Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Ny undersøgelse afslører paradoks: Disse danskere oplever mere stress

Arbejdsliv

04/06/2024 13:53

J. Bøgen

Mere end halvdelen af de danskere, der ofte arbejder hjemme, er glade for hybridarbejdet og mener, at det helt sikkert eller i nogen grad har forbedret deres helbred. Men samtidig er det også den gruppe, der oplever mest stress.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ifølge en ny helbredsundersøgelse, som Kantar/Gallup har foretaget for If Forsikring, mener 55 procent af dem, der jævnligt arbejder hjemmefra, at hybridarbejdet har en positiv effekt på deres helbred, mens blot 10 procent mener, det har en negativ effekt.

Imidlertid er andelen af stressramte højere blandt de hjemmearbejdende, hvor 30 procent af danskere med delvist hjemmearbejde jævnligt oplever negativt stress.

Blandt danskere uden hjemmearbejde er andelen 17 procent. Også blandt dem, som lider af langvarig stress, er der en overvægt af folk med devist hjemmearbejde. 

Ifølge Mads Schramm, der er erhvervspsykolog og har arbejdet i 20 år med en lang række offentlige og private virksomheder, er det et paradoks.

"Der er tale om et paradoks, hvor der dels er en udbredt og korrekt opfattelse af, at hjemmearbejde giver fleksibilitet og frihed, som vi sætter stor pris på, og som også er stressforebyggende, men samtidig glemmer mange bivirkningerne. Vi bliver mere isolerede og får oplevelsen af at sidde alene med opgaverne," siger Mads Schramm.

"Med hjemmearbejde sker der en øget individualisering af arbejdet mange steder, og vi mister noget af fællesskabsfølelsen – følelsen af at være mere end individer. Dermed er vi heller ikke gode til at forebygge stress, som er noget, vi på arbejdspladserne skal være fælles om og hjælpe hinanden med at gøre, uddyber han og foreslår, at man aftaler nogle konkrete dage, hvor alle skal mødes på arbejdet, og hvor der også er sat tid af til at være sammen socialt."

Flere får stress

Undersøgelsen er del af en netop udkommet nordisk helbredsrapport fra forsikringsselskabet If som for anden gang har undersøgt sundhed i Norden på flere parametre. Over 4.000 personer i de fire nordiske lande er spurgt til deres opfattede helbred og hvordan deres helbred har påvirket deres arbejde og hvordan deres arbejde har påvirket deres helbred.

Sidste år sås bekymrende resultater, særligt vedrørende negativ stress, som otte ud af ti oplevede. Desværre er de fleste af de bekymrende tendenser blevet forstærket i 2024-undersøgelsen, hvor næsten ni ud af ti svarer, at de oplever negativ stress, og endnu flere har lidt af stress over lang tid.

Undersøgelsen viser også, at 83 procent af danskerne oplever stress, som har en negativ påvirkning på deres liv eller arbejdsevne. Heraf har 52 procent oplevet stress løbende i mere end et halvt år, hvilket er en markant stigning sammenlignet med 2022, hvor tallet var 33 procent. Næsten hver fjerde, som har oplevet negativ stress, angiver, at situationen er udløst af krav på arbejdspladsen, helt præcist 24 procent.

"Mange steder har vi set en udvikling i retning af, at opgaver skal løses hurtigere. Det betyder et stigende pres, hvor folk sidder og arbejder intenst uden pause – man sprinter, hvor man tidligere luntede, og det slider folk kognitivt. Det resulterer også i, at folk ikke får talt så meget med kollegerne, og mange får en følelse af at stå alene med et ansvar, og det kan udløse stress," forklarer Mads Schram.

Tydelig forventningsafstemning

Siden pandemien har muligheden for hjemmearbejde i to til tre dage om ugen være en ny normal på mange arbejdspladser. Ifølge erhvervspsykologen skal vi ikke negligere de positive aspekter ved udviklingen, men der er dog gode grunde til at øge opmærksomheden på de negative bivirkninger og tage nogle forholdsregler.

"Nogle er gode til at håndtere frihed og fleksibilitet, mens andre rent mentalt kommer til konstant at være på arbejde. Derfor er det vigtigt at tale tydeligt om forventninger til tilgængelighed. Som minimum skal man have en aftale med chefen om, hvordan og hvornår man er på. Det kan konkret være en aftale om, i hvilket tidsrum man for eksempel tjekker mail, og hvornår man kan træffes på telefon," siger Mads Schramm, men pointerer:

"Samtidig skal man have fokus på at være en god indre arbejdsgiver for sig selv, og det er det sværeste. Når arbejdet er spændende, og det giver anerkendelse og mening, skaber det et naturligt drive, men her er det vigtigt at finde balancen, så man ikke hele tiden er på arbejde i tankerne. Balancen skal kunne findes."

Anbefalinger til ledere for at fremme et sundt arbejdsliv og -miljø

Arbejdsgivere har et vidtrækkende ansvar for deres medarbejdere. Tag dette ansvar meget alvorligt og involver medarbejderne i at forbedre arbejdsmiljøet, herunder den hybride arbejdsplads.

Her er en række anbefalinger fra If:

Vær tydelig med dine forventninger

Ved arbejde i en hybridmodel med vekslen mellem kontor/hjemmefra er det ekstra vigtigt, at medarbejderne ved, hvad der forventes af dem, når de er til stede på kontoret, arbejder hjemmefra eller på en hybrid måde.

Uklarhed kan forårsage negativ stress.

Tydeliggør og bak op om opdelingen mellem arbejds- og privatliv

Hybridarbejde kan sløre grænserne mellem at være på og ikke på arbejde. Nogle kan føle sig stressede og få oplevelsen altid at være til rådighed.

Opfordr til at slukke og lukke ned, når medarbejderne ikke arbejder. Sæt gerne klare retningslinjer for arbejdsrelateret kommunikation udenfor arbejdstid.

Få alle til at føle sig inkluderet

Uanset om medarbejderne har deltaget i et møde, en dialog fra kontoret eller digitalt, så giv alle en lige chance for at blive set og hørt i det møde.

Invester tid i at lære det tekniske setup’s muligheder at kende.

Gør regelmæssige 1-til-1 dialoger til en prioritet

Prioriter regelmæssige check-ins med hver medarbejder og prioritér at drøfte de emner, som din medarbejder ønsker at tale om, i stedet for kun at fokusere på de aktuelle arbejdsopgaver.

Stil spørgsmål og lær, hvad der får hver medarbejder til at trives og vokse.

Lav en fleksibel plan sammen – for arbejdsmetoder, forventninger og arbejdstider

Oprethold en individuel tilgang, for vi mennesker er forskellige og trives under forskellige omstændigheder.

Hav fokus på medarbejdernes sundhed og velvære

En medarbejderundersøgelse, som en del af det systematiske arbejdsmiljø, kan være en god måde løbende at kortlægge, hvordan medarbejderne føler sig, og hvad de har brug for at skabe et sundt arbejdsliv i en hybrid hverdag.

Husk at følge op på resultaterne, det handler om tillid og respekt.

Ifs samlede nordiske helbredsrapport 2024 kan ses her: https://www.if.dk/globalassets/dk/files/falles/if_nordic_health_report_2024.pdf

Undersøgelsen bag de danske tal i rapporten er foretaget af Kantar/Gallup baseret på CAWI interviews, i perioden 26. januar til 5. februar 2024.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.