Sonos er et af de mest populære mærker, når det kommer til trådløse højttalere, men nu begynder mange Sonos-brugere at klø sig i håret.
Virksomheden har nemlig økonomiske udfordringer, og da der samtidig er kommet ændringer i opsætningen i Sonos-appen er frygten nu, at Sonos pønser på at indføre abonnementsbetaling.
Det skriver netmediet WIRED.
Den opsigtsvækkende ændring
Det, der for alvor har fået Sonos-brugerne til at bekymre sig, er ændringen i Sonos' app, hvor en stor del af funktionalitet er blevet flyttet fra det lokale netværk.
I stedet er funktionerne flyttet op på Sonos' egne servere i skyen.
Virksomheden har kort sagt fået direkte kontrol over, hvad man som bruger kan gøre med sine højttalere - og det har sat gang i spekulationerne om en abonnementsløsning for at få adgang til den fulde funktionalitet.
Ifølge udvikleren Andy Pennell, der har analyseret appens tekniske opbygning, er det teknisk muligt for Sonos at kræve betaling for visse funktioner fremover.
Økonomisk presset
I 2023 røg Sonos omsætning ned med 5,5 procent, og generelt har selskabet fået et markant lavere antal nye brugere end de forgangne år.
En tidligere Sonos-medarbejder har fortalt, at appen bliver prioriteret højt under udviklingen, selvom der mangler indtægter.
Medarbejderen siger i den forbindelse, at det ikke vil overraske vedkommende, hvis en abonnemntsmodel bliver en del af Sonos' fremtidige forretningsplan.
Sonos har afvist, at der aktuelt er planer om abonnementer, men har ikke udelukket muligheden i fremtiden.