Succesfuld ordning for ledige beskæres markant

Velfærd

28/01/2015 09:07

Nick Allentoft

Ordningen for jobrotation bliver beskåret.

Regering, forskere og fagforbund har rost ordningen om jobrotation i høje toner. Trods det valgte et flertal i Folketinget kort før jul at indskrænke lediges muligheder for at komme i jobrotation betydeligt.

- Det er en tåbelig beslutning og udtryk for en ren spareøvelse. Ordningen har været med til at sikre, at tusinder af vores medlemmer er kommet i arbejde og har fået et reelt kompetenceløft. Det risikerer vi at tabe på gulvet, siger næstformand i FOA, Mona Striib til Avisen.dk.

I løbet af de seneste fem år har 10.000 FOA-medlemmer haft gavn af ordningen, viser en undersøgelse fra de offentligt ansattes forbund. 5.000 af dem, der har været igennem jobrotation, har fået en erhvervsuddannelse, mens andre 5.000 er kommet i job, ifølge Fagbladet FOA.

Jobrotation handler om, at en ledig indgår i et vikariat, mens en fastansat er på efteruddannelse. På den måde bliver den ledige trænet til arbejdsmarkedet. Men nu bliver perioden forkortet fra 12 til 6 måneder. Desuden får kommunerne fremover kun 60 procent af deres udgifter dækket af staten - og ikke 100 procent som tidligere.

Professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen kalder det "katastrofalt" at spare på ordningen.

- Arbejdsmarkedet og de ledige har tabt og på sigt også samfundet. Det kvalitative løft, der sker i den her ordning, det mister vi jo, siger Henning Jørgensen til Avisen.dk.

Jobrotation har vist sig at være et mere effektivt beskæftigelsespolitisk redskab end det langt mere udbredte løntilskud.

Arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokraterne Lennart Damsbo-Andersen (S) mener dog, at jobrotationsordningen har været for økonomisk attraktiv indtil nu.

- Man har næsten tjent penge på den, siger han, og peger på at den forkortede periode vil kunne give samme positive resultat.

- Det er fint i forhold til, at arbejdsløse kan prøve deres færdigheder af og forhåbentlig finde en vej tilbage til arbejdsmarkedet. Det er min klare overbevisning, at det kan man sagtens på 6 måneder, siger Lennart Damsbo-Andersen til Avisen.dk

Mest Læste

Annonce