Et karakteristika ved den danske velfærds-model er, at der for det meste er tale om en menneske til menneske produktion mere end en menneske til teknologi produktion. Hertil kommer at køberen af produktet ikke er den samme som modtageren og at modtageren (borgeren) indgår som del-producent i ydelsen.
LÆS DENNIS KRISTENSENS SVAR PÅ KRITIKKEN HER
Det skal ses i perspektiv af at en hjemmepleje med 2000 visiterede borgere, næppe har under 30.000 besøg om måneden. Besøg der hver gang, på basis af personalets faglige og personlige kompetencer skal finjusteres individuelt og konkret med borgeren, for at løse opgaven.
Læg så dertil at den ene (personalet) skal fortage denne finjustering mange gange i løbet af en dag i kraft af sit arbejde, og vi vil alle forstå at dette område har en ekstrem kompleksitet. Levering af hjemmeplejeydelser er ikke noget vi kan komme på en enkel formel. Det har flere fagfolk, forskere og fagforeninger hævdet igennem årene.
Læs mere af Steen Houmark
Steen Houmark har de sidste 30 år arbejdet på alle niveauer i Danmarks tre sektorer: den offentlige, den private og civilsamfunds-sektoren. Det giver ham en bred pallette af erfaringer - de sidste syv år som selvstændig rådgiver - som han deler ud af på DenOffentlige.
Læs flere artikler af Steen Houmark her.
Det er derfor interessant at FOA og et par forskere ved en pressemeddelelse og en række artikler i denne tid forenkler det komplekse. Deres fokus er hjemmepleje som marked, særligt antallet af konkurser siden 2013. Budskabet er meget forenklet, at det er de privates egen skyld, at det går galt, fordi deres pristilbud er for lavt til, at det kan løbe rundt. Det presser medarbejderne og går ud over borgerne tilknyttet private de hjemmeplejevirksomheder.
FOA`s pressemeddelelse er ikke decideret usand
For et par år siden udkom bogen ”Mørkelygten” af journalist Jesper Tynell, som gennem en række interviews har sat den danske embedsstand under lup. I løbet af disse interview stødte han på begrebet ”Mørkelygten” Det er en metode som går ud på at (for)blænde f.eks. pressen og offentligheden med tal, fakta og vurderinger, fra eksempelvis forskere, som foregiver at belyse det hele, men som reelt mørklægger og tilslører det, man kommunikere om.
Mørkelygten retter således dens kegle af lys i den retning afsenderen ønsker, at modtageren skal se. Pointen med de fakta der indgår i mørkelygtemetoden er nemlig, at de ikke er deciderede usande.
Således også med FOA`s pressemeddelelse om konkurs nr. 43 i ældreplejen og Professor Tine Rostgaards undersøgelse af at ”privatansattes oplevelse af arbejdsvilkår i hjemmeplejen”. Fakta i den undersøgelse Tine Rostgaard har foretaget for KORA er isoleret set sande, men den måde de anvendes på i artiklen angiver en retning, som på ingen måde er hele sandheden. Faktisk har man kun talt med ganske få (under 50) privatansatte og hertil kommer at man kun har talt med personer organiseret i FOA vel vidende at en stor mængde af de ansatte på hjemmepleje området også er organiseret i andre fagforeninger.
En del af de 43 konkursramte virksomheder havde indgået overenskomst med FOA.
Synk lige den overskrift! - Overskriften på dette afsnit retter Mørkelygtens uhyggelige kegle i en bestemt retning. Det er helt sikkert sandt, at en del af de konkursramte havde indgået en overenskomst med FOA et stykke tid inden de måtte lukke og slukke. Ligesom jeg helt sikkert godt, rent faktuelt, kunne forfølge det budskab, at der kunne være en sammenhæng mellem indgået overenskomst og risiko for konkurs i en plejevirksomhed. Det ville dermed ikke fremstå decideret usandt, men belyser det alt ved et komplekst hjemmeplejemarked og de konkurser vi har set de senere år?
Det tror jeg ikke, men jeg bliver alligevel ved mit postulat et øjeblik.
Det vi ved er nemlig, at når virksomheder vokser til en vis størrelse, så indgår de ofte overenskomster med de forskellige fagforbund, hvilket i sig selv kræver en vis form for robusthed administrativt og økonomisk. Det er en del af den danske model som vi naturligvis værner om.
Vi ved samtidig også, at den ellers eftertragtede vækst, der skal give den ekstra økonomi kan være farlig for mindre virksomheder, hvis det går for stærkt og det kan rent faktisk ske på hjemmeplejemarked. Eksempelvis hvis en konkurrent enten trækker sig eller går konkurs og virksomheden grundet aftalen med kommunen ikke må sige nej til at modtage borgere, så virksomheden kan vokse i et mere sikkert tempo.
Det er et problem for lødigheden i debatten om konkurrenceudsættelse af velfærd, hvis interesseorganisationer, hvad enten de repræsentere arbejdstager eller arbejdsgiver kommunikerer inden for rammen af en Mørkelygte. Dennis Kristensen har selv tidligere været ude med riven og sige at: ”at debatten er domineret af tunge erhvervsinteresser sekunderet af velmenende politikere, som spiller med på melodien om, at der ligger en guldkrukke…. Dansk Erhverv og DI oversvømmer såvel lokalpolitikere som landspolitikere med argumenter om besparelser.”
Det er derfor ærgerligt, at han og KORA pt gør det samme, for jeg tror på, at vi kunne nå længere, hvis vi var lidt mere nuancerede. Indrømmet det er svært ikke at ville forsimple det komplekse, men alle parter må forsøge at gøre det bedre, hvis vi ikke skal forblive i det her hamsterhjul.
Respekt for ideologiske standpunkter og forskningsmæssige metodikker
Jeg har de seneste 25 år været aktiv i forskellige dele af hjemmeplejens virkelighed, som sygeplejerske, driftsleder, forvaltningschef og rådgiver. Det vil sige, jeg har været på så vel den offentlige som den private side og set lidt af hvert. Godt som skidt. Min baggrund er dermed overvejende praksisbaseret og jeg har ikke som KORA en stærk forskningsbaseret tilgang eller som FOA en interessepolitisk holdning ift. at private virksomheder ikke bør levere offentlig velfærd.
Det er derfor med en hvis ydmyghed, at jeg i det følgende vil belyse et par andre aspekter af hjemmeplejemarked uden at det på nogen måde kan siges at være en fuldstændig belysning.
Hjemmeplejemarked har udviklet en Klondyke-kurve
I mit perspektiv er hjemmeplejeområdet et marked der har været under en lang og sej udvikling. Det skyldes bl.a. de centrale opdragsgivere, som har ladet sig fange på en politisk og ideologisk arena, hvor man enten ikke har villet vinde eller helt aflive ideen om et marked. Resultatet er et kludetæppe med fingeraftryk fra flere verdenshjørner. Det betyder at marked på mange måde har en stærk reguleret offentlig profil, hvor et karakteristika er, at indkøberen regner i mange bundlinjer, hvilket i sig selv stiller store krav til leverandøren, hvis fokus måske blot er faglighed og vækst.
Hjemmeplejeområdet har lovgivningsmæssigt været konkurrenceudsat siden 2003, hvor vi fik lov om frit valg, der grundlæggende betød to ting: Kommunerne skulle enten beregne en timepris på basis af egne omkostninger, som private leverandører så kunne levere service til eller kommunen kunne lave et udbud og derved få fastsat prisen i det nogen har kaldt rigtig konkurrence.
Langt de fleste kommuner valgte i første omgang at beregne prisen (godkendelsesmodellen), det medvirkede bl.a. til at marked af såkaldte frit valgs leverandører voksede i en kraftig klondyke lignende kurve frem til 2013. På det tidspunkt, hvor kurven topper, var antallet af leverandører af frit valg 473, heraf 375 private[i].
Gode kommunale priser var medvirkende årsag til vækst i antallet af leverandører
Antallet af leverandører i 2013 skal ses i perspektiv af antallet af borgere der var visiteret til hjælp fra hjemmeplejen. I alt 150.000 borgere[ii], hvoraf de ca. 66 % fik hjælp fra kommunale virksomheder.
Hjemmeplejevirksomhed kræver volumen for bl.a. at kunne opretholde fagligt udviklende miljøer. Lidt simpel hovedregning viser, at der i 2013 var tale om et marked med alt for mange private leverandører til den borgermængde, der havde valgt privat hjælp.
Man kan undre sig over, at det kunne løbe rundt for de relativt mange små leverandører, men fakta var, at mange af de beregnede kommunale priser var rigtig gode, for de var baseret på det kommunale udgiftsniveau. Så gode, at man mange steder kunne have den betragtning, at det blot var en lukrativ underleverance uden egentlig konkurrence. Hertil kom at den stadig stigende mængde af leverandører i nogen kommuner blev oplevet som en øget administrativ belastning i en tid hvor man havde fokus på kommunal effektivitet.
Fra sikker underleverandør til hare i kommunalt træningsløb
I 2013 justerede man loven om frit valg på en række punkter. En af de mere interessante effekter er, at kommunerne ved anvendelse af godkendelsesmodellen nu får mulighed for at indlægge forventede effektiviseringsgevinster i priserne på frit valg. Samtidig forsvinder kravet om at kommunerne skal efterbetale de godkendte leverandører, hvis priserne viser sig ikke at holde. Iagttaget ved at den kommunale leverandør har regnskabsmæssigt underskud.
Dette skifte betød at priserne faldt i mange kommuner og nogen steder helt urealistisk.
Den godkendte private leverandør blev en hare i et træningsløb, der kunne medvirke til at presse den kommunale leverandør.
Med faldende priser måtte de private ud og sælge sig endnu mere til borgerne, hvis de skulle bevare omsætningen. En af tankerne var, at et øget skifte fra kommunal til privat ville øge effektiviseringspresset på den kommunale leverandør og sætte yderligere skub i marked.
Det var en potentiel win win situation for kommunens regnskab. Kommunen var ikke længere tvunget til at efterbetale de private leverandører, selvom den kommunale leverandør ikke levede op til de forventede effektiviseringsgevinster. Jeg ved fra helt konkrete sager, at faldende priser i årene efter 2013 var en af de medvirkende årsager til konkurser og fald i antallet af private leverandører.
Mange af de konkurser vi har oplevet, er ikke - som kommunikeret af FOA - forårsaget af leverandørernes egne lave pristilbud. En væsentlig faktor er kommunernes effektivisering og prisreduktion.
Flere trækker sig fra marked uden at gå konkurs
Det er ikke overraskende, at markedet efter 2013 har reageret med reduktion af leverandører og stigning i konkurser, da antallet af udbud øges markant inden for en kort periode. Man skal her tænke på, at skiftet fra godkendelsesmodel til udbudsmodel er et markant skifte i anvendelse af markedsmodel initieret af indkøber, som i mine øjne har et stort government to business ansvar.
Det vil være for unuanceret at give kommunerne direkte ansvar for konkurserne, men de har et stort medansvar for hvordan nye markedspåvirkningsmodeller udvikles og tages i brug på. Tilsvarende må vi kunne kræve, at de private virksomheder arbejder professionelt med at aflæse kommunernes intentioner mere nuanceret, så de kan agere bedre i et kommunalt domineret marked.
Det er her værd at bemærke, at mængden af private hjemmeplejevirksomheder er faldet med godt 100 siden 2013. Det betyder, meget forenklet, at omkring 60 % har trukket sig fra markedet uden at ende i en konkurs.
Lidt frisk kan man sige, at markedsaktørerne generelt er ved at udvikle nogle sunde mekanismer, hvor konkurs undgås i tide og marked får skilt får fra bukke. Min pointe med disse eksempler er, at vise hvor kompliceret hjemmeplejemarked er og hvor uhensigtsmæssigt det er, at forsimple debatten med en lineær tankegang, hvor man sætter lighedstegn mellem udbud og konkurs, således som FOA har signaleret den seneste tid.
Et sidste spørgsmål er. Har vi nået bunden af Klondyke-kurven? Det vil sige kan vi forvente at antallet af private leverandører reduceres yderligere og her er mit svar. Ja det tror jeg, men der også en tendens til at kommuner og leverandører har lært af fortiden.
[i] Frit Valgs Databasen – med den usikkerhed der er forbundet hermed
[ii] Danmarks Statistik
