Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Fagforening advarer: Regeringen kan være på katastrofekurs

Arbejdsliv

04/06/2024 05:33

J. Bøgen

Forslaget om at lade børn på 13 år sidde bag kassen i landets butikker er katastrofalt, mener fagforeningen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Børn på 13 år skal ikke sidde bag kassen og risikere at blive overfuset, truet eller sågar spyttet på af kunder.

Det er nemlig det mulige udfald, hvis regeringens seneste udspil for fritidsjob bliver implementeret.

Her lægger regeringen op til, at det fremover ikke kun skal være unge på 15 år eller derover, der skal kunne betjene kasseapparatet i landets butikker.

I stedet skal børn ned til 13 år kunne arbejde bag kassen og betjene kunder. Det vækker dyb bekymring hos HK Handel, der er landets største fagforening for butiksansatte.

"Det er en farlig katastrofekurs, som regeringen bevæger sig ud på. Vi ved, at arbejdet bag kassen er noget af det hårdeste og mest udsatte i butikken. Det er der, rigtig mange oplever at blive overfuset og truet af kunder, og det synes jeg simpelthen ikke, at et barn, der lige har fået sit første job, skal udsættes for", fortæller Mette Høgh, der er formand i HK Handel.

8 af 10 har oplevet det inden for et år

Ifølge regeringen skal de unges arbejde bag kassen ikke indebære en særlig risiko for konflikter.

En undersøgelse, som Team Arbejdsliv har foretaget for HK Handel viser dog, at 80 procent af HK Handels butiksansatte medlemmer inden for et år har oplevet at blive talt nedsættende til af kunder.

Derudover har 14 procent af de butiksansatte medlemmer oplevet trusler fra kunder.

Samtidig viser tal fra Arbejdstilsynet, at kasseassistenter ligger på en kedelig førsteplads, når det gælder oplevelsen af uønsket seksuel opmærksomhed.

"Derfor synes jeg også, at regeringen mangler at definere klart og tydeligt, hvad de mener, når de siger, at arbejdet ikke må indebære en særlig risiko for konflikter. For jobbet bag kassen er fyldt med konflikter, og det skal børnene beskyttes mod", siger Mette Høgh.

Kan sættes til at håndtere alkogol og tobak

Hun peger for eksempel på den væsentlige detalje, at man som kasseekspedient i en dagligvarebutik dagligt tjekker kunders ID ved køb af varer som alkohol og tobak.

Dermed kan et barn potentielt sættes i en situation, hvor de skal håndtere alkohol og cigaretter bag kassen.

Det betyder også, at barnet kan komme til at stå med ansvaret, når kunder skal ID-kontrolleres.

"Det er ikke svært at forestille sig, hvor ubehagelig en situation det vil være for et barn at skulle kontrollere personer, der er ældre end dem selv, og så ved vi også, at det er sådanne situationer, der ofte er med til at skabe konflikter mellem ekspedienten og kunden", siger Mette Høgh og tilføjer:

"Derfor vil jeg klart opfordre regeringen til ikke at lade børn ned til 13 år håndtere varer med aldersrestriktioner i deres endelige udspil."

Derudover efterlyser HK Handel større klarhed omkring, hvad regeringen mener, når den i sit udspil foreslår, at lade unge på 15-17- år arbejde alene i butikker i tidsrummet mellem klokken 18-6 på hverdage og 14-6 i weekender, hvis de blot kan få hurtig og effektiv hjælp af en person over 18 år.

Forslag fra HK Handel

HK Handel har budt ind med en række forslag til, hvordan man kan forenkle reglerne for fritidsjobbere uden at beskyttelsesniveauet sænkes.

Helt konkret har HK Handel foreslået at gøre reglerne for de unges arbejdstid meget mere fleksible, så de skolepligtige unge fremover gerne må arbejde i op til fire sammenhængende timer på en skoledag. I hvert fald så længe den ugentlige arbejdstid fortsat ikke overstiger 12 timer.

For som reglerne er nu, må de unge nemlig kun arbejde 2 timer på en skoledag, og det er for ufleksibelt for både de unge og for arbejdsgiverne.

I dag afhænger typen af opgaver, den unge må udføre, også af den unges alder og uddannelsessituation. De nuværende regler skaber forvirring både blandt arbejdsgivere og de unge selv. HK Handel foreslår derfor, at undervisningspligtige 15-17-årige og ikke-undervisningspligtige 15-17-årige skal kunne udføre samme arbejdsopgaver.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.