Ian Appelquist er ved at bygge et 14 kvadratmeter stort træhus sammen med tre andre tømrerelever på Selandias tømreruddannelse i Slagelse. De har lavet tegninger af konstruktionen i Autocad, bygget sokkel og vægge. Lægter, bjælkelag, vindstivere, stålbånd, vindpap. Fagordene vælter i begejstret tempo ud af den 27-årige tømrerelev.
”Det er fedt. Vi har vildt travlt, for vi skal være færdige på fredag, og huset skal sælges videre til en rigtig kunde. Det sætter os under pres, men jeg kan rigtig godt lide, at de ting jeg laver, bliver brugt til noget,” forklarer Ian Appelquist.
Mere fra KVUC
Københavns Voksenuddannelsescenter deler viden og erfaringer på DenOffentlige.
Meget har ændret sig, siden han for et år siden besluttede sig for – som han siger – at gøre noget seriøst ved sit liv.
FARVEL TIL FRISØRDRØM
Folkeskoletiden på Mors er ikke noget, Ian Appelquist husker tilbage på med begejstring. De sidste tre år af folkeskolen gik han på specialskolen Praktikskolen, blandt andet fordi han er ordblind.
”På de tre år, jeg gik der, lærte jeg mere, end jeg havde gjort de første syv år i skolen,” fortæller han.
Læs også: Tosprogede skal vide mere om erhvervsuddannelser
Men nogen eksamen fik han aldrig. Hele sin teenagetid drømte han om at blive frisør og tog også grundforløbet til frisør. Men han fik aldrig en læreplads og tog i stedet for forskellige småjobs. Men for et år siden besluttede han sig så for at gøre noget nyt.
Sammen med sin tante, der er socialrådgiver, tog han på jobcenteret for at få overblik over sine muligheder og lægge en plan. Inden mødet på jobcenteret var slut, var Ian Appelquist tilmeldt Genvejen på KVUC. Det er et tilbud, hvor man kan få støtte fra mentorer til at tage 9. eller 10. klasse i dansk eller matematik på KVUC og komme videre med den uddannelse, man drømmer om.
”HOLD KÆFT MAND, EN TABER JEG ER”
Ian Appelquist var alt andet end stolt i begyndelsen, da han mødte op til timerne på KVUC. Han var usikker på, om han overhovedet kunne finde ud af det faglige, og så var han samtidig flov over at være 27 år og ikke have afsluttet folkeskolen med de rigtige prøver. Han forestillede sig, at andre så ned på ham.
”Jeg følte, det var et kæmpetabu: At jeg sad der i en alder af 27 år og skulle tage 9. klasse. Jeg tænkte ’hold kæft mand, en taber jeg er’. Men jeg holdt fast, for jeg blev ved med at sige til mig selv, at hvis ikke jeg gjorde det her, så kom jeg jo aldrig videre med en uddannelse,” fortæller han.
DENGANG FIK JEG AT VIDE, AT JEG VAR DUM OG IKKE DUEDE TIL NOGET
Han tror selv, at den meget lille tro på sig selv kommer tilbage fra de tidlige år i folkeskolen.
”Dengang fik jeg at vide af lærerne, at jeg var dum, ikke duede til noget og ikke kunne blive til noget. Jeg havde nogle vanskeligheder, havde svært ved at sidde stille, og det var heller ikke altid lige sjovt derhjemme. Siden dengang har det ligget i baghovedet på mig som en sandhed, at jeg duede altså ikke til noget.”
Men det gamle selvbillede blev udfordret af lærerne på Genvejen. Ian Appelquists matematiklærer kunne tydeligt se, at han havde knækket koden til matematikken.
”Når jeg sagde ’Jeg kommer aldrig til at gennemføre det her. Hvor er jeg dum’, så sagde min lærer ’Ian, du er ikke dum. Du er megagod til det her!,” siger han.
Stille og roligt fik han gnavet sig igennem det ene emne efter det andet i dansk og matematik. Og stille og rolig begyndte han at tro på, at han var god til det boglige.
For ham var Genvejen en god overgang til at komme tilbage i uddannelse.
”Jeg gik i skole fire-fem timer hver dag. Det var godt. Hvis det havde været mere, tror jeg, jeg havde knækket halsen på det,” forklarer han.
MENTOREN ER EN SAFETY ZONE
En del af Genvejen indebærer som sagt, at man kan blive tilknyttet en mentor på KVUC, hvis man har brug for det.
”Det var rart, at man kunne gå forbi mentorernes kontor og lige sige ’Thilde, har du lige fem minutter?’. Det gjorde jeg, hvis jeg havde en dag med nedtur eller hvis jeg havde nogle problemer. I stedet for at kortslutte, fik jeg hjælp,” forklarer han.
Læs også: De unges vej gennem uddannelse bliver aldrig helt snorlige for alle
KVUC’s mentor hjalp ham blandt andet med at overskue forskellige praktiske ting og få styr på papirarbejdet, da han senere skulle søge ind på tømreruddannelsen.
”Hun var en slags livline. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg bare kunne tage kontakt, hvis der var noget. Det gav mig tryghed til at møde i skole hver dag. Man kan sige, at hun var en slags safety zone for mig, fordi jeg vidste, hun var der og var klar til at hjælpe.”
KOLDSVED FORAN EKSAMENSLOKALET
Ian Appelquist talte blandt andet med sin mentor op til eksamen om den eksamensangst, der blokerede ham. Han havde ikke så mange positive oplevelser med eksamen med i bagagen. Mildt sagt. Den dag han skulle op i mundtlig dansk, var han ved at nedsmelte.
”Jeg var fik koldsved ude foran eksamenslokalet, og jeg kan huske, at jeg sagde til min veninde, der sad og ventede sammen med mig: ’Jeg dumper, jeg kan mærke det!’ Hun prøvede at berolige mig og sagde ’ Ian, du har styr på det, jeg er sikker på, du nok skal bestå,’” husker han.
Inde i eksamenslokalet fik han leveret sit referat, sin tekstanalyse og talt om genrer. Da han kom ud, havde han på fornemmelsen, at han nok skulle bestå. Da lærerne havde voteret, blev han kaldt ind i lokalet igen.
”Så stod min lærer Thomas dér i eksamenslokalet med et kæmpe smil og sagde: ’Flot klaret Ian, du har fået 10!’ Først troede jeg ikke på det, men da det var gået op for mig, blev jeg sgu ret stolt af mig selv,” griner Ian Appelquist.
HVEM HAR EN LÆREPLADS SOM TØMRER TIL IAN APPELQUIST?
Efter dén sejr overvejede han kort, om han skulle gå videre på en gymnasial uddannelse i stedet for den tømreruddannelse, han havde tilmeldt sig.
”Men jeg kender også mig selv. Efter et halvt år ville jeg få nok og springe fra. Jeg har altid vidst, at jeg skulle noget med håndværk. Jeg har hænderne skruet godt på, og tømreruddannelsen giver gode jobmuligheder og kan jo føre til alt muligt – også at arbejde med design, som jeg interesserer mig rigtig meget for,” siger han.
Så i august startede han på tømreruddannelsen. Fire måneder efter står han så her i vinterkulden i Slagelse og bygger et træhus og er fire uger fra at have gennemført grundforløbet på tømreruddannelsen. Hans største bekymring lige nu er at finde en læreplads.
”Jeg føler mig lidt presset. Jeg vil simpelthen finde mig en læreplads og videre med denne her uddannelse. Jeg har jo prøvet tidligere at stå uden læreplads som frisør, og det vil jeg bare ikke igen,” siger Ian Appelquist.
DU BEHØVER IKKE EN GYMNASIAL UDDANNELSE FOR AT BLIVE TIL NOGET STORT
Når man spørger ham til fremtiden, fortæller han om sin farfar, som han altid har set op til karrieremæssigt. Han var smed og var blandt andet kendt for at have lavet indmaden i de berømte Morsø-brændeovne.
”Det er jo et ikonisk mærke i hele verden, og når man selv er fra Mors, så er det ekstra stort. Jeg har altid drømt om at gøre noget lignende. Jeg har ikke ambitioner om at blive en verdenskendt tømrer, men det kunne være sejt at være en anerkendt tømrer i mit lokalområde. Så det håber jeg, at jeg er om ti år. Man behøver ikke en kæmpe gymnasial uddannelse for at blive til noget stort,” siger Ian Appelquist.
Af Signe Tonsberg, freelancejournalist
Fakta om Ian:
- 27 år og opvokset på Mors.
- Gik på specialskole i 7., 8. og 9. klasse blandt andet på grund af ordblindhed.
- Tog som teenager grundforløbet som frisør, men kunne ikke få en læreplads.
- Har haft en masse småjobs inden han i 2015 tog dansk og matematik via Genvejen på KVUC.
- Går nu på tømrerlinjen på Selandia i Slagelse, hvor han bor i en studiebolig og lige nu leder efter en læreplads som tømrer.
