Mange tak for stafetten, Lars Jannick Johansen, og de to spørgsmål du sender videre til mig. Du spørger, hvor meget jeg vurderer, at den frivillige indsats til gavn for socialt udsatte kan udvikle sig, samt, i lyset af den megen fokus på at få flere frivillige til at gøre mere, hvor langt det frivillige potentiale realistisk set rækker.
For at gøre det helt kort, så tror jeg – potentielt set – ikke at der er nogen grænse for, hvor meget den frivillige indsats kan udvikle sig, eller hvor stort potentialet for frivilligheden er. Det eneste det kræver ér, at man sætter frivilligheden fri og anerkender, at frivilligheden er noget helt specielt og aldrig kan eller skal vurderes ud fra de kriterier, som er afgørende i private virksomheder og offentlige institutioner.
Frivillighed handler om at være med
Mere end noget andet, handler frivillighed om at være med. Om at blive set, hørt og få lov til at bidrage. Dét er noget alle kan, og derfor stopper potentialet for frivilligheden sådan set også først, når vi løber tør for indbyggere i Danmark. Nogle kan mere end andre, og nogle skal have lidt hjælp til at komme i gang, men alle kan være frivillige, fordi vi alle er mennesker.
Umiddelbar menneskelighed
Frivillighed handler i bund om grund om menneskelighed. Om at vi ser hinanden og gør noget for hinanden med det ene formål at gøre det, fordi det giver mening for dem, vi gør det for. Fodboldtræneren træner miniputterne, fordi ungerne bliver bedre til fodbold. Besøgsvennen kommer på besøg hver tirsdag, fordi det er hyggeligt, og det gør et andet menneske gladere. På lidt længere sigt kan det også være, at fodboldtræningen øger integrationen, og at besøgene forhindrer depressioner, fordi der er noget at stå op til. Det er godt. Det er vigtigt. Men det er ikke dér motivationen ligger. Motivationen ligger i den umiddelbare forskel vi gør for hinanden, og selvom det kan have langsigtede, positive konsekvenser, så er det ensidige fokus på dette uhensigtsmæssigt.
Akademisering af frivillighed
Der er det seneste årti sket en overakademisering af frivilligheden, der har ført til et stigende fokus på handlingsplaner, forandringsteorier, delmål og måltal. Det lægger en unødvendig byrde på de frivillige, og fjerner fokus fra dét det egentlig handler om: at gøre en forskel, hvor der er behov for det, at være med og være en del af fællesskabet og at være noget for nogen, uden at det nødvendigvis handler om noget andet.
Dét kan alle, men mens 51% af danskerne med lang videregående uddannelse laver frivilligt arbejde, er det kun 26% af de ufaglærte og 28% af dem med kort videregående uddannelse. Og mens flere højtuddannede bliver frivillige er det færre med korte og mellemlange uddannelser. (SFI: Udviklingen for frivilligt arbejde 2004-2012, s 58. 4.3.) Dét er et kæmpe problem, der, hvis vi ikke tager det i opløbet, risikerer at underminere den mangfoldighed og bredde, der præger den danske frivillighed.
Kontrol kvæler initiativet
Samtidig er der i stadigt stigende omfang et ensidigt og uholdbart fokus på ’evidens’, effektmålinger og måltal. Dét er resultater af et forsøg på at presse nogle styringsværktøjer, målsætninger og logikker ned over den frivillige verden, som ikke har hverken ophav eller relevans for den. Jovist, jeg forstår skam godt, at man som fond, skatteborger eller filantrop gerne vil have ’mest muligt’ for pengene. Problemet er bare, at det langt fra er alle, eller for den sags skyld de vigtigste, af konsekvenserne ved frivilligt arbejde, der på nogen pålidelig og retvisende måde kan eller skal måles. Nærvær, mening og helt almindelig menneskelig kan ikke sættes på tal.
Evalueringer er godt, men når alting skal evalueres hele tiden, bliver initiativet kvalt og resultaterne udebliver. Jeg vil gerne slå et slag for, at der er nogle ting, der er så åbenlyst gode og ønskværdige, at de ikke behøver et forandringsteoretisk skema eller månedlige budgetopfølgninger for at være eksistensberettigede.
Frivilligheden kræver tillid
Vi har brug for at tage en diskussion om, hvilke kriterier vi lægger til grund for, hvordan vi som samfund støtter den frivillige verden. SATS-puljen skal revurderes, og efter mange års fokus på at udvikle nye initiativer og projekter, er tiden måske kommet til at se på mulighederne for at understøtte de gode projekter til at fortsætte. Udvikling er uundværligt, og der er kommet mange nye, gode ting på banen som følge af SATS-puljens udkviklingsfokus, men kontinuitet, langsigtet planlægning og ro er mindst lige så vigtigt. Det kan kun sikres, hvis man fra centralt hold begynder at tænke mere langsigtet. Færre korte udviklingsprojekter, der tabes på gulvet og flere lange, seje træk med mulighed for at planlægge fremad.
Der skal selvfølgelig tænkes strategisk, og det bliver der i høj grad også gjort i den frivillige verden. Men hvis potentialet skal indfries, skal frivilligheden også have tid og plads til at tage de lange træk. Dét kræver, at vi begynder at vise den frivillige verden, den tillid de har fortjent og dagligt viser, at de er værdige til. Hvis vi virkelig vil have en frivillig sektor, der udfylder sit potentiale til at gøre en kæmpe forskel i samfundet, så kræver det mere end noget andet tillid til, at de frivillige kan og vil leve op til det ansvar de påtager sig, og tillid til at den indsats de lægger gør en reel og uerstattelig forskel hver evig eneste dag.
Hvis man derimod fra starten spørger den frivillige hvordan forandringsmodellen for projektet ser ud, eller hvordan forankringsstrategien er udviklet, i stedet for at tro på den åbenlyse gode idé og have tillid til de frivilliges evner og dedikation til at gennemføre projektet, så er potentialet umådeligt begrænset. Det frivillige engagement vil aldrig kunne reduceres til noget, der kan gøres op i kroner og ører, uanset hvor stor en pung man så måtte have at gribe. Derfor skal vi vise de frivillige, at det er deres indsats, nærvær og initiativ, er det absolut vigtigste
Der er ingen grænser for potentialet
Så for at besvare dine spørgsmål, Lars, så tror jeg at potentialet for frivillighed rækker ud over alt, hvad vi kan forestille os, hvis og kun hvis, frivilligheden får lov til at udvikle sig som frivillighed med sin helt egen natur, dynamik og muligheder, og hvis vi viser de frivillige den tillid de fortjener.
Spørgsmål til Jesper Christensen, borgmester i Københavns Kommune: Hvordan sikrer vi den nødvendige tillid, der skal til for at det frivillige indsats kan lade sig gøre, og hvilken rolle skal den offentlige støtte spille i fremtidens frivillige sektor?
