Praktik, mentorordning, løntilskud, vejledning og opkvalificering er bare nogle af etiketterne på den aktive beskæftigelsesindsats, som man for skatteydernes penge gør i Danmark for at få så mange som muligt med en hel eller delvis arbejdsevne med på arbejdsmarkedet
Men måske er pengene givet dårligt ud? Som Torben Tranæs, forskningschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed, siger til Agenda:
”Når det direkte angår den beskæftigelsesskabende side af sagen, tyder de seneste effektmålinger på, at den aktive arbejdsmarkedspolitik i sin praktiserede form har udviklet sig til et meget dyrt eksperiment.”
Læs agendas artikler Ringe effekt af de sidste beskæftigelsesmilliarder og Danmark har den dyreste aktive beskæftigelsesindsats.
Spørger du Cabi, er svaret: Nej, vi skal ikke bare skrotte den aktive beskæftigelsesindsats. Men vi skal blive bedre til at måle og anvende det, der virker. Og så skal vi lytte til erfaringerne fra praksis.
Det er ingen let sag at måle og veje kontanthjælpsmodtageres udvikling frem mod arbejde.
Tag fx en mand, som ikke har været i job i ti år, som har psykiske lidelser og gennem nogle år har levet på gaden. Opgaven med at hjælpe denne borger nærmere arbejdsmarkedet kræver små skridt, og dem skal der tages mange af, før han har chance for et job. Hvordan måler man, at han rykker sig centimeter for centimeter længere ind fra bænken mod banen?
I ministerierne har man forsøgt at få hold på sagerne ved at sætte kontrollerede forsøg i gang, der skal sikre, at man i videst muligt omfang anvender evidensbaserede metoder. Se fx På rette vej – i job (Arbejdsmarkedsstyrelsen).
For så vidt metodernes effekt kan vejes og måles, skal de vejes og måles. Og det vil være uetisk frådseri, hvis ikke man skærer det virkningsløse væk. Men problemet er, at mangt og meget ikke kan opgøres på den måde.
Der rejser sig spørgsmål som: Hvem er kontrolgruppen? Er der overhovedet en tilpas stor og ensartet population at måle på? Hvordan måler vi i det hele taget, at en borger er kommet tættere på arbejdsmarkedet efter at have deltaget i et beskæftigelsestilbud? Og kan der gives garanti for, at de mennesker, der behandler sagerne, trin for trin arbejder sammenligneligt?
Disse spørgsmål er vi endnu ikke gode nok til at besvare. Men mange jobcentre arbejder med at implementere såkaldte progressionsmålinger, der skal giver et meget klarere svar på det helt centrale spørgsmål: Hvad virker for hvem under hvilke omstændigheder? Se fx mere om Beskæftigelsesindikatorprojektet, hvor 11 jobcentre arbejder med progressions- og effektmålinger af ”de små skridt”.
Desuden skal vi være bedre til at lytte til de kvalitative vidnesbyrd fra praksis om, hvad der virker. Og sådanne succeshistorier dukker heldigvis op med jævne mellemrum.
Læs fx:
Uddannelsen for unge med Aspergersyndrom er en succes
Opsøgende jobcentre på Sjælland skaber 740 job
Sammenhængende forløb er en gevinst for udsatte unge
Analyse af kontanthjælpsmodtagere i match 3
På bundlinjen står, at vi skal have målt, vejet og strammet den aktive beskæftigelsesindsats så meget som muligt op. Og at vi skal respektere erfaringer fra praksis, der måske ikke umiddelbart kan måle effekten i form af job eller uddannelse her og nu, men som bidrager til de første skridt på vejen.
