Åbent brev: Hvor er i henne nødhjælpsorganisationer?

De første dage var der meget medie opmærksomhed, men med tiden så forsvandt pressen og dagligdagen overtog. Alt imens der hver dag stadig kommer hundredvis af flygtninge, skriver frivillige Ilona Gondesen, og spørger hvor organisationer som Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp i nødhjælpsindsatsen til flygtninge, der kommer til eller rejser gennem Danmark.

Kære nødhjælpsorganisationer,
 
For halvanden måned siden kom Syriens krig til Danmark. Med nats varsel stod de i hundredvis ved vores grænser. Selvom vi i flere år har set på, mens krigen hærgede Syrien, så blev vi taget på sengekanten en søndag morgen.

Welcome to Denmark. Hovedbanegården, oktober 2015. Foto: Ilona Gondesen

De første dage var der meget medieopmærksomhed, men med tiden forsvandt pressen og dagligdagen overtog. Men situationen er stadig den samme. Der kommer hver dag hundredvis af flygtninge. 

I halvanden måned har en sammenslutning af mennesker, med forskellig religiøs og kulturel baggrund, stået på hovedbanegården og taget imod de efterhånden tusindvis af flygtninge der er kommet den lange vej igennem op til 9 lande i håb om at finde fred og fremtid. Frivillige danskere har hver eneste dag hjulpet flygtningene. Med mad, drikke, hjælp til en togbillet eller bare et lyttende øre og et smil. Disse frivillige tager fri fra arbejde og skole, fordi de føler pligt til at hjælpe mennesker i nød.

Jeg er en af de frivillige og jeg er meget forundret over hvor lidt vi har set til jer, nødhjælpsorganistationerne. Vi står i en nødsituation på hovedbanegården. I siger, at i arbejder med og for mennesker i nød. I fortæller en succeshistorie til offentligheden om, at tusindvis af danskere melder sig hos jer for at udføre frivilligt arbejde. Men der, hvor nøden er størst, lader i uorganiserede frivillige uden uddannelse eller erfaring stå for den vigtige førstegangskontakt. Hvorfor? 

Flygtningebørn på Hovedbanegården oktober 2015. Foto: Ilona Gondesen

DSB smed os ud og ingen råbte op

På banegården i København, på stationen i Kastrup og på flere andre togstationer i landet er vi blevet bedt om at fjerne os, flere steder ved hjælp af politiet. Begrundelsen er, at vi forstyrrer den daglige drift med vores virke. At nødssituationen ikke længere er tilstede. At presset er lettet. Sådan oplever jeg og andre frivillige det slet ikke. Tværtimod. Vi er ikke en forstyrrelse, vi hjælper den daglige drift og presset er slet ikke lettet.

Vi står der hver dag, døgnet rundt, med tolke der taler flygtningenes sprog og vi hjælper dem videre. Hvis det ikke var for os, så ville der være kaos på banegården.  

Hvorfor lyder den officielle forklaring, at der ikke er er behov for hjælp på banegården i København? Hvorfor accepterer i, at DSB siger, at tilstanden på banegården er vendt tilbage til normal tilstand? At krisen er overstået? 
 
Vi står i en nødssituation, og jeg kan illustrere det med nogle historier fra banegården den seneste tid.
 
Situationen er den samme som i begyndelsen
Der komme dagligt store grupper flygtninge gennem banegården i København. Op til 500 mennesker, og det inden aften. Mange familier med små børn, trætte børn, sultne børn. Mange uledsagede børn. 

Vi hjælper en familie med at købe billet til Sverige. Faren fortæller os at de tog med båd fra Tyrkiet til Grækenland. Far, mor, børn og morens forældre. Båden sank og mens moren reddede sine børn så hun sine egne forældre drukne. Familien er traumatiseret efter deres rejse og deres tab.

Flygtninge - migranter - folkevandring

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.
 
 

En anden familie med 2 små drenge vil gerne blive i Danmark. Vi følger dem ned på politistationen. Drengene er henholdsvis 5 og 8 år. Ahmed og Mirwan. I starten er Ahmed på 5 meget stille. Jeg har et par mandariner med, og drengene får en hver. Ahmed deler sin mandarin med mig, og snakker lidt med mig. Han åbner sig lidt mere. På vej ned til politistationen prøver vi at snakke lidt sammen - lidt på fransk, lidt på engelsk og lidt på arabisk. Ahmed liver op og begynder at undersøge alt vi kommer forbi. Uden for politistationen lærer han mig at tale arabisk - øjne, næse, mund, ører, hænder og finger. 

Sent på eftermiddagen kommer der stadig flere store grupper flygtninge fra Tyskland. En frivillig fra en banegård i Tyskland fortæller mig, at de sprængte alle rammer dagen før med 500 overnattende flygtninge på lokale skoler, hvor der reelt kun er plads til 300.

Der kommer en syrisk mor med 4 børn. Drenge i alderen 3,4, 6 og 9. Den mindste er udmattet og græder meget. Det har været en lang rejse. Selv chokoladekiks kan ikke trøste ham. Jeg finder de sidste mandariner frem - det er dog kun 3 til de 4 drenge. Den ældste siger lader sine mindre søskende få hver en mandarin, og den yngste meget trætte dreng smiler og bliver en smule glad.

Flygtninge på hovedbanegården, oktober 2015. Foto: Ilona Gondesen

Der kommer et ungt par. Kvinden er syrer. Manden fra irak. De kom også med båden fra Tyrkiet til Grækenland. De har et lille barn på 1½ år. Barnet er stadig i Tyrkiet. De var bange for at tage det lille barn med på bådrejsen, og de savner naturligvis deres barn og har brug for hjælp til at finde ud af hvordan de kan blive genforenet.

På et tidspunkt kommer to politibetjente hen til os. De spørger om vi har med flygtningene at gøre. Om vi kan hjælpe med at oversætte noget. De står med to unge mænd, som de ikke kan finde i deres register. De siger, at de to ikke er i problemer. Politiet skal bare finde ud af hvem de er. 
 
Det er dejligt at se, at politiet også tager fat i os når de har brug for hjælp. De må være vanskeligt, at være betjent, der den ene dag skal smide os ud af banegården, og den næste har brug for vores hjælp. For de har ikke andre at søge hjælp hos.
 
Ligesom politiet på stationen har betjentene på banegården set at vi frivillige kommer med nogle kompetencer som de ikke selv kan tilbyde. Jeg oplever samarbejdet med politiet som godt og konstruktivt.  

Vi har taget imod flygtninge, der havde behov for lægehjælp. Vi har taget imod en flygtning med en fyldt stomipose. En flygtning med skudsår. En anden med hjerteproblemer og behov for medicin. Vi har taget imod mange uledsagede unge, der var traumatiserede og bange. Vi har taget imod børnefamilier med dybt traumatiserede børn. Eksempelvis familien med en dreng på fem år, der var så traumatiseret, at han havde mistet følelsen for hvornår han skulle tisse. De blev nødt til at give ham ble på.

Jeg kunne fortælle mange flere historier.

De kommer hver eneste dag

Sagen er, at der hver dag kommer hundredvis af flygtninge til København. De har brug for hjælp. De har brug for at tale med nogen, der hjælper dem med at komme videre med det næste tog, eller hjælper dem med at komme til Sandholm. De har brug for nogen der kan hjælpe dem med deres sultne og trætte børn. De har brug for at forlade angsten og utrygheden og møde menneskelighed.

Mens Europas ledere forsøger at finde løsninger bliver flygtningene ved med at komme. Mange hundrede tusinde er allerede kommet om på den anden side af Europas ydre grænser, og de fortsætter med at komme ind. Det er deres eneste udvej. Deres eneste alternativ til en fremtid uden krig. 

Hvor er alle nødhjælpsorganisationerne? 

Jeg forstår ikke, at myndighederne og organisationerne vurderer, at der ikke er behov for hjælp. Det burde være dem der organiserede nødhjælpen på banegården i stedet for en gruppe helt uorganiserede tilfældige frivillige.  

Andre lande kan finde ud af det

Jeg bliver frustreret, når jeg ser hvordan situation takles i eksempelvis Flensborg, Tyskland. Der har et et velfungerende samarbejde mellem frivillige, banegården, brandvæsen og Røde Kors. På banegården befinder de frivillige sig, deres opgave er at hjælpe flygtningene videre, de har endda fået lokaler på banegården som de bruger til tøjkammer. Når der om aftenen ikke kører flere tog, henter det frivillige brandvæsen flygtningene i busser og kører dem til en skole hvor de kan overnatte. På skolen er det Røde Kors, der sørger for natmad, en seng og morgenmad. Om morgenen kommer brandvæsenet igen med deres busser og kører dem tilbage til banegården, hvor frivillige tager over igen.

Jeg synes, at der er noget at lære af denne model. Men det kræver, at nødhjælpsorganisationerne vil.

Frivillige gør et kæmpe arbejde med at yde flygtninge nødvendig nødhjælp og hjælpe dem videre på deres rejse eller til registrering i Danmark. Et smil, en cigaret, en lille legetime med børnene, ja, det handler først og fremmest om at være der for dem - og jeg har knu oplevet utallige gange at det gør en stor forskel.

Banegården i København er det sidste sted vi stadig kæmper videre hver dag. Andre steder er det lykkedes DSB at få fjernet frivillige, og nu har man åbenbart valgt at køre mange i busser direkte fra gænsen til hovedbanegården.  

Kære Røde Kors, kære Dansk Flygtningehjælp og andre. Jeg savner jeres støtte. Og jeg savner en aktiv indsats fra jeres side. 

Tænk på, at lige nu består nødhjælpen af unge mennesker, der sætter deres eget liv på stand-by. Unge mennesker, der ikke har en uddannelse til at håndtere en krise situation. Mennesker der på et tidspunkt måske selv får brug for krisehjælp. Men også mennesker der handler, og gør en forskel. 

Fordi vi har et ansvar. Jer og os. Sammen.

 
Emneord: Flygtninge, Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, DSB, Ilona Gondesen
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 928 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 02.11.15 georgi mitchew
    Har du fået nogen reaktion fra organisatonerne?

    Det er vigtigt med follow up på åbne breve... måske behov for en rykker eller i al fald kontrol af om de rigtige har læst brevet. Håber du tjekker op på fx Dansk Flygtningehjælp i forbindelse med deres kommende landsindsamling som oven i købet har temaet "VI ER DER" - jeg efterlyser i al fald på min Facebook-profil https://www.facebook.com/georgi.mitchew

  • 28.10.15 Lars
    Unge emigranter

    Undrer mig meget, at du tilsynelandende ikke har mødt en eneste ung mandlig emigrant i løbet af din indsats. Jeg var i Budapest i August 2015 og så hundredevis af unge enlige mænd, der førte an i protester og mediedækkede demonstrationer . Utroligt, at disse skæbner er forbigået din opmærksomhed.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige