Og man har også krav på en partshøring.

Ifølge et dokument, som Information har fået aktindsigt i, blev asylparrene adskilt så længe uden partshøring, at det ifølge juridiske eksperter var ulovligt.

De i alt 17 par, som blev adskilt uden partshøring umiddelbart efter ministerens instruks 10. februar sidste år, måtte i gennemsnit vente 94 dage, før de blev partshørt eller fik lov at flytte sammen igen. 

Den længste ventetid var 137 dage, og den korteste var 71 dage. Det er ifølge eksperternes vurdering alt for længe, og derfor var praksis ulovlig.

Det samme påpeger flere oppositionspolitikere under fredagens samråd, hvilket falder Inger Støjberg for brystet.

- Der blev heller ikke partshørt under den socialdemokratiske regering. Derfor klinger det måske også en lillebitte smule hult, siger hun.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce