Flere privatansatte skal have muligheden for at løse offentlige opgaver, mener Regeringen.

Regeringen går i ideologi-skuffen: Ønsker udlicitering for 75 milliarder

Politik

21/04/2017 10:01

Nick Allentoft

Private virksomheder skal have større mulighed for at byde ind på velfærdsopgaver, mener regeringen. Stigning i konkurrenceudsættelsen sidste år.

Konkurrencen om velfærdsopgaver skal være markant større end i dag.

Det mener regeringen, der vil konkurrenceudsætte opgaver som ældrepleje, børnepasning og sundhed for mindst 75 milliarder kroner.

LÆS OGSÅ: DI gør status over udbudsloven

Det skriver Mandag Morgen.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) har ambitioner om, at private firmaer skal kunne byde ind på en større del af opgaverne i det offentlige.

Det skal sikre, at man opnår "den bedste service til prisen", fortæller han til Ritzau.

SIMON EMIL A: Alt kan konkurrenceudsættes

- Det er for at tænke på borgerne som modtagere af serviceydelser, men også som skatteydere, siger Simon Emil Ammitzbøll.

- Det er vores tilgang, at det offentlige stadig har ansvaret, men hvem der løser opgaverne, er ikke nær så afgørende.

Over for Mandag Morgen understreger LA-ministeren, at der skal genindføres måltal for konkurrenceudsættelse. Og at stigningstaksten mindst skal være den samme som under VK-regeringen.

LÆS DI's 5-punktsplan til Løhde

En årlig stigning som i slutningen af 00'erne vil ifølge mediet føre til, at mindst 33 procent af kommunernes opgaver skal være udsat for privat konkurrence i 2025. Det svarer til 75 milliarder kroner om året.

Både private og offentlige skal kunne byde ind. Der er derfor ikke tale om ren udlicitering, men konkurrenceudsættelse, understreger Simon Emil Ammitzbøll.

Spørgsmål: En række private firmaer i ældreplejen er gået konkurs over de senere år. Er det ikke noget, der afskrækker jer?

- Vi er i hvert fald opmærksomme på, at det er for mange. Derfor har jeg også i samarbejde med innovationsministeren og ældreministeren sat et arbejde i gang for at se på netop plejeområdet.

LÆS OGSÅ: IKA status over udbudsloven

I februar varslede regeringen derfor et serviceeftersyn af udbuddet af ældreplejen. Samtidig var meldingen, at man ville drøfte sagen med Kommunernes Landsforening (KL), de politiske partier og flere organisationer.

Hos Enhedslisten er man bekymret over regeringens planer om øget konkurrenceudsættelse. Det fortæller velfærdsordfører Stine Brix.

- Der er jo tale om helt basal velfærd, når vi taler om sundhed, ældre og indsats over for socialt udsatte. 

LÆS OGSÅ: Organisationer enige: Konkurrence er godt

- At private virksomheder skal ind og lege købmandsforretning i de basale velfærdsydelser, er meget usundt, tror jeg, siger Stine Brix.

Ordføreren uddyber, at hun ikke mener, at formålet med et velfærdssamfund er at skabe økonomisk overskud.

Konkurrenceudsættelse på 27 procent af opgaverne  Fra 2015 til 2016 var der en lille stigning i konkurrenceudsættelsen af offentlige opgaver, skriver Økonomi- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.    Lidt over hver fjerde kommunale opgave som børnepasning, ældrepleje og vedligeholdelse af grønne områder blev i 2016 udsat for konkurrence fra private virksomheder. Mere præcis konkurrenceudsatte kommunerne 26,9 procent af opgaverne sidste år. Der er tale om en lille stigning i forhold til 2015, hvor det var 26,5 procent.   Men det er stadig ikke nok, mener økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA).   - Konkurrenceudsættelsen i kommunerne er for lav og vokser for langsomt. Vi skal være langt mere ambitiøse. Derfor bør vi fastsætte konkrete måltal for konkurrenceudsættelse. Det handler om at skabe et vedvarende pres for at sikre den bedste og mest effektive løsning af de mange velfærdsopgaver i kommunerne, siger ministeren i en pressemeddelelse.   Han vil sammen med regeringen vil fremlægge en plan for øget konkurrenceudsættelse omkring årsskiftet 2017/18.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.