Vil du være med? På jagt efter velfærdsmodellen

Den danske velfærdsmodel er aldrig blevet færdig. Nu er den truet af en velfærdsstat, der måske kvæler velfærdssamfundet. Derfor har DenOffentlige.dk dedikeret det kommende år til en ny velfærdsdebat.

Mange taler om velfærd, men ingen har tilsyneladende rigtig styr på, hvad det er, og ikke mindst hvad, hvordan og af hvem velfærden leveres til danskerne.

Ifølge eksperterne er den danske velfærdsmodel baseret på først at skabe en velfærdsstat, der udvikler systemer, love og regler, for dermed at skabe rammerne for et stærkt velfærdssamfund. I øjeblikket sejler det for både stat og samfund.

Læs også: Professor advarer om velfærdens død

30 år med moderniseringer

Ved et gensyn 30 år efter Moderniseringsprogrammets tilblivelse, er ligheden med nutidige forsøg på at reformere, effektivisere og modernisere den offentlige sektor skræmmende. Du genkender muligvis dele, der lige så godt kunne være skrevet i dag.

Læs mere her

Derfor starter DenOffentlige.dk nu en ny debat om velfærdsdanmark. Om hvad vi vil med velfærdsmodellen, og hvilket formål den skal opfylde. Hvilken rolle staten skal spille i forhold til civilsamfundet - og omvendt. Om hvad velfærdsmodellen består af, og hvad den måske hellere skulle bestå af. Hvem der leverer hvad og på hvilke vilkår. Men også hvem den skal være der for og hvordan. Hvad kan og skal borgerne , og hvad kan og skal de ikke forvente. Om velfærd alene er noget offentligt eller om det også handler om nærmiljøet, den måde institutionerne er indrettet og organiseret på, den måde arbejdspladserne agerer på, når medarbejdere har brug for hjælp og en række andre lignende spørgsmål.

Stat eller samfund

Da Anders Fogh Rasmussen i 2005 nedsatte Velfærdskommissionen talte den efterfølgende konsekvent om velfærdssamfundet. Udtrykket velfærdsstaten, der er årtier gammelt, fik en revitalisering med Ove Kaj Pedersens bog om konkurrencestaten, og siden har debatten famlet rundt mellem begge begreber.

Med Thorning-regeringen og Løkke-regeringernes reformer blev velfærdsstaten det styrende men velfærdssamfundet ofte det kommunikerede. Den enkelte udsatte borger skal underkaste sig Grundlovens paragraf om forpligtelser til gengæld for forsørgelse, mens middelklassen er stort set fredet i debatter om dagpenge, sundhed og ældre. Sådan er kilen mellem sociale samfundsgrupper stille banket dybere og dybere, og i dag kommer udviklingen i høj grad til udtryk i forholdet mellem sagsbehandlere og borgere, institutioner og brugere og ledere og medarbejdere.  

Ude i kommunerne tales med to tunger - den statsstyrede på social- og beskæftigelsesområdet, hvor velfærdsstaten stiller klare, kontante og ofte absurde krav til borgere, der i kortere eller længere tid er afhængige af velfærdsydelser, og den inddragende og samfundsorienterede for borgere i middelklassen, når folkeskolerne, ældrecentrene, erhvervspolitikken eller snerydningen og genbrugspladsen skal gennem forandringer.

Kommunerne er havnet i et skizofrent velfærdsdilemma, hvor de på den ene side er styret med hård hånd af velfærdsstaten og på den anden side oprigtigt forsøger at genskabe lokalsamfundets fællesskaber, som eksempelvis kommunaldirektørernes formand, Henrik Kolind, udtrykker i interviewet her.

Illusionernes årtier

Befolkningen er gennem årtier forført af en offentlig debat, hvor politikerne taler om en virkelighed, men handler i en anden. Der er tale om illusionernes årtier, fordi befolkningen i tillid til, at demokratiet fungerer, overlader til politikere at træffe de relevante beslutninger for den offentlige indretning af samfundet. Men illusionen om velfærdsmodellen forsvandt med velfærdsstatens stadig stærkere rolle, og i dag er det rimeligt at pege på politikernes manglende beslutninger om evalueringer og åben demokratisk debat.  

Det store illusionsnummer udspillede sig i tresserne, og bliver belyst i Mikael R. Lindholms bog, Kampen om Velfærdsstaten.

“Udrulningen af velfærdssamfundet - i den danske version i form af en velfærdsstat - skabte et kolossalt behov for arbejdskraft. På et enkelt årti, fra 1960 til 1970, voksede den samlede arbejdsstyrke med 400.000 personer. Over 300.000 af dem blev ansat i den offentlige sektor. Hvor der i 1950 var 190.000 offentligt ansatte, var der 475.000 i 1970. Fem år senere, i 1975, var 23.6 procent eller knap hver fjerde på arbejdsmarkedet offentligt ansat.

….

Den voldsomme offentlige vækst betød også, at skattetrykket steg. I 1950 lå det på 20 procent. I 1960 var det steget til 25 procent. Men over de næste ti år, frem til 1970, steg skattetrykket til 48 procent - næsten en fordobling på et enkelt årti. Det danske velfærdssamfund var dyrt - meget dyrt.

Når det kunne lade sig gøre at hæve skatten så meget, hang det sammen med den voldsomme økonomiske vækst, som fik indtægterne til at stige kraftigt. Danskerne fik væsentlig flere penge mellem hænderne, selv om en stigende andel gik til fælleskassen.” (Kampen om Velfærdsstaten, s. 107-108)

I tilbageblik kan man undre sig over, at politikerne efter Jordskredsvalget, hvor Mogens Glistrup valsede ind i Folketinget med 28 mandater i ryggen og krav om et opgør med netop de høje skatter, aldrig rigtig lyttede til vælgerne dengang. Hvorfor nedsatte man eksempelvis ikke en Velfærdskommission til at evaluere netop udviklingen i tresserne?

Politisk kamp om velfærdssamfund

Under alle omstændigheder fortsatte den målrettede udbygning af velfærdsstaten indtil Anker Jørgensen overdrog statsministeriet til Poul Schlûter. Derefter fulgte tre årtier med moderniseringsforsøg, som vi har belyst i analysen af velfærdsstatens eksistenskrise.

Med Foghs Velfærdskommission kom en ny forestilling, som foreløbig relativt stille har drejet den offentlige debat: Billedet af, at vi lever i et velfærdssamfund, snarere end debatten om, hvordan velfærdsstaten bliver til et velfærdssamfund, og hvad der egentlig er forskellen.

Velfærdskommissionen brugte konsekvent begrebet velfærdssamfund, og ifølge professor Ove Kaj Pedersen var det også Foghs klare ønske netop at gøre op med den stadig stærkere velfærdsstat.

“Anders Fogh Rasmussen valgte helt åbenlyst ordet velfærdssamfund for at understrege sit ønske om mindre stat og mere selv-ansvar lagt hos den enkelte. Det mærkværdige var, at ingen lagde mærke til det,” mener Ove Kaj Pedersen.

Ifølge professoren fik Foghs bevidsthed om ordvalget alligevel betydning i årene efter Velfærdskommissionen.

“Man kan se mange af de reformer, der er vedtaget i Folketinget siden begyndelsen af 1990´erne, som forsøg på at udvide eller måske ligefrem reintroducere et selv-ansvar hos den enkelte,” mener Ove Kaj Pedersen.

Dermed gik udviklingen alligevel i Foghs retning, og det har ifølge en anden professor ført til en ny bevidsthed i debatten, fordi introduktionen af velfærdssamfundet på sin vis udstiller fundamentale forskelle på, hvordan velfærdsmodellen praktiseres.

“I dag er der kommet en interessant politisk kamp om ‘velfærdssamfundet’. Det skyldes, at der sideløbende med den ærkeliberalistiske kritik, hvor nogle ønsker sig ’mindre stat og mere marked’, også er en anden kritik af velfærdsstaten for at være umyndiggørende og ude af stand til at mobilisere samfundets ressourcer i skabelsen af kollektive velfærdsløsninger,” mener Jacob Torfing, professor på RUC med fokus på samskabelse og innovation.

Ifølge Torfing er der grundlæggende tale om et opgør med velfærdsstaten.

“Kritikken retter sig både mod socialdemokraternes italesættelse af borgerne som uformående klienter, der skal hjælpes af statens hvide riddere, og mod liberalisternes forsøg på at gøre borgerne til kunder på nye kunstige velfærdsmarkeder,” mener Jacob Torfing.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund?

For fyrre år siden skrev David Jens Adler bogen "PPIII Danmarks vej til katastrofen", hvor han rundbarberede små to årtiers politiske planer og reformer. Dengang skrev han bl.a.

"På baggrund af den ståhej, der er omkring vores økonomiske "kriser", virker de skræmmebilleder, vi præsenteres for, mærkeligt tomme og blodløse. 

Perspektivplanernes skræmmebillede er det mest fantasiløse. Der er i det hele taget som om, selve den tanke, at vi ikke skulle rette os efter PP-forskrifterne - endsige af verdensøkonomien skulle begynde at drille os - har været en for urealistisk vision til, at PP-IIs forfattere har kunnet beskæftige sig med den for alvor. PÅ de mange sider bliver det derfor kun til 3-4 sølle sætninger om den situation, der rent faktisk er indtruffet. Det er jo lidt tris for en plan, der gælder helt frem til 1987."

Siden er det sket meget, og nationens finanser er der delvist kommet styr på. Men den velfærdsmodel, der oprindeligt var hele ideen med at opbygge en stor offentlig sektor og argumentet for verdens højeste skattetryk, har kun sporadisk fyldt i debatten.

Derfor er der nu behov for en debat om hvad det er for en velfærdsmodel, Danmark skal bryste sig af i fremtiden. I disse år er den under pres fra mange sider, men samtidig er der både stort politisk flertal og solid folkelig opbakning til velfærdsvisionen. 

Derfor sætter DenOffentlige.dk velfærd til saglig og faglig debat i 2016.

 

Det skrev Velfærdskommissionen bl.a.

En gennemsøgning af Velfærdskommissionens oplæg afslører, at der konsekvent tales om velfærdssamfund. Der er ingen refleksioner over den offentlige sektors størrelse, skattetryk eller velfærdsssystemets grundlæggende indretning.

Det nærmeste man kommer definition ifølge Velfærdskommissionen er dette afsnit:

“Fremtidens velfærdssamfund er et samfund,

  • som sikrer tryghed ved at investere i sine borgere og drager omsorg for dem, der har behov;

  • hvor alle deltager aktivt i samfundslivet, tager ansvar og så vidt muligt forsørger sig selv;

  • som aktivt modarbejder fattigdom og polarisering mellem forskellige befolkningsgrupper;

  • som bidrager til, at Danmark fortsat hører til blandt de rigeste lande i verden og har orden i samfundsøkonomien;”

“Men skal visionen om fremtidens velfærdssamfund blive virkelig, er vi nødt til at justere kursen for at sikre et holdbart samfund om ti, tyve og fyrre år. Justeringerne skal gennemføres uden at sætte værdierne over styr. Hvis vi giver køb på ét eller flere af principperne – f.eks. om tryghed, ansvarlighed, god samfundsøkonomi eller tillader større polarisering – risikerer vi at skabe et samfund, som kun få danskere ønsker at leve i.”

“De seneste tre årtier er udgifterne til velfærdsservice vokset hurtigere end væksten i samfundet generelt. Udgifter til velfærdsservice har derfor - år for år - vejet tungere og tungere i samfundsøkonomien. Fortsætter den udvikling, vil det få betydelige konsekvenser for finansieringen af velfærdssamfundet. Selv en begrænset årlig vækst i serviceudgifterne ud over væksten i samfundsøkonomien generelt, vil kunne øge de offentlige udgifter med et beløb, der svarer til merudgifterne ved, at der bliver flere ældre. Finansieringen af et tidssvarende serviceniveau er derfor en væsentlig udfordring for det fremtidige velfærdssamfund”

Læs mere fra Velfærdskommissionen her

Emneord: Velfærdsstat eller velfærdssamfund, Velfærdsdebatten, Ove Kaj Pedersen, Jacob Torfing, Mikael Lindholm, Velfærdssamfund, Velfærdsstaten, Ny Velfærd, Samskabelse, Offentlig innovation, Skattestigninger
Den Offentlige på DenOffentlige.dk Du er DenOffentlige!...
Aktivitet: Artikler: 145

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige