Vejen til erhvervsuddannelse: Ingrid solgte alt i Brasilien for konditordrøm

Ingrid Gellert solgte alt, hvad hun havde opbygget i Brasilien og rejste til Damark. Efter et intensivt kursus i branchedansk på KVUC og grundforløb på Hotel- og Restaurantskolen knokler hun nu i sin egen butik i Charlottelund.

47-årige Ingrid Gellert står bag disken i sin lyse butik ’Sweet Brasil’ i Charlottenlund omgivet af brasilianske brigadeiros. Både butikken og rækkerne af hjemmelavede, små, trøffelagtige kager er lidt af en drøm for hende.

Læs også: VUC er motorvej til erhvervsuddannelser

For to et halvt år siden landede hun i Københavns Lufthavn med en enkeltbillet fra Brasilien uden et sted at bo og uden at kunne særligt meget dansk. Men med en masse gå-på-mod og erfaring i kufferten. Ingrid Gellert har været iværksætter og drevet virksomhed, siden hun var teenager i Rio de Janeiro. Og det handler ikke primært om penge.

”Jeg er født til at arbejde. Jeg elsker at arbejde, og det har jeg altid gjort. Det giver mig energi at se det, jeg laver, sprede sig som ringe i vandet. Jeg elsker, at folk kan lide det, jeg laver,” forklarer den 47-årige dansk-brasilianer.

Eller det med nationaliteten er faktisk ikke så nemt, for Ingrid Gellert er opvokset i Brasilien som datter af en dansk far og en italiensk-græsk mor. Og hun er på sin græske bedstemors ønske opkaldt efter den svenske skuespillerinde Ingrid Bergman.

FØRSTE JOB SOM NIÅRIG I EN KAGEBUTIK

Fra sin tidligste barndom har Ingrid Gellert haft en iværksætter i maven og været vant til at arbejde. Hendes første job var, da hun som niårig hjalp en ven af familien i hans berømte kagebutik i Rio de Janiero.

Læs også: Regionsprojekt hjalp unge ind på erhvervsuddannelse

”Allerede dengang kan jeg huske, at jeg drømte om at blive forretningskvinde,” husker hun.

Og det blev hun i dén grad. I sit voksenliv har hun haft flere forskellige virksomheder. Hun har drevet rejsebureau specialiseret i rejser til Skandinavien. Hun har drevet en kostumeudlejningsbutik med sin søster. Hun har haft en stor virksomhed, der importerede og udlejede trucklifte med filialer både i Rio de Janeiro og i Sao Paulo. Og inden hun forlod Brasilien drev hun en bolig- og indretningsbutik.

INGRID, DET ER TID TIL AT TAGE AF STED!

I 2012 gik hun og hendes mand fra hinanden efter 21 års ægteskab, og kort efter flyttede deres datter til Danmark for at gå i gymnasiet og lære sine danske rødder at kende. Det fik Ingrid Gellert til at tage en beslutning:

”Jeg havde selv danske rødder, og min datter var flyttet til Danmark. Pludselig fik jeg det bare sådan ’det er tid til at tage af sted!,” husker hun.

Læs også: De unges vej gennem uddannelse bliver aldrig helt snorlige

Hurtigt derefter solgte hun sin butik, og alt hvad hun havde, og købte en flybillet til Danmark. Hendes datters kostskole gav Ingrid lov til at låne et værelse, som hun kunne bruge som base, til hun selv fandt et sted at bo.

”Nu var tiden kommet til, at jeg ville gøre noget for mig selv, som jeg forhåbentlig også kunne leve af. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at jeg skulle i gang med noget med mad. Jeg har altid elsket at lave mad og at invitere folk på lækker mad. Det har været en passion for mig hele livet,” forklarer hun.

Sammen med sin brasilianske veninde Roseli Møbius, som havde boet mange år i Danmark, udviklede Ingrid Gellert ideen om at skabe en fælles forretning med brasilianske kager.

HVERDAGSDANSK ER IKKE NOK I ET KØKKEN

Derfor søgte Ingrid Gellert ind på Hotel- og Restaurantskolen. I forbindelse med sit grundforløb dér, kom hun på et to måneders intensivt kursus i ’branchedansk’ på KVUC. I dag er branchedansk erstattet af flere andre skræddersyede uddannelsestilbud på KVUC til mennesker, der søger ind på erhvervsuddannelserne.undefined

Ingrids kursus var målrettet tosprogede studerende, der gerne ville uddanne sig inden for mad og restauration eller som social- og sundhedsassistenter. Derfor tog undervisningen udgangspunkt i fagsprogene i de to sektorer.

”Der var mange på holdet, som havde været måske 10, 20 eller 30 år i Danmark og som godt kunne klare sig på hverdagsdansk, men som manglede det specialiserede sprog, man skal bruge, når man arbejder i fx et køkken,” forklarer Ingrid Gellert.

Det danske sprog var ikke totalt nyt for hende. Hendes far var jo dansk, og som 19-årig boede hun i Danmark i et år, for at lære sin fars fædreland at kende.

”Men dengang arbejdede jeg også rigtig meget. Det var som stuepige på et hotel, og det er jo et internationalt miljø, så der talte vi mest engelsk,” forklarer hun.

Læs flere historier om unge voksne der har taget et vigtigt skridt videre i livet gennem uddannelse #storyofkvuc

Men med egen butik i Danmark er det en nødvendighed at kunne klare sig på dansk.

”Og det er jo ikke bare at kunne konversere. Man har brug for et specialiseret sprog - et fagsprog, når man arbejder med fødevarer,” forklarer hun.

KUNNE HAVE BRUGT DOBBELT SÅ LANG TID PÅ KVUC

I dag kan hun så meget dansk, at hun forstår det meste og kan klare sig med sit ordforråd i butikken. Hun giver en del af æren til kurset på KVUC.

”Jeg gik på KVUC i to måneder, før jeg skulle tilbage på Hotel- og Restaurantskolen, og jeg lærte virkelig meget. Det var rigtig fint at lære andre kursister at kende, og lærerne var meget dygtige, søde og tålmodige. Jeg kunne godt have brugt dobbelt så lang tid dér,” siger hun.

Kurset kørte med rullende optag, så hver mandag kom der nye kursister.

”Vi arbejdede sammen i grupper med nogle, der var på samme niveau. Kurset var meget intensivt, og for mig var det virkelig lærerigt at se, hvordan lærerne kunne undervise på mange niveauer samtidig,” siger Ingrid Gellert. 

BRASILIANSKE BRIGADEIROS MED ET DANSK TWIST

Nu bruger hun sproget hver dag i butikken, når der skal langes brigadeiros og andre brasilianske specialiteter over disken. Ingrid Gellert fremstiller selv alle kagerne, som har kondenseret mælk som grundingrediens, og så smager de ellers af alt fra lakrids over hindbær og passionsfrugt til kokosnød og mørk chokolade. Hun har nøje designet de forskellige smage, så de passer til danske smagsløg.

”Brasiliansk bagværk er traditionelt meget sødere i smagen, end vi er vant til i Danmark, så jeg har forsøgt at skabe nogle smagsoplevelser, der passer til Skandinavien. 22 forskellige smage i alt,” fortæller hun.

TO JOBS FOR AT FÅ ENDERNE TIL AT NÅ SAMMEN

I butikken på Ordrupvej står hun typisk i køkkenet, og hendes forretningspartner Roseli ekspederer kunderne, men Ingrid Gellert har lært så meget dansk, at hun sagtens kan klare kundeekspeditioner og forklare om kagerne på dansk. Stille og roligt har hun bygget sit sprog op. Gennem kurset på KVUC, på Hotel- og Restaurantskolen og af at lytte med, når Roseli taler med kunderne.

”Jeg bruger mit dansk meget i butikken. Og jeg synes, jeg har gjort store fremskridt med sproget. Det er jeg stolt af,” siger hun.

Lige nu arbejder hun hårdt for at få butikken på skinner. Kundekredsen vokser, men hun har fortsat et andet job ved siden af butikken for at få enderne til at nå sammen økonomisk.

”Jeg har jo startet forretninger op før, og jeg ved af erfaring, at det tager tid at bygge en butik op. Men jeg tror på det, jeg arbejder hårdt - og jeg giver ikke op,” siger hun.

ELSKER AT ALLE KAN SIGE INGRID

Drømmen er, at danskerne køber en æske brigadeiros med som værtindegave i stedet for vin eller blomster.

”Jeg ville gerne have, at min butik bliver kendt for, at vi har introduceret danskerne for lækkert og moderne brasiliansk bagværk lavet med kærlighed. Det ville være sjovt at forretningen voksede med en-to butikker, men så heller ikke mere. Og det ville være skønt, at folk i Danmark og Europa lærte Brasilien at kende som meget andet end samba og nøgne damer,” siger hun med et smil.

Især når det gælder sproget, er der én ting ved dansk, som hun virkelig nyder: Når nogen siger hendes navn.

”I Brasilien havde jeg et navn, som ingen kunne udtale. De kaldte mig In-gri-DE og det har altid irriteret mig. Jeg elsker virkelig, at alle i Danmark kan udtale mit navn.”

undefined

Fakta om Ingrid:

  • Født i 1968 i Brasilien. Hendes far var dansk og hendes mor italiensk og født i Egypten.
  • Har været iværksætter hele sit liv og drevet virksomhed siden hun var teenager. Hun har arbejdet med alt fra trucklifte til kostumer og boligindretning.
  • Hun har altid interesseret sig for mad, og hendes første job var i en kagebutik.
  • Blev skilt i 2012 efter 21 års ægteskab, solgte alt hvad hun havde og flyttede til Danmark. Mor til en datter på 19 år.
  • Har en bachelor i logistik.
  • Har taget kokkegrundforløbet fra Hotel- og Restaurantskolen.
  • Driver butikken ’Sweet Brasil’ i Charlottenlund.
  • Hun er opkaldt efter den svenske skuespillerinde Ingrid Bergman - efter ønske fra sin filmelskende græske bedstemor, der boede i Egypten.
KVUC på DenOffentlige.dk KVUC er Københavns Voksenuddannelsescenter, som er en selvejende institution under staten....
Aktivitet: Artikler: 57 | Events: 1 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige