Professor advarer om velfærdens død: Evaluer velfærdsmodellen inden det er for sent

Der er aldrig lavet en egentlig kritisk evaluering af velfærdsmodellen. Det fører til mytedannelse og siksakkurs i reformarbejdet, påpeger Ove Kaj Pedersen.

“Vi mangler en kritisk evaluering af velfærdsstatens historie, og det er ved at ødelægge mulighederne for at skabe velfærdssamfundet, hvis ikke de allerede er forpasset, men måske især mulighederne for at sikre velfærdsstatens fremtid.”

30 år med moderniseringer

Ved et gensyn 30 år efter Moderniseringsprogrammets tilblivelse, er ligheden med nutidige forsøg på at reformere, effektivisere og modernisere den offentlige sektor skræmmende. Store dele kunne være skrevet i dag.

Læs mere her

Så klar er advarslen og opråbet fra professor Ove Kaj Pedersen, der i offentligheden er mest kendt for sin bog om Konkurrencestaten. Hans budskab er, at debatten om velfærd stritter i så mange retninger og bygger på så mange opfattelser af samme, at det bliver svært at se, hvordan der bag begreberne skjuler sig mange opfattelser og endnu flere interesser.

Læs også: Bombe under 30 års offentlig styring og ledelse

Velværdsmodellen og enevælden

Eksempelvis peger Ove Kaj Pedersen på, at Danmark aldrig fik det velfærdssamfund, som velfærdsstatens grundlæggere satte som vision. Alligevel optræder udtrykket velfærdssamfund ofte i debatten og forstås helt synonymt med velfærdsstat selvom der er betydelige forskelle.

Historisk set er opbygningen af velfærdsstaten drevet af en politisk mission, forklarer Ove Kaj Pedersen. I tiden efter 2. verdenskrig var målet nemlig ikke at skabe en velfærdsstat, men et velfærdssamfund.

”Der skulle skabes en ”velfærdskultur inden for en velfærdsstat”, hvor den statslige regulering blev mindsket samtidig med, at den enkelte borgers aktive deltagelse blev udvidet. Målet var at den enkelte frivilligt påtog sig et moralsk ansvar for at realisere et solidarisk fællesskab,” forklarer Ove Kaj Pedersen, der før jul fik en doktorgrad for netop sin forskning i velfærdsmodellens historie.

Læs om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid. Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

Dette solidariske fællesskab fik en todimensionel ramme. Først forventedes borgerne at forsørge sig selv så længe som muligt, og herunder betale skat. Dernæst kunne borgerne forvente at fællesskabet så finansierede de borgere der i kortere eller længere perioder af deres liv ikke selv kunne finansiere deres liv. Denne vision - eller utopi, som Ove Kaj Pedersen kalder den - blev forudsætningen for at skabe et solidarisk fællesskab eller ”det gode liv”, hvor den enkelte realiserede sig selv - på fællesskabets vegne vel at mærke.

Læs også: Ove Kaj: Velfærdsdebatten er løbet af sporet

“Velfærdssamfundet var utopien, mens velfærdsstaten blev set som den pragmatiske overgang til et samfund, hvor offentlige institutioner var demokratiserede og borgerne agerede som medborgere,” siger Ove Kaj Pedersen, og peger på, at denne tænkning har spor tilbage til enevældens tid.

“Hele processen blev forstået som et opgør med enevældens århundredelange statsliggørelse. I dag må man nok sige, at det i stedet førte til en fortsættelse og en moderne udbygning af netop statsliggørelsen,” mener professoren.

Velfærdsstaten vandt over utopien

Ifølge Ove Kaj Pedersen blev den politiske mission om at skabe denne velfærdskultur langsomt spist af tidens tand.

“Utopien døde tidligt. Allerede i 1970´erne, hvor den blev begravet med opbygningen af en stadig større offentlig sektor, med langt flere ansatte end nogensinde forestillet. I stedet for en velfærdskultur fik vi en cost-benefit kultur, og den moralske forpligtelse til at deltage blev afløst af den rationelle kalkule – hvor meget skal jeg yde for at nyde hvor meget,” analyserer professoren.

I dag er den oprindelige vision glemt, og forskellene mellem stat og utopi er forsvundet i den politiske debat. Ove Kaj Pedersen begrunder det blandt andet med at 1960’ernes eksplosive udvikling i skattetrykket skabte en stærk statslig afhængighed af samfundsøkonomien. Det fjernede fokus fra afsættet og skabte et nyt.

“I dag er velfærdstaten gjort til en nødvendig brik i en stor samfundsøkonomisk tænkning, hvor økonomisk vækst ses som forudsætning for social velfærd, og en stor offentlig sektor indgår som den helt naturlige del af ligningen,” konkluderer han, og peger samtidig på, at den udvikling reelt aldrig har været til kritisk debat.

Læs også: Kommunaldirektørformand: Vi skal tilbage til fællesskabet

“Hvad betyder utopiens død, hvorfor fandt den sted, hvorfor er der ingen kritik af statsliggørelse, af administrativ og politisk centralisering, af de stadig mere voldsomme indgreb i private friheder og rettigheder? Hvor er kritikken af velfærdsstaten gået hen,” siger han og efterlyser helt konkret politisk mod til at evaluere.

“Man peger på konkurrencestaten som det store farlige spøgelse, men burde i stedet rette opmærksomheden mod den velfærdsstat der bliver stadig større, mere indgribende og hvis fremtid er bundet til en fortsat effektivisering. Den historiske blindhed giver frit løb for alt for mange individuelle interesser, der skjuler sig bag flosker om fællesskab. Det mest bekymrende er dog, at blindheden gør det umuligt at se frem og skabe en fremtid med en effektiv offentlig sektor kombineret med et frivilligt medborgerskab; altså en velfærdskultur i en velfærdsstat, som det hed i gamle dage. Vi mangler erfaringsopsamling og selvkritik for at kunne rette blikket mod fremtiden”, påpeger professoren.

Han er derfor også træt af, at konkurrencestaten får skylden for alt dårligt.

Velfærdsstaten har skrevet nutidens historie

“I kritikken af konkurrencestaten er der mange der siger, at den er skyld i at børn har det svært, at ansatte er stressede eller at systemerne ikke virker efter hensigten. Der er ikke den ulykke som især de offentligt ansatte og deres organisationer ikke mener i dag skyldes konkurrencestaten. Men hvis man laver en helt konkret tidslinje, holder argumentet altså ikke,” siger Ove Kaj Pedersen og uddyber.

“Konkurrencestaten kom til Danmark, først langsomt fra midten af halvfemserne, senere hurtigere fra 00´erne, men hele tiden som en forlængelse af velfærdsstaten og gennem en udbygning af denne. Overgangen fandt sted langsomt, er endnu ikke afsluttet, og altså begyndt for ganske kort tid siden, ligesom den ikke indebar noget brud med fortiden. Konkret er det derfor ret begrænset hvor stor en betydning konkurrencestaten indtil videre har haft på det enkelte menneske,” påpeger han.

Alle omfavner velfærden

Da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen nedsatte Velfærdskommissionen i 2005, genintroducerede han Velfærdssamfundet. Men debatten om forskellen på samfundet og staten udeblev, da han samtidig omfavnede danskernes kærlighed til velfærden. Således gav Fogh kommissionen til opgave at komme med forslag til, hvordan Regeringen kunne “sikre grundlaget for social tryghed og balance samt et velfungerende velfærdssystem i fremtiden”.

I de efterfølgende rapporter fra Velfærdskommissionen taler den alene om velfærdssamfundet snarere end velfærdsstaten - et udtryk der overhovedet ikke optræder i analyserne fra kommissionen. Det undrer i dag Ove Kaj Pedersen.

“I lange perioder var der dybt ind i de politiske partier og i befolkningen en stærk modstand mod velfærdsreformerne efter anden verdenskrig. Både socialdemokratiske, konservative og liberale var dog enige om at skabe et velfærdssamfund selvom de byggede på hver deres forestillinger om medborgerskab og ”en velfærdskultur”. Derfor er det også paradoksalt, at stort set alle i dag omfavner velfærdsstaten,” siger Ove Kaj Pedersen, der helt bevidst taler om staten snarere end samfundet.

“Det er svært at undgå den fornemmelse, at velfærdsstaten i sig selv er i manges interesse. Ikke mindst de offentligt ansattes. Hvor ligger derfor forskellen mellem den kritik, der er båret af egne interesser og den der er motiveret af interesse i fællesskabets fremtid? Også her mangler vi en kritisk vurdering. Den negative tilgang til konkurrencestaten bunder i et fravær af historisk indsigt og i et forsøg på at undgå ansvaret for, de udfordringer de fleste i dag er enige om eksisterer”, siger Ove Kaj Pedersen.

Han efterlyser derfor en større selverkendelse og åbenhed overfor velfærdsstatens konsekvenser inden velfærdsmodellen bliver kvalt i opfattelsen af, at vi lever i et velfærdssamfund.

 

Emneord: Velfærdsdebat, Velfærdsdebatten, Velfærdsstat eller velfærdssamfund, Velfærdsstaten, Velfærdssamfund, Velfærdssystemet, Samfundsøkonomi, Offentlige reformer, Ove Kaj Pedersen, Velfærdskultur, Evaluering, Chefredaktør Nick Allentoft, Ledelsesavisen, Skoleavisen, OPS
Den Offentlige på DenOffentlige.dk Du er DenOffentlige!...
Aktivitet: Artikler: 155

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige