Professor om socialkrisen: Ingen tvinger kommuner til at gå til den yderste grænse

Ledelse

17/08/2017 15:17

Nick Allentoft

Kommunalpolitikerne bestemmer selv, hvilken standard der skal gælde for sagsbehandlingen, skriver Carsten Henrichsen i denne reaktion på socialkrisen.
Det er aldrig behageligt at blive udsat for kritik for ikke at gøre sit arbejde ordentligt. Derfor er det også menneskeligt at rette blikket andre steder hen, når kritikken bliver for nærgående: Det er ikke vores ansvar, det er lovgivningen, der er skyld i miseren, og politikerne, der stiller urealistiske krav til de udøvende myndigheder, eller det er de overordnede kontrolmyndigheder, som er inkonsekvente i deres afgørelser. 

Sådan får du bedre sagsbehandling

Læs anbefalinger til bedre offentlig sagsbehandling her.

Det handler om at insistere på de nødvendige informationer. 

Når det gælder kommunerne, som udførende organer, står disse dog i en særlig – privilegeret – stilling, som også pålægger disse et særligt ansvar for deres virksomhed. Det skyldes det råderum, som kommunerne har efter loven og gældende ret i øvrigt i kraft af det kommunale selvstyre. Det gælder selvsagt, hvor loven giver kommunerne en eksklusiv ret til at afgøre sagerne efter et – sagligt – skøn.

LÆS OGSÅ: Opråb: Kommuner ligeglade med lægeerklæringer

Men det gælder også i de mange tilfælde, hvor loven er åben for fortolkning, og hvor overordnede – kontrollerende – myndigheder kan præcisere området for de lovlige afgørelser, det være sig ved bindende afgørelser af enkeltsager eller ved udstedelse af vejledende retningslinjer, som fastsætter de yderste grænser for, hvad kommunen kan gøre efter loven. 

Men der er ikke noget, der tvinger kommunen til altid at gå til den yderste grænse. 

Kommunen kan anlægge en mere lempelig praksis, og det kan der måske endda være gode grunde til ud fra andre hensyn end rent retlige synspunkter, fx ressourcemæssige eller socialpolitiske hensyn. Pointen er, at det er op til kommunen selv at udnytte det fortolkningsrum, som loven giver.

Det er eksempelvis  tilfældet i de sager om førtidspension, som har været i brændpunktet for den senere tids kommunalpolitiske debat, og hvor kommunerne tydeligvis praktiserer meget forskellige standarder for tildeling af førtidspension. 

Kommunerne har udstrakt frihed

Udmøntning af praksis er kommunernes eget ansvar. Hvis de føler trang til at underlægge sig et mere entydigt retligt regime, kan de selv fastlægge nogle – fælles – standarder for sagsbehandlingen.

Sådanne standarder kan naturligvis aldrig være bindende for den enkelte kommune, men de vil dog gøre det tydeligt, hvilke kommuner der fraviger normen, og det vil også – i den interne kommunalpolitiske debat – bringe klarhed over, hvilke hensyn og interesser der fx begrunder en mindre lempelig praksis. På den måde ansvarliggøres kommunerne selv for udnyttelsen af det fortolkningsrum, som loven giver.

Det er noget andet end at gemme sig bag embedsværkets faglighed, som om den alene giver mulighed for at træffe de mest restriktive afgørelser, alene fordi de kontrollerende myndigheder tillader en sådan praksis. 

Men at noget er lovligt, betyder i den kommunale verden ikke, at der er pligt til at rette ind herefter. Kommunalpolitikerne bestemmer selv, hvilken standard der skal gælde for sagsbehandlingen.

De lovgivningsmæssig rammer

Det udelukker ikke, at der også kan være behov for at se på lovgivningen og de rammer, den sætter for kommunernes virksomhed. Når førtidspension betinges af, at det er åbenlyst, at der ikke foreligger nogen arbejdsevne, og at dette kan dokumenteres gennem et årelangt forløb med forsøg på aktivering af borgeren, er det klart, at dette sætter meget snævre rammer for tildeling af førtidspension. 

Disse rammer er tilsyneladende så snævre, at de sætter elementære forvaltningsretlige principper ud af kraft, særligt hensynet til saglig forvaltning og – i særdeleshed – proportionalitetsprincippet. 

Anstændighed er kommunalt ansvar

Det er min vurdering, at en praksis, som tillader en årelang, belastende arbejdsprøvning af borgere på trods af lægefaglig dokumentation af manglende arbejdsevne og ringe udsigt til aktivering i andet end et meget begrænset omfang, har ingen – hverken borgere eller samfundet – nogen gavn af.   

Kommunernes motivering for at udsætte deres borgere for en sådan behandling skyldes ikke ideelle hensyn til at bringe borgeren tilbage til en slags normaltilstand til glæde sig selv og andre. Det er ganske vist det hensyn, som begrunder lovgivningen, men det er ikke et hensyn, som rimeligvis kan begrunde, at nogle kommuner vælger at gå til yderligheder for at nå dette mål. Det er derimod typisk kommunaløkonomiske hensyn til at spare, hvor der spares kan. 

Det er der så nogle kommunerne, som har følt sig foranlediget til. Altså at udnytte muligheden for at spare. 

Når borgerne har klaget deres nød til de kompetente klageorganer – ankeorganer, ombudsmand og domstole – har de måttet sande, at de er gået forgæves. De meget snævre rammer, som lovgivningen giver, sætter ingen grænser for en anstændig behandling af borgerne. Eller det er, hvad de kontrollerende myndigheder vælger at antage. 

Men det ændrer ikke ved, at det er kommunerne selv, som står fast på den restriktive omgang med regelværkerne.

Praksis i Københavns Kommune

Andre kommuner har fastholdt en mere lempelig praksis, mens den største af kommunerne, Københavns Kommune, har valgt at følge den restriktive praksis, som kontrolmyndighederne giver mulighed for. 

Når den politisk ansvarlige (social-)borgmester - Anna Mee Allerslev - siden har forsvaret denne praksis med henvisning til, at det ikke er muligt at modsætte sig praksis uden at beklikke embedsværkets faglighed, kan dette bero på en misforståelse af de politiske handlemuligheder. 

I givet fald er det embedsværkets opgave at bringe borgmesteren ud af denne vildfarelse, eventuelt med forslag til en lempeligere standard for kommunens afgørelser, som bringer denne på linje med praksis i andre af landets større kommuner.  

I modsat fald påtager embedsværket sig – bevidst eller ubevidst – en politiserende rolle i beslutningsprocessen. 

Samtidig kan der rettes op på det åbenlyse misforhold, der består mellem sagernes omfang og de personalemæssige ressourcer, der allokeres til dette område, og som har medført en mangedobling af sagsmængderne for den enkelte medarbejder sammenlignet med andre kommuner. 

Et omfattende sagspres er selvsagt ikke befordrende for kvaliteten af den administrative sagsbehandling, og tildeling af fornødne ressourcer er – om noget – et politisk ansvar.

 

Mest Læste

Annonce