Vi skrev den 25.2.2018 et indlæg, hvor vi kom med en faglig rettet kritik af det menneskesyn, som formand for Socialchefforeningen Helle Linnet fremkom med under høringen af fleksjob og førtidspensionsreformen i Landstingssalen på Christiansborg i januar. Et menneskesyn, der gjorde os stærkt bekymrede.
Læs mere om socialkrisen
Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.
Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet.
I vores indlæg bad vi landets socialchefer forholde sig til det menneskesyn, som deres formand udtrykte under høringen, hvor hun bl.a. sagde:
"Nogle gange oplever vi også administrerende direktører, der er blevet rygopererede. De har også en seng på deres kontor, når de skal ligge ned for at kunne klare nogle timer på arbejde. Hun udtalte endvidere: "Det man kan bidrage med, det skal man bidrage med – også selv om det er småt".
"Træning kan jo være mange ting, og der har vi jo naturvejledere, som går tur med folk, hvis de har brug for at komme ud og bare gå nogle få skridt og se og få noget frisk luft, så på den måde har vi jo brugt hele vores kommunale velfærdsforvaltningers tilbud til og så støtte op omkring den enkelte person. Og det synes vi har betydet rigtig, rigtig meget for den helhedsmæssige indsats."
Vi skrev i vores reaktion bl.a: "Vi vil gerne vide, om medlemmerne af Socialchefforeningen kan stå på mål for det menneskesyn, som formand Helle Linnet fremfører på høringen den 31.1.2018. Er der enighed blandt socialcheferne om, at dette menneskesyn skal være grundlaget for den gængse forvaltningspraksis ude i kommunernes arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesafdelinger?"
Vi har den 26.2.2018 modtaget svar fra landets socialchefer. Men til vores store skuffelse, er det umådeligt svært at få øje på socialchefernes svar og selvrefleksion. Vi har mest af alt modtaget et resumé af lovgivningen og den sædvanlige politiske newspeak. I lader os forstå, at I tager ansvar for at overholde lovgivningen. Men det besvarer ikke vores spørgsmål om, hvilket menneskesyn I vil lægge til grund herfor, og hvorvidt I bakker op om, eller tager afstand fra det menneskesyn, Helle Linnet gav udtryk for under høringen.
Vi vil derfor gerne præcisere vores spørgsmål.
Hvor er der så stor forskel på Jer?
Der er ingen, der tvinger socialchefer til at fortolke lovens ord til yderste restriktive grænse. Vi har en lov med så bred en elastik, at det er muligt at fortolke lovens ord fra A til Z, når den skal omsættes i praksis ude i landets forvaltninger. Det ser og oplever vi, der møder praksis i landets 98 kommuner. Vi oplever en kæmpestor forskel på den måde loven forvaltes af Jobcentrene. Når nu socialcheferne har så store muligheder for - indenfor lovens rammer - at forvalte så forskelligt, hvorfor argumenterer i så, som om den bliver forvaltet så ens? Hvorfor kan man i den ene kommune opleve, at der forvaltes til gavn for syge borgere og i andre kommuner omvendt til megen stor skade for syge borgere?
Det fremgår af tal fra jobindsats.dk, at tildelingen af førtidspensioner i landets kommuner svinger fra 0 - 80% efter endt ressourceforløb. Det er et meget stort interval, der netop vidner om det brede fortolkningsrum, der er i lovgivningen, idet så stort et interval kan finde sted indenfor lovens rammer. En stram forvaltningspraksis kan således ikke forsvares med henvisning til loven, så længe der er råderum for anden praksis. Det er derfor vi oplever den stramme fortolkning mange steder som et dårligt menneskesyn.
Idet der er så brede rammer for fortolkning af lovens ord, hviler der i særlig høj grad et stort moralsk ansvar på jeres skuldre som socialchefer. I står i bogstaveligste forstand med syge borgeres liv og fremtid i jeres hænder. Borgere, som er dybt afhængige af jeres og jeres sagsbehandleres nåde. I kan vælge at anlægge et menneskesyn som barmhjertige samaritanere eller som blodige bødler.
Hvorfor er det så svært for Jer at anerkende den store forskel?
Hvorfor afviser i så reelt at indgå dialog med os?
Vi vil gerne vide, hvilket menneskesyn I som socialchefer mener bør være grundlaget for kommunernes forvaltningspraksis.
Manipulation med konkrete fortællinger og begreber
I skriver i jeres svar til os: "Hvad angår det, som benævnes ’sengepraktikker’, er det ikke en praksis eller tankegang, vi gør brug af. Vi ruller ikke syge borgere ind i senge for at ’tvinge’ dem til at vise, hvor længe de formår at opholde sig på en arbejdsplads. Men vi har praktikforløb, hvor borgere, som har brug for det, har mulighed for at hvile sig i løbet af dagen. Det opfatter vi ikke som et umenneskeligt eller nedværdigende tilbud, tværtimod".
Sådan får du bedre sagsbehandling
Læs anbefalinger til bedre offentlig sagsbehandling her.
Det handler om at insistere på de nødvendige informationer.
Disse påstande vil vi gerne kommentere punkt for punkt.
I skriver, at sengepraktikker ikke er en praksis eller tankegang I gør brug af. Men vi har medlemmer i vore grupper, der fortæller, at de bliver sendt ud med en seng og at I, i stedet for 'sengepraktik', er begyndt eksempelvis at kalde det for 'praktik med briks'. Vi må således forstå jeres afvisning af brugen af sengepraktik med den forklaring at I - i stedet for ordet 'seng' - har valgt at bruge ordet 'briks', som jo i praksis er ét og samme.
Seng, briks eller tilsvarende - det ér og bliver sengepraktik i vores verden.
I skriver, at I ikke "ruller syge borgere ind i senge for at 'tvinge' dem til at vise, hvor længe de formår at opholde sig på arbejdspladsen". Men tvang er netop noget af det, som vi ser meget af i vores grupper, idet folk trues på deres forsørgelse, hvis ikke de parerer ordrer. Er i overhovedet bevidst om den magt i har som myndighed i de afgørelser i træffer?
Alvorligt syge Vladimira Kristensen fra København, blev sidste år fragtet til møde med jobcentret i taxa, hvor hun ved hjælp af rollator og støttende følge blev hjulpet ind på centret. Det blev hun, fordi hun var for syg til fremmøde, og fordi jobcentret 'tvang' hende til det.
Under mødet var der stillet en hård briks frem til hende, som hun end ikke kunne bruge pga. smerter. Hun måtte således nøjes med at hvile hovedet på bordet. Efterfølgende var hun helt færdig og brugte flere dage på, at komme sig efter mødet. Jobcentret vidste på forhånd, at hun blandt mange alvorlige sygdomme også lider af angst i en sådan grad, at hun stort set ikke har forladt sit hjem i over 2 år. En invaliderende tarmsygdom, der også gør det svært at forlade sit hjem og en kræftsygdom, hvor lægerne har vurderet hende for svag til at kunne klare kemoterapi. Og alligevel beder I hende møde op. Hun fik først en fair behandling og afklaring, da medierne fortalte hendes historie. Er det rimeligt?
Tag ansvar!
Selvom I påstår, at I ikke anvender sengepraktik, så har vi ikke desto mindre et andet medlem, der blev sendt ud i sengepraktik til trods for advarsler imod det. Hun kunne ikke klare praktikforløbet pga. gentagne besvimelser og spurgte derfor ind til muligheden for at få stoppet forløbet. Det blev hun dog nægtet med truslen om at miste muligheden for førtidspension, såfremt hun ikke mødte op.
Af frygt for økonomiske sanktioner turde hun ikke andet, til trods for at besvimelserne fandt sted dagligt i hele praktikperioden og til trods for, at hun lå i sengen det meste af den tid hun var 'på arbejde'. Så meget for jeres påstand om, at I ikke 'tvinger' syge borgere '... til at vise, hvor længe de formår at opholde sig på en arbejdsplads.'
Som følge af besvimelserne har hun nu gået med både krykker og rollator her 1 år efter praktikken og gør det stadig. Det skal nævnes, at hun ikke tidligere var gangbesværet. Det er noget praktikken har påført hende. Alt dette for at jagte en arbejdsevne på kun 1 time ugentlig, som man så til sidst måtte opgive alligevel.
Synes i som forening for alle socialcheferne, at det er rimeligt, når en borgers tilstand forværres som følges af sagsbehandlingen?
Talrige eksempler modsiger socialchefernes svar
Vi ser talrige eksempler på umenneskelig behandling i vores grupper. De to ovenstående tilfælde er langt fra de eneste vi ser, og vores virkelighed stemmer langt fra overens med den virkelighed socialcheferne beskriver i deres svar til os. Det er som to forskellige verdener.
Det er ikke tilstrækkeligt at tage ansvar for at overholde lovgivningen med 100% fokus på beskæftigelsesindsatsen, under tvang, trusler og uden hensyntagen til, at syge mennesker ender op endnu mere syge. Det er eksempelvis muligt ved brug af nuværende lovgivning at tilkende førtidspension udenom ressourceforløb.
Vi vil gerne opfordre til, at i går foran og anbefaler en menneskelig anstændig kurs med et moralsk forsvarligt og anstændigt menneskesyn i forvaltningen af den lov, der som nævnt og dokumenteret giver jer råderum for at ændre kurs.
Alternativt må i forklare, hvorfor I sætter systemet over mennesket?
Vi mangler at få forvaltningerne til at sætte fokus på dem, som forvaltningerne er sat i verden for. Vi savner, at repræsentanterne for hverdagen siger fra, når kolleger praktiserer åbenlyst ringe sagsbehandling. Tør i det? Hvis nej, hvorfor ikke?
Vi må på det kraftigste fraråde jer at fortsætte den nuværende umenneskelige kurs, som vi ser i vores mange grupper landet over. Som yderligere dokumentation på vores påstande om umenneskelig sagsbehandling, vil vi gerne opfordre samtlige af landets socialchefer og formand for socialcheferne Helle Linnet til at se dokumentarudsendelserne 'Magtesløs i systemet' på DR2 og dokumentaren 'Drømmen om førtidspension' på TV2, som er blevet vist for nylig. Hvad siger i til det i ser der, når vi på vegne af tusinder af borgere kan skrive under på, at det ikke er enkeltsager, særlige tilfælde?
Vi kan også henvise til det omfattende dokumentationsmateriale, der er indsamlet over længere tid i en af vores Facebook grupper: 'Dokumentation til Ministeren omkring fastholdelse af syge på lavindtægt'.
I lyder totalitære
I skriver videre i jeres svar: ”Alle mennesker skal have en mulighed for at bidrage til samfundet, fordi det giver mening, fællesskab og værdighed”. Men hvem er I til at afgøre, hvad der 'giver mening, fællesskab og værdighed' for os, der er syge? Er vi syge ikke de nærmeste til at kunne vurdere vores egne behov?
Hvorfor bliver vi ikke anerkendt og inddraget som borgere?
Det værdisæt som politikerne har kreeret og trukket ned over os, og som I socialchefer nurser, er ikke nødvendigvis foreneligt med alvorlig sygdom, for som alvorlig syg ændres ens værdisæt. Det burde I vide som professionelle. Det giver ingen 'mening', at sende en alvorligt syg en kvinde, der dagligt besvimer og må ligge ned det meste af sin tid i sengen på jobbet, ud på arbejdsmarkedet. Hvori består 'meningen' for hende? Hvad er 'meningen' med at gøre hende endnu mere syg?
Det har heller intet med 'værdighed' at gøre - tværtimod. Det er umenneskeligt og uværdigt for borgere, der på denne måde tvinges i ydmygelse på en arbejdsplads. De har ikke 'mulighed for at bidrage til samfundet' som lønslaver. De har brug for fred, og ofte er alene førtidspension den eneste vej til fred.
Hvorfor er det alene Jeres virkelighed og teorier, der står som eneste sandhed om syge borgere? Det må være rimeligt, at borgeren bliver spurgt, inddraget og lyttet til - det er os det handler om. Ja, ofte er der utallige erklæringer fra fagpersoner, som i end ikke lytter til eller læser. Er det en rimelig behandling af Jeres borgere?
Ét er hvad raske mennesker har behov for og noget andet er, hvad syge mennesker har behov for. Det er to forskellige ting.
Vores oplevelser er vores
Vedrørende sengepraktik, så skriver I: ”Det opfatter vi ikke som et umenneskeligt eller nedværdigende tilbud, tværtimod”. Vi finder det stærkt provokerende, at landets socialchefer på den her måde går ind, og afviser de oplevelser, som rigtig mange har haft med Jeres måde at sagsbehandle sengepraktikker på. I kan da ikke vurdere, hvad 'føler' eller 'ikke føler' om tvungen sengepraktik. Hvorfor lytter i ikke?
Hvorfor bliver vi ikke anerkendt og inddraget som borgere og mennesker?
Vi har spurgt flere af vores medlemmer, hvordan de oplever sengepraktik og vi har ikke fået én eneste positiv tilbagemelding. De to ord, der mest af alt går igen er ordene: 'nedværdigende' og 'umenneskelig'. Er det forsvarligt, at byde så syge mennesker en sådan behandling?
I nævner op til flere gange ordene 'fra passiv forsørgelse til aktiv deltagelse' men vi har svært ved at få øje på den 'aktive deltagelse'. Hvori består den 'aktive deltagelse' ved sengepraktik?
Vi drømmer om et ordentligt system, der holder den sociale kontrakt, som velfærdsstaten har indgået med sine borgere. En kontrakt, som forpligter til at holde hånden under og hjælpe mennesker, der er syge eller har andre kritiske udfordringer. Det forudsætter, at I begynder at sagsbehandle ud fra hensynet til de mennesker, som I har et stort moralsk ansvar for og ikke ud fra politiske målsætninger og ideologier. Det billede I tegner i Jeres indlæg, er så langt fra den virkelighed, vi oplever i vores mange grupper, at det grænser til ren fiktion.
Siden vores artikel i DenOffentlige den 25. februar har vi modtaget flere henvendelser fra sociale grupper og modstandsbevægelser, der også ønsker at være medunderskrivere på vores indlæg. Vores opråb repræsenterer således i skrivende stund ialt 120.681 medlemmer, hvilket vi håber landets politikere, socialchefer og Socialchefforeningens formand Helle Linnet noterer sig.
Derfor: Tør I møde os til et stormøde?
På vegne af nedenstående grupper"Ja tak til pension og fair behandling af syge"
Aalborg kommune, stop jobcentrenes jagt på syge borgere
Ja tak til pension, og en fair behandling af syge
Kamp for velfærd og fællesskab
Dokumentation til Ministeren omkring fastholdelse af syge på lavindtægt
Gensidig forsørgerpligt, nej tak
Bedre vilkår for førtidspensionister
Folkebevægelsen for Social retfærdighed.
Syge og Udsatte i Assens kommune
Sygdomsramte kræver anstændig sagsbehandling!
