Bloggen her er en udløber af en tidligere blog af mig om casebaseret styring. Her kan man også læse kommentarerne/kritikken. Det følgende relaterer sig især til en af mine kritikere.
Jeg tager udgangspunkt i følgende passager i denne kritik (med mine skærpende og subjektive tolkninger i kursiv i parentes):
Kritik: ”Riget fattes jo altid penge, for sådan har politikerne bestemt.” (De er åbenbart ikke rigtig kloge. Penge er socialt konstrueret)
Kritik: ”NPM går jo ud på at benchmarke ANDRE og STYRE dem.” (Kun selvstyring er ok.)
Når jeg [Bøje] foreslår, at casebaseret styring måske også kan bruges til dialog med politikere, hedder kritikken, at det er at ”lokke politikerne med på en simplificeringsvogn” (Det kan de ikke gennemskue, og hvad skal de også blandes ind for?)
Kritik: ”Tvært imod advokerer jeg jo for at den betroede professionelle selv skal kunne vurdere hvad der skal gøres i situationen, måske endda med en drøftelse med en faciliterende leder (og her mener jeg ikke styring, men ledelse).” (Vi skulle jo nødig komme dertil, at en ansat leder skal være andet end procesleder, han/hun har jo ikke noget mandat. Hvad skal vi overhovedet med ledere? Vi kan vælge en af vore egne som ordstyrer.)
Disse udtalelser får mig til at tænke, at min kritiker og jeg går ud fra forskellige grundantagelser om samfundet, herunder bl.a. om det politiske systems rolle:
Utopi 1: Dialog især blandt professionelle er det eneste gode styresystem:
Alle mennesker er i grunden gode. Hvis de taler sammen, kan de nå til løsninger, der både er fælles og gode løsninger. Andre styresystemer, f.eks. det politiske er dårlige og unødvendige. Utopien afviser de eksempler, der kan bringes på, at f.eks. en faggrupper kan være splittet. At enighed på tværs af faggrupper f.eks. djøfere og læger ikke altid er sikret. Eller af at nogle i gruppen ikke følger en konsensus Eller at en faggruppe kan stivne i sine opfattelser. Sådant skyldes misforståelser.
Hvis man beder de ansatte i .f.eks. ældreplejen tale sammen, løses de problemer, som andre styresystemer f.eks. måltal og cases forgæves søger at løse. Der vil ikke være brug for ”indgreb udefra”. Det samme gælder andre faggrupper. Men det gælder også andre relationer: Hvis politiet taler med fartsyndere, vil de tage sig i agt, og kontrol vil ikke være nødvendigt. Tilsvarende med skatteborgere, forurenende evt. skattebetalende virksomheder, piloter, langtidschauffører fra Rumænien.
Med sædvanlig sociologisk terminologi kan man sige, at denne utopi bygger på en harmoniopfattelse: Interesseforskelle er kun misforståelser. Man kan også kalde den for anarki, ikke i den sædvanlige nedsættende betydning (=kaos), men i betydningen, at der ikke er brug for andre magtsystemer end det enkelte menneske.
(Slut på beskrivelse af utopi 1)
Min beskrivelse er forenklet og tilsigter at være det. Den er en idealtype med et sociologisk ord. En forenklet model, man kan måle virkeligheden og meninger op imod.
Utopi 2: Flere fejlbarlige styresystemer supplerer hinanden.
De fleste mennesker er i grunden gode. Det er noget, der må lægges til grund for alle styresystemer, i mindre grupper, virksomheder, offentlige enheder og hele samfund,. Alene fordi kontrolsystemer ikke kan gøres fuldstændige. Kontrol tager også tid fra kerneopgaver. Mere kontrol betyder undertiden også mindre reel kontrol og skaber uvilje hos de lovlydige. Man må derfor som udgangspunkt satse på god vilje.
Utopien medforstår dog de eksempler på dårlig funktion af selvstyring i en fag- og menneskegruppe, som den første utopi ser som resultat af misforståelser. Nogle overskrider fartgrænser, snyder i skat, dovner den i arbejdstiden, laver dårlige operationer, snyder med deres forskning (Penkova) og misbruger argumentationen om det ”professionelle” til at skaffe sit område og sin "profession" flere bevillinger, mer interessant arbejde og højere status.
Til at korrigere en måske ikke perfekt faglig dialog og selvkontrol har vi f.eks. det Politisk repræsentative system (eller man kan se det omvendt). Det kaldes med et plusord også Demokratiet. Dette system repræsenterer ideelt set alle og bringer en befolknings ønsker frem. Men der er også væsentlige fejl og mangler i det system. Og der kan være lang afstand fra f.eks. Folketinget til de enkelte ledere og medarbejdere i en kommune. Meget kan gå tabt i denne kæde.
Andre systemer må derfor også tænkes med: Markedsmekanismen, hvor borgerene kan stemme med fødderne. Pressen - uanset hvor fejlbarlig den også kan være. Forskning, uddannelse, litteratur og debat i samfundet uanset hvor diffus signalerne herfra er. Samfundsholdninger og politiske ”ideologier” (ikke i negativ betydning) kan også ses som styresystemer, selvom de kan trække i meget forskellige retninger. Deres fordel kan være, at de er forenklede normative systemer, som ikke kræver mange data af os for at tage stilling.
Dialog-utopien trækker i retning af at delegitimere disse andre styresystemer: Politikerne er inkompetente, markedsmekanismen er moralsk urigtig på området, de ”betroede professionelles” viden er bedre og af højere art, end det almindelige mennesker og journalister ved, Denne utopi er åben for de supplerende muligheder. Der er brug for dem. Det er denne utopis opfattelse, at kun af samspillet mellem disse forskellige styresystemer kommer noget godt frem.
Denne utopi bygger på en konfliktopfattelse af samfundet, i hvert fald i nogle henseender.
(Slut på beskrivelsen af utopi 2, der står mig nærmest)
Det slår derfor ofte gnister, f.eks. hvis en ansat leder i det offentlige skal repræsentere styringssignaler og ønsker fra det politiske system, der bl.a. kan ses som hendes eller hans mandat.. Dertil kommer de nævnte fejl i styringskæden til og fra f.eks. Folketinget til medarbejdere i en kommune.
Alle disse gnister, konflikter, og fejl kan virke som spild - sådan har diktatorer set det,. Folk der argumenterer for fagfolk som samfundets ledere mener også, at så kan vi slippe for kaos og sikre kvalitet. Denne tanke om fagfolk som ledere i stedet for "politikere" var bl.a. populær i '30ernes Europa, hvor der som i dag også var meget utilfredshed med det repræsentative system. Der var få, der forsvarede det. Ligesom i dag.
