Mange af mine bedste venner er mennesker på kanten: Handicappede, udsatte og sårbare, der har brug for velfærdssamfundets hjælp og støtte for at tage det afgørende medansvar for samfundet, sin familie og sig selv.
Jeg oplever, at de ofte dømmes på forhånd. Vi tænker for tit, at mennesker på kanten kun gør det godt, hvis de vil.
Men de aller fleste mennesker gør det godt, hvis de kan.
På min blog skriver jeg om oplevelser, udfordringer og problemer i velfærdssamfundet som mennesker på kanten oplever.
Jeg håber at du, når du læser, kommer til at tænke over, hvordan mødet med velfædssamfundet bør være, og om det kan gøres bedre end i dag.
Jeg tænker nemlig, at velfærdssamfundets fællesskab bl.a. er til for at den enkelte kan blive den bedste udgave af sig selv, at den enkelte gør alt det som man kan og kan holde sig så langt væk som muligt fra det som man ikke kan.
Og jeg tænker, at i et demokratisk samfund, påtager vi os alle et medansvar for at fællesskabet understøtter dét.
