Nu skal vi tale kvalitet i behandlingen

Lad os se på tre af denne uges historier om psykiatrien. Søndag havde Jyllandsposten en historie om, at 15 nye pladser i psykiatrien står ledige, fordi kommunerne ikke har brug for dem, og millioner af kroner er spildt. Torsdag offentliggjorde Regionerne så en undersøgelse, der fortalte, at hver tredje patient i psykiatrien efter endt behandling ikke vurderer, at behandlingen har hjulpet. Og samme dag publicerede socialchefforeningen et blogindlæg her på DenOffentlige, hvor de argumenterer for at bevare behandlingen af misbrugere med dobbeltdiagnoser på kommunale hænder – for at sikre en helhedsorienteret indsats, som de selv skriver.

Billedet er ikke usædvanligt. Sundhedsvæsenets aktører diskuterer, hvilken kasse der skal have behandlingen, imens borgerne mangler effekt af behandlingen, og ledige pladser koster ressourcer hver eneste dag. Det er måske sat på spidsen. Men det er virkeligheden.

Hvor er visionerne? Og hvor er holdningen til kvaliteten og patienterne? Lad os fortælle lidt om, hvordan visioner og holdninger til kvalitet skaber resultater hos os. Da Skovhus Privathospital blev stiftet for 10 år siden, var det fordi, Granhøjen havde nogle principper for arbejdet med beboerne. Vi ville ikke acceptere, at beboerne ikke kunne få den nødvendige psykiatriske behandling, og vi ville have et tæt samarbejde med den psykiatriske behandling. Det var vores tilgang og holdning. I 10 år har vi sammen udviklet den model, og vi har i dag en model for tæt samarbejde mellem bosteder og psykiatri. En model vi har fortalt om mange gang både i den offentlige debat og for Sundhedsstyrelsens ekspertudvalg.

Holdninger udviklede samarbejdet

Det var en holdning til behandlingen og et mål for kvaliteten, der udviklede samarbejdet mellem Granhøjen og Skovhus Privathospital. Men vi har udviklet Skovhus Privathospital videre end det. Noget af det, vores personale kunne se ikke fungerede i den offentlige psykiatri, har vi arbejdet med at løse. Det handler for en stor del om et langt mere smidigt system, hvor patienterne har mere kontakt med behandlerne. Vi har bevidst lagt lægernes kontorer på samme gang, som patienterne bor, og de spiser i samme frokoststue. Det lyder måske som banale ændringer, men det er udtryk for en holdning om, at personalet skal være synligt for patienterne, og personalet i langt højere grad skal kunne observere patienterne. Vi mener selv, at det er derfor, at vi som landets eneste psykiatriske hospital har rekorden med 10 år uden tvang i behandlingen.

Vi har sat samarbejde som overskrift for alt, hvad vi gør. Vi integrerer eksempelvis mediyoga, afspænding, mindfulness, NADA, zoneterapi, miljøterapi og musikterapi i vores behandling, og vi tænker samarbejdet med de pårørende med i den enkeltes behandling i form af eksempelvis familieterapi.

Kvalitet i behandlingen

Vi ville ikke acceptere en undersøgelse om, at hver tredje patient ikke har mærket, at behandlingen gør en forskel. Både fordi vi med det resultat, ville drive en utrolig dårlig forretning, men også fordi vi ønsker at have kvalitet i vores behandling frem for kvantitet.

Når jeg som direktør for Skovhus Privathospital fortæller om vores resultater og kvalitet, så bliver jeg ofte skudt i skoene, at det er fordi, vi som private kan bruge flere penge på behandlingen end det offentlige. Men nej, det er faktisk lige omvendt. Vores takster er lavere.

Lige nu oplever vi, at de første 15 pladser ud af 150 nye pladser til særligt udadreagerende borgere på botilbud står tomme. Det var de pladser, der blev besluttet efter debatten om sikkerhed på bosteder efter drabet på en ansat på bostedet Lindegården.

”Hvorfor står pladserne tomme?”, spørger politikerne nu rådvilde. De har immervæk brugt 400 millioner kroner på projektet. Et godt bud på en forklaring er, at de ikke har debatteret, hvilken behandling både pædagogisk og psykiatrisk, der er nødvendig for at løse udfordringen med de tiltagende udadreagerende borgere og patienter i psykiatrien. Nogle kan måske huske, at debatten mere handlere om et slagsmål mellem kommuner og regioner om ansvaret, og hvem der skulle have de 400 millioner kroner. Præcis som de nu slås om borgere med dobbeltdiagnoser. Imens stod eksperter, private botilbud og psykiatere fra både det private og offentlige og advarede mod løsningen og talte for helt andre løsninger, der relaterede sig til pædagogikken og den nødvendige psykiatriske behandling.

Billigere med private pladser

Man skal ikke sige, ”Hvad sagde vi?”, men det er fristende. Regeringen nedsatte i sin tid et udvalg, der skulle komme med løsninger på problemerne på visse bosteder med udadreagerende beboere. Men hele den private sektor inden for psykiatrien og socialpædagogikken var ikke en del af udvalget. Og selvom den private sektor tilbød pladser til denne type borgere, så insisterede man politisk på at bruge 400 millioner på nye pladser. Det kunne man have købt mange private pladser for.

Det handler ikke om, at man nødvendigvis skulle bruge de private. Men tænk hvis man havde diskuteret kvalitet i behandlingen og holdninger til både det pædagogiske og lægeligt faglige. Hvis man havde fundet en boform for disse mennesker, som vi vidste virkede, og som byggede på nogle gennemarbejdede og debatterede holdninger til pædagogikken og behandlingen. Så havde vi ikke stået med ledige pladser.

Lad os få en debat om, hvor vi vil hen i psykiatrien og i den socialpædagogiske behandling. Så kunne vi herefter se på, hvem der har kvalifikationerne, og hvor ansvaret skal ligge.