Universitetsbyer får flest statslige arbejdspladser

Infrastruktur

17/01/2018 15:21

Nick Allentoft

En stor del af de udflyttede arbejdspladser i regeringens anden udflytning går til større universitetsbyer.

De fire universitetsbyer Aarhus, Odense, Aalborg og Roskilde får tilsammen 1191 statslige arbejdspladser i regeringens anden runde udflytninger.

Odense er absolut topscorer med 465 stillinger, 306 stillinger går til Aarhus, 264 stillinger til Roskilde og 156 stillinger til Aalborg.

Blandt de store flytninger er Miljøstyrelsen, som rykker til Odense med 440 arbejdspladser. 

I Aarhus, der får næstflest stillinger, placeres den nye Patientklagestyrelse. Den vil bestå af de dele af Styrelsen for Patientsikkerhed, der allerede er på plads i byen, samt 141 arbejdspladser der flyttes fra København.

Herudover får landets næststørste by 111 nye arbejdspladser i de nye hovedkvarterer for Toldstyrelsen og selskabsdelen af Skattestyrelsen.

Udflytning af statslige arbejdspladser

Vi har samlet alle historier om udflytningsplanerne.

Læs meget mere her

Aalborg bliver hjemsted for det nye hovedkvarter for Motorstyrelsen, der får til opgave at følge udviklingen på motorområdet og føre kontrol.

I Roskilde etableres 264 nye arbejdspladser i forbindelse med den nye skatteforvaltning - blandt andet et nyt hovedkvarter for Vurderingsstyrelsen, der skal sikre retvisende vurderinger af ejendomme.

På pressemødet for præsentationen af udflytningsplanen siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):

- Vi har set en tendens, hvor de store byer løber med det hele. Denne regering ønsker, at alle dele af landet skal have muligheder inden for rækkevidde. At vi får et Danmark i balance.

Dansk Folkeparti støtter udflytningen af arbejdspladser, men partiets skatteordfører, Dennis Flydtkjær, er ikke imponeret over, at mange arbejdspladser flytter til en anden universitetsby.

Kritikken preller af på Lars Løkke Rasmussen:

- Det er rigtigt, at Odense som en lokal hovedstad på Fyn bliver stærkere af det her, og Aalborg bliver som regionshovedstad i Nordjylland stærkere, og Aarhus i det midtjyske bliver stærkere. Det er jo godt for hele regionen.

- Hvis man har et ønske om at bo i det midtjyske, så er det altså lidt mere attraktivt, at der er en arbejdsplads i Aarhus end i København, siger Løkke.

Han betoner samtidig, at der er flere hensyn at tage i udflytningen. Både hensynet til, at de statslige arbejdspladser skal spredes i hele landet, og at visse stillinger skal placeres i stærke universitetsmiljøer.

Ud over universitetsbyerne toppes listen af Næstved med 189 stillinger, Ringkøbing med 171, Middelfart med 153 og Randers med 150.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce