Socialkrisen er for længst trængt langt ind i ellers helt almindelige familier når almindelige børn ikke magter skolen og antallet af børn, der får en diagnose i psykiatrien, stiger og stiger.
Du er ilde stedt, hvis du er barn, har en skrøbelig personlighed, og ikke har forældre, der har kræfter og evner til at kæmpe med systemet.
Alligevel bliver Folketingspolitikerne ved med at gøre det forkerte. Ser de familier og børn som en krævende underklasse man kan ignorere? Ingen lytter til os, der er de virkelige eksperter.
Egentlig er det enkelt at gøre noget ved:
- Alle børn skal have ret til psykiatrisk udredning straks der er symptomer på psykisk sygdom.
- Psykiatrien skal have adgang til at udskrive ”recept” på den hjælp barnet og forældrene ønsker – og som beviseligt hjælper.
Meningsløshed i velfærdsstaten
Hver dag kan jeg åbne min facebook og læse nye, skræmmende beretninger om helt almindelige familier. De har det til fælles at de kæmper forgæves kampe for deres børns basale trivsel. Jeg forstår forældrene i disse udsatte familier, for jeg er selv en af dem.
Anders Dinsen om velfærd, inklusion og systemer
Jeg har oplevet mine sønner udvikle svære psykiske lidelser, mens systemet langsomt drev mig ud i stress og ængstelighed.
Jeg har magtet at skærme mine børn fra mange negative system-vibes, og de har fået afgørende støtte. Men jeg står tilbage med konklusionen, at det har været en ensom kamp, hvor velfærdsstaten har gjort det værre for os alle - også velfærdsstaten, som jeg er sikker på har spildt mange ressourcer på at holde sig selv kørende. Meningsløshed står som en fed ramme om mine minder.
Hvad ville du gøre med brækket arm, der ikke er fikset?
Forestil dig at dit barn har brækket armen i skolen, men før du kan få en læge til at se på armen, skal du lave et opslag på forældreintra og invitere dig selv til et møde med lærerne og skolepsykologen, der ved noget om motivation, indlæring og social trivsel.
De skal nemlig – på møder og i udvalg – vurdere om der er grundlag for en nærmere lægeundersøgelse af barnet og problemet med armen. Undervejs er fagpersoner uenige i andre fagpersoners vurderinger. Pludselig handler det ikke længere om, at armen er brækket, men hvordan du kunne have undgået det som forælder. Armen vokset skævt sammen. Dit barn kan ikke længere skrive. Nu handler det om, at give barnet særlig støtte, så det kan lære at skrive.
Det er absurd at forestille sig, men det er virkeligheden for børn med psykisk sygdom.
Hvordan ville du håndtere det? Forestil dig så, at det står på i årevis.
Knækker det dig?
Med en brækket arm kan du søge privat udredning. Armen bliver diagnosticeret, behandlet og der bliver ordineret genoptræning. Du betaler regningen.
Sådan kan man ikke gøre, når det er psykisk sygdom. Her har velfærdsstaten monopoler.
Illusionen om mennesket først
Systemet, der skal hjælpe børn med psykiske lidelser fungerer ikke. Det er umenneskeligt, og det skal ændres.
Bettina Smed har netop udgivet en vigtig bog: Menneske først. Den enkle titel dækker over det vigtige budskab at man skal møde møde mennesker, der har brug for hjælp, med en tro på at det nytter at give dem hjælp til selv-hjælp.
Min erfaring med systemet er at mennesket er et nummer. Den frihed og den demokratiske virkelighed, jeg troede, jeg levede i, har vist sig at være en illusion. En velfærdsillusion, for nu at bruge et udtryk fra chefredaktøren for dette medie.
I velfærdsstaten er barnet er en ressource, der så effektivt og hastigt som muligt skal bringes til at producere værdi.
Børn, der falder udenfor, må som udgangspunkt klare sig selv. Kun vi, der demonstrerer overmenneskelige evner til overlevelse og tilpasning til systemets mindset, får adgang til afgørende hjælp.
Intet om vores børn uden os.
Selvfølgelig har vi som forældre det overordnede ansvar for vores børns trivsel. Det er basalt.
"Intet om os uden os," siger man i recoverybevægelsen, der står for en udvikling, som langsomt revolutionerer voksenpsykiatrien. På samme måde skal vi forældre insistere og forlange det basale:
Alle forældre skal have ret til at få deres børn undersøgt og udredt psykiatrisk når der er klare symptomer på psykisk sygdom. Vi ved jo bedst, vi har jo forældreansvaret.
Mødekulturen, der kun får forældre til at føle sig forkerte og stressede, skal elimineres og erstattes af fornuftige undersøgelser.
Og så skal psykiatrien kunne udskrive recept på den hjælp som der er viden og erfaring for faktisk virker, og som barnet og forældrene ønsker.
Det skal styres, og det kan det også. Der kan sættes rammer for hjælp afhængig af problemernes omfang, og midlerne til hjælpen kan følge barnet eller den unge rundt i systemet: Skolen, socialforvaltningen, ja hvor det nu er.
Vi har alle krav på - og ret til - at føle os som herrer i eget liv.
