Anne Louise Esbensen er cand.comm. og projektleder i Ballerup Kommune
Kim Gørtz er cand.mag. i filosofi og chefkonsulent i Copenhagen Coaching Center
Kvindens position i ledelseslandskabet har længe været i spil og der trampes flittigt rundt i forskellige positioner og synspunkter, for diskussionen om hvordan vi får flere kvinder ind i ledelse er også en debat om hvilke ståsteder det giver mening at argumentere fra. Når forklaringer og løsningsforslag tørner sammen og insisterer på at misforstå hinanden mellem forskellige positioner (eks. tradition, biologi, samfund, kønskvoter, samfundsstyring), bliver diskussionen fattig og kvinden reduceret til den ene side af en klassisk dikotomi. Men hvad er det egentlig der foregår ift at der tales så meget om at kvinder skal blive ledere og ikke specielt meget om at ledere skal blive kvinder?
Lad os kigge på hvordan det en del tid har været interessant at tale så meget om, at det er kvinder, der skal blive til ledere. Når man i den offentlige sektor bl.a. hører om kvinders strategiske vindertræk, om kønsforskelle som muligheder, om at kvinder er et marked i vækst, at de i det hele taget vokser frem og griber ud, ja, så minder det om en velkendt fortælling, der vedrører en progressiv kvindelig (u)orden; nærmest som en organiseret og organiserende kvindeemancipation.
Det der gør kvinden til kvinde er at hun ikke står stille, hun er i evig tilblivelse og bevægelse: ”Kvinderne er, uanset deres antal, en minoritet der kan defineres som tilstand eller delmængde, men det er kun ved at muliggøre den de skaber en tilblivelse – som de ikke har ejendomsret over, men som de selv må træde ind i, en bliven-kvinde der angår hele mennesket, både mænd og kvinder." (Fra Deleuze og Guattaris "Tusind Plateauer", s. 134)
Så når vi hører om kvinders vægt i guld, vinderpositioner og ambitioner i topform, om lederkvindernes store potentiale, om kvindenøglen til økonomisk vækst, kvinders kompleksitets-kapacitet, og ikke mindst at kvindernes ledertalenter blomstrer, så må den måske noget nedslående pointe og det relativt ubegrundede postulat fremføres, nemlig at kvinder der er i gang med at blive til ledere præcis ikke er kvinder i tilblivelse.
De aspekter der er forbundet til at blive til som kvinde, må først og fremmest forstås i forhold til noget andet end ’kvinden’ defineret af sin form, udstyret med organer og funktioner. Talen om at kvinder skal blive til ledere og mængden af praksis forbundet hermed udgør et noget trist udtryk for at kvinder fortsat er fanget i den dualistiske maskine, som fortsat gør hende til mandens modsætning.
Vi har hørt en del om, at kvinder har ført og stadig fører en politik for at tilbageerobre deres egen organisme, deres egen historie, deres egen subjektivitet – retten til at være kvinde: ”vi som kvinder…” er imidlertid risikabel at indskrænke sig til, da dette kan standse en strøm – afbryde den tilblivelsesproces, som ville opstå, hvis talen i stedet begyndte at handle om, at ledere skulle blive kvinder. Derfor må det også erindres, at når talen begynder at dreje sig om at ledere skal blive kvinder, gælder det ikke om at ledere skal; ”efterligne eller antage kvindelig form, men udsende partikler der indtræder i relationen mellem bevægelse og hvile, eller i en mikrokvindeligheds omegnszone, det vil sige at frembringe en molekylær kvinde i sig selv, skabe den molekylære kvinde.” (Deleuze og Guattari, s. 351)
Med andre ord står mennesket der bevæger sig i takt med de herskende forestillinger om hvad ledelse er – stille, men kan sættes i strømning og tilblivelse gennem iværksættelse af små forstyrrelser rettet mod de nærliggende omgivelser. Når vi således opfordrer til at begynde at tale mere om at ledere skal blive kvinder skyldes det dels forhåbningen om at kvinder derved forbliver ubestemte, dels at ledere kan producere genuin tilblivelse, dvs. at når ledere bliver kvinder styrker det en zone mellem, på den ene side at bevæge sig i overensstemmelse med de herskende forestillinger om hvad ledelse er og samtidig forstyrre dem.
Men når vi hører om at kvindelige ledere skaber vækst på nye måder, gør en forskel, styrker vidensproduktionen, udgør det efter vores overbevisning et hastigt trav der gennemstrømmer og præger omfattende sociale felter, endda smitter mændene, tager dem med – uden egentlig tilblivelse. Da talen falder på at det er kvinderne der herved er i gang med at blive til ledere, og netop ikke ledere der er i gang med at blive til kvinder, er der for os at se endnu ikke tale om en muliggørelse af en spændevidde mellem takt og utakt.
Kvinder der er ved at blive til ledere minder os uophørligt om at blive til; en stødt stigende tilblivelsesmani, der bl.a. viser sig ved højere uddannelse, øget tempo og intensitet, og ikke mindst den råstyrke, hvormed kvinder bevæger sig på. Blot de forhold at kvinder både er stærkt fokuseret på karrieren, købestærke forbrugere, at kvinder der er ved at blive til ledere vil ændre den måde, man normalt tænker organisering og forretning på, samt konstateringen af, at kvinder indtræder i den monetære magtelite, indvarsler et scenario, hvor sådanne tilblivelseskvinder har mistet evnen til at udsende forstyrrende partikler.
Forstå os ret, vi har intet imod at kvinder der skal blive ledere lykkes heri, og at det på mange måder er godt for ikke så lidt. Vores pointe er simpelthen blot den, at når også den offentlige sektor kredser om og nærmest uophørligt anslår vigtigheden af at tænke som kvinder for derved at (kunne) tiltrække kvindelige talenter, ledere, specialister, bestyrelsesmedlemmer, medarbejdere, forbrugere og investorer, m.m., så synes denne opfordring fortsat at sigte på en bestemt form for frigørelse, nemlig den der trækker aner tilbage fra tressernes ”kvindebevægelse”. Det synes at være tilfældet at kvinder, der bliver til ledere, træder ud af tilblivelsens bevægelighed og forstener i billedet af den ”rigtige kvindelige leder”.
Hvordan kan det være at kvindelige ledere søger de samme oplevelses- og erkendelsesmontager, dominerende kapitalstrømme og organisatoriske bevægelser, når det egentlige burde være omvendt, nemlig hvis og såfremt ledere bliver til kvinder, at forgrene bevægelsen i den offentlige sektor, ud i nye tilblivelsesformer, hvor det ikke længere handler om kontrol, men om tillid til at det er i relationen mellem bevægelse og hvile at både sammenhængs- og innovationskraften produceres?
Stafetten går til Franz Søes-Cybulski
Med disse ord vil vi give stafetten videre til Franz Søes-Cybulski med dette spørgsmål:
Hvad betyder det, når ledere formår at bruge følelsen af personlig og faglig inkompetence på en kompetent og professionel vis i deres daglige ledelsespraksis?
Læs mere
Om "Tusind plateauer: Kapitalisme og skizofreni" af Deleuze og Guattari
