Efter årtiers fallit på socialområdet er her tre fokusområder for en socialreform

Den hjælp, der er samlet i kommunerne, har i dag karakter af kontrol, manglende helhed,  få tillidsfulde relationer. Dyrt og dårligt. Det er det modsatte af, hvad man ved virker. Lad os derfor lave en socialreform, der giver udsatte og sygdomsramte danskere samme rettigheder som alle andre i velfærdssystemet.

Syge borgere har ret til at søge hjælp hos lægen. Forældre kan flytte deres børn til en ny skole, hvis de ikke trives. Voksne som har råd har valg på alle hylder. Men socialt udsatte bliver kastet rundt i reformer uden mål og mening.

         Læs også: Middeklassen har sejret ad helvede til

Det har vi i 2014 fået et levende og dybt ubehageligt billede af i TV-serier, som Socialrådgiverne, Brændte børn og Blok på Bistand mens selvmordstal og fattigdomsstatistikkerne viser et stigende pres nedad. Underklassen får det sværere og sværere, og det bliver dyrt for os alle på sigt. Økonomisk og menneskeligt.

Her er tre indsatsområder, der kan levere løsningerne på flere årtiers socialkrise.

Fokusområde nummer 1:

Mennesker skal have økonomisk hjælp, når de i perioder ikke kan forsørge sig selv og deres børn

De senere års reformer har primært øget forskellen mellem sociale ydelser og lønninger.  Man har forfulgt argumentet om, at mennesker under pres skal presses endnu mere for at komme ud af det, der presser dem. Underforstået: Hvis syge og ledige er nødt til det, så bliver de raske og får arbejde.

Effekten er, at ydelserne falder, mens jobeffekten lader vente på sig bortset fra der, hvor man ansætter nye konsulenter til at adminstrere nye regler og reformer. For de mennesker det hele handler om, er de eneste sikre effekter fattigdom, social dumping og pres på lavtlønsområdet.

Det er de færreste der lykkes med at få uddannelse og arbejde. De mennesker, der har brug for hjælp, presses længere ud, hvis de ikke får en helhedsindsats, der virker.

Kort sagt: Mennesker under pres skal kunne leve af kontanthjælp, dagpenge eller førtidspension, uden at blive isoleret fra samfundet. Den politiske opgave består i at finde ud af, hvordan det finansieres, af hvem det finansieres, hvordan fællesskabets tilbud skal leveres og hvor længe. Økonomisk reformer må gå hånd i hånd med en reform af helhedsindsatsen og en reel adgang til arbejdsmarkedet.

Lad os derfor tale løsninger ud fra anerkendelsen af, hvad der virker, snarere end hvad man politisk tror virker.

Fokusområde nummer 2:

Mennesker, der har vanskeligheder ud over ledighed, skal have hjælp ud af de vanskeligheder, der fastholder dem i ledighed

Socialt udsatte og handicappede har vanskeligheder ud over ledigheden. Den sætning har været gentaget med variationer i mere end 40 år. Der er brug for helhedsorienteret indsats; koordineret sagsbehandling; relationer; ressourceforløb osv.

Men kommunernes rådgiverrolle passer ikke med deres kontrollerende rolle som myndighed. Kommuner, som bør hjælpe borgerne, er med nutidens system de første til at overtræde borgernes rettigheder, og kan ofte skubbe mennesker ud i flere problemer end de kommer med.

Man må derfor spørge: Ville det være bedre, hvis kommunerne alene skulle administrere finansieringen og kontrollere, at borgerne får den hjælp, de har ret til? Altså, at andre aktører end kommunerne leverer den rette støtte, hjælp og indsats?

Al rådgivning, service og specialindsats bør flyttes til centre og institutioner, der ledes og udvikles ud fra det ene hensyn: At hjælpe optimalt, faglig set.

Det princip gjaldt før kommunalreformerne. Lad os lave en fusion af det som var en gang med det vi ved i dag om specialbistand . Fx om misbrugere, unge mødre, børn der udsættes for overgreb, mennesker med hjerneskade.  

Der findes i dag mange professionelle organisationer og centre, som løser opgaverne bedre end kommunerne. Lad os derfor give socialt udsatte borgere samme frie valg som man giver alle andre borgere i forhold til hjemmepleje, folkeskole, hospitaler, læger eller speciallæger.

Fokusområde nummer 3

Mennesker skal have beskæftigelse for at kunne forsørge sig selv

Det nytter ikke at  hjælpe til arbejde, hvis der ikke er arbejde. Arbejde til alle er måske en utopi. Det næstbedste er at alle mennesker har regulære chancer for at komme i arbejde på aftalte vilkår og med de kompensationer, der er brug for, hvis man har nedsatte funktioner.

Vi har tidligere haft et udstrakt net af beskyttede virksomheder og reva-virksomheder, som stort set alle er lukkede eller amputerede. Enkelte har udviklet nye virksomhedsformer.

Vi har tidligere haft et udbredt net af arbejdspladser på særlige vilkår. Der er i dag 55.000 mennesker, som har fået tilkendt flexjob, hvoraf 15.000 er ledige.

Der er op mod 100.000 kontanthjælpsmodtagere og et ukendt, stort antal førtidspensionister, som kan og vil producere værdier for samfundet, hvis de fik muligheden.  Det har vi alle et ansvar for at finde løsninger til, og mange løsninger findes allerede derude, så lad os sammen bringe dem frem.