− For mig at se, er der ingen, som vælger at veje 140 kg. Det er naivt at forestille sig. Vægten øges stille og roligt over tid. Noget af overvægten er genetisk betinget, andet styrer vi selv. Og selvfølgelig skal disse menneskes behandles − ligesom vi behandler ham, der kommer hjem fra skiferien med en korsbåndsskade, og rygeren, der har lungekræft, selvom det er ‘deres egen skyld’.
Bliv redaktør for dit eget indhold
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
Sådan siger Jens Meldgaard Bruun, professor og overlæge på Regionshospitalet Randers og ekspert i behandling af svært overvægtige. Han bakkes op af antropolog og adjunkt Bodil Just Christensen fra Københavns Universitet, som forsker i svært overvægtige og effekten af fedmeoperationer.
− ‘Spis noget mindre, bevæg dig mere’ er en stigmatiserende holdning, og netop stigmaet ved at være overvægtig er så stort, at ingen bliver det alene som følge af slendrian. Hvis det var nemt at tabe sig, havde de gjort det. De er oppe imod en kompleksitet så stor af genetiske, psykologiske, økonomiske og sociale faktorer.
− Og fordi vi definerer det som et individuelt ansvar at tage vare på vores sundhed, er der ikke mange tilbud at få, før din overvægt har nået til et niveau, hvor den er uden for dit eget handlerum. Så kan behandlingssystemet tilbyde en fedmeoperationen − ellers ingenting.
Ulighed i sundhed
Fakta er, at omkring hver anden dansker er overvægtig og hver syvende svært overvægtig. Og hvis ikke man har en sundhedsforsikring eller råd til at konsultere en privatpraktiserende klinisk diætist, er der som sagt ikke mange muligheder for behandling.
Så længe diskussionen handler om, hvorvidt svær overvægt er et spørgsmål om den enkeltes selvdisciplin eller et samfundsmæssigt anliggende, bliver den unuanceret, mener eksperterne, og snakken om, hvordan man kan sætte ind med forebyggelse, inden overvægten tager overhånd, forstummer, når ansvaret for egen sundhed og dermed også for fedme placeres hos den enkelte.
− Der er utroligt mange måder at blive overvægtig på, så tendensen til at tale om ‘de overvægtige’ duer ikke. Overvægtige er en meget heterogen gruppe, og det gør også debatten om behandling svær − for hvad er det, vi behandler? En læge vil anskue årsagerne til fedme og behandlingen på én måde, en psykolog på en anden. Min egen erfaring er, at jo flere overvægtige, jeg taler med, jo flere historier, jo dybere jeg går, desto mere komplekst bliver det. Derfor er det ikke bare et spørgsmål om, hvor mange der skal tilbydes en fedmeoperation, mener Bodil Just Christensen. Det er snarere et spørgsmål om forebyggelse.
− Man kan gøre meget forebyggende. Man kan f.eks. tage fat på angst og depression langt tidligere, og man kan støtte op om familier, som er pressede økonomisk og socialt. Det er jo ingen hemmelighed, at der også er en social slagside i overvægt, så ved at tage tingene i opløbet, kan man måske også forebygge, at nogle kommer så langt ud vægtmæssigt, siger hun og peger på Norge, som hun mener håndterer fedme på en god måde.
− I Norge har man tværfaglige fedmeklinikker og har knyttet alle relevante faggrupper til klinikkerne i en erkendelse af, at fedme, er et multifaktorielt fænomen. Der er så mange veje til overvægt, at man er nødt til at finde ud af, hvilken type patient man har med at gøre for at tilbyde en relevant behandling, understreger hun.
Mangel på viden og systematik
Jens Melgaard Bruun er enig i det brede syn på overvægt og overvægtige og så gerne, at behandlingen i højere grad var understøttet af viden.
Kost & Ernæringsforbundet på DenOffentlige
Kost & Ernæringsforbundet er redaktør for eget indhold på DenOffentlige og udgiver artikler, blogs, cases, synspunkter og pressemeddelelser om, af og for kost-, ernærings- og sundhedsfaglige.
− Desværre mangler vi stadig grundlæggende viden, om hvad der virker. Kirurgi er den behandling, der er bedst underbygget videnskabeligt set, siger han og peger på, at vi bør holde op med at sortere folk alene ud fra deres BMI.
− Vi kender alle nogle, som er slanke og kan spise, hvad der passer dem og stadig holde vægten. Det skyldes, at 50 procent af vores BMI kan tilskrives generne og er arveligt betinget. Resten har vi selv indflydelse på. Men, forsætter professoren: Problemet med BMI-grænser er, at de tegner et endimensionelt billede.
− Det er jo dybest set bare forholdet mellem højde og vægt. Veltrænede sportsfolk med stor muskelmasse kan sagtens have et BMI på over 35. Så hvad taler vi om? Nogle mennesker tager på på grund af uheldige gensammensætninger, andre fordi de får medicin, som øger vægten osv. Derfor er vi nødt til at se på, hvilken behandling der giver mening for den enkelte. Hvis du vejer 140 kg, er det svært at motionere mere og spise mindre, siger Jens Bruun Meldgaard, der efterlyser en mere systematisk tilgang til behandlingen af overvægtige.
− Vi har tilbud til alle mulige andre i samfundet, så derfor skal vi også se på, hvad vi kan tilbyde disse mennesker. Har du et BMI under 35, er der ingen tilbud. Vil du have hjælp til at tabe dig, kan du gå til egen læge, som måske, måske ikke, kan hjælpe dig videre.
− Har du et BMI på 33 og en diabetes, som er svær at regulere, skal du heller ikke dømmes ude behandlingsmæssigt. For hos mange forsvinder sukkersygen, når de får lavet et kirurgisk indgreb, siger han og pointerer:
− Selvom andelen af svært overvægtige ligger stabilt på 14 procent, er der for mig at se en brændende platform, som kræver mere end blot at sige: “Motioner noget mere og spis noget mindre”. Ingen vælger at veje 140 kg. Problemet er langt mere komplekst.
Artiklen har været bragt i Kost, Ernæring & Sundhed 9/2017.
