Krænkede nomadebørn kritiserer myndigheder

”Jeg kan huske, at mine søskende og jeg kiggede ind ad folks vinduer ved spisetid – så dem sidde og spise sammen, og ønskede, at det var os, der sad der.”

 

Melanie er vokset op i en nomadefamilie og blev som barn i årevis seksuelt misbrugt af sine forældre, som hun ikke måtte kalde for ”mor” og ”far”, fordi hun skulle have været en plet på lagenet. Forældrene solgte hende også til sex med fremmede på værtshuse. Hun forsøgte første gang selvmord, da hun var 21. I dag har hun mange selvmordforsøg bag sig og har en stærkt selvskadende adfærd – cutting. Hun har skåret både sener og nerver over, så hun har svært ved at gå og holde om ting. Melanie er indlagt til intensiv psykiatrisk behandling og bliver behandlet med elektrochok.    Melanie var 15, da myndighederne første gang greb ind over for familien. Det skete, fordi hun i ungdomsklubben fortalte om at blive solgt til fremmede mænd. Melanie blev anbragt, men hun blev jævnligt hjemsendt, fordi forældrene ikke fik en dom. De seksuelle overgreb fortsatte, når hun var hjemme. Samtidig blev hun misbrugt af en pædagog på institutionen.  

Pigen Melanie er kun en af flere tilsvarende skæbner i den nye rapport ”Sociale flygtninge i eget land”, der går tæt på 17 såkaldte lukkede nomadefamilier. Rapporten er udarbejdet af Huset Zornig og bestilt af Socialministeriet i et forsøg på at forstå og udvikle en mere effektiv indsats over for de socialt udsatte familier, der flytter fra sted til sted for at unddrage sig myndighedernes søgelys.   Svigtede børn   Melanies forældre havde begge et alkoholmisbrug, hjemmet var fattigt, familien levede af overførselsindkomster, børnene led af omsorgssvigt, og de flyttede hyppigt. Flere andre børn, der er vokset op i nomadefamilier, fortæller i rapporten om lignende omgivelser – og lignende oplevelser, som Melanie. Især pigerne.    Mette, stadig barn, fortæller om et årelangt seksuelt misbrug af sin far, om at falde i søvn i skolen i tredje klasse, fordi hun blev holdt vågen om natten af sin far, om campingferier, hvor faren misbrugte hende, om misbrug under weekend-besøg hos faren efter forældrene blev skilt, og om misbrug, når hun blev sendt hjem på besøg under ophold på institution.  ”Tit, dengang jeg var lille, så ville jeg ønske, at jeg kunne bo på skolen, fordi jeg følte mig altid så glad der. Jeg var sammen med nogle mennesker, der ikke gjorde mig fortræd,” siger Mette.   Karen, der voksede op i en nomadefamilie, blev også seksuelt misbrugt af sin far. Hun var 15 år, da hun første gang forsøgte at tage livet af sig. Hun brugte en overdosis af smertestillende piller.   ”Jeg var meget langt væk. Jeg lå i respirator, og de vidste ikke, om jeg ville tage skade af det. Men jeg kan jo så se, at kommunen prøvede at være der først, når jeg vågner, og holde mine forældre i baggrunden. De var godt klar over, hvorfor jeg havde gjort det. Det har jeg set i papirerne,” siger Karen.    Hun blev efter det mislykkede selvmordsforsøg sendt hjem til sine forældre, hvorefter de seksuelle overgreb fortsatte i fire år mere, indtil hun som myndig selv meldte sin far, der blev dømt for overgrebene. Karen har forsøgt selvmord flere gange siden.   Kritik af myndigheder   Børnene – både nuværende og nu voksne - i nomadefamilierne fortæller om familiemedlemmer, skolelærere og andre, der har kontaktet kommunen i årenes forløb med en bekymring om, hvad der foregik i hjemmet, men uden at nogen greb ind.    ”Det ligger i mine papirer, det ligger i udtalelser fra to forskellige pædagoger, hvor man er klar over, hvad der foregik. Altså pædagoger fra børnehjemmet. At de er bange for, at det udvikler sig til noget seksuelt, fordi vi opførte os, min far og jeg, som et kærestepar. Alligevel vælger kommunen at sende os (Karen og hendes lillesøster, red.) hjem… Der står også i rapporten, at min far ikke kan forstå, at han ikke må gå i seng med sine børn. Et år efter vi er kommet hjem, prøver jeg at begå selvmord,” forklarer Karen.    Selv tier de misbrugte børn ofte stille, mens det står på, uanset, at de gerne vil have hjælp. Nogle gange, fordi de tror, at hvad der foregår er normalt eller uomgængeligt, andre gange af skam, men ofte af frygt.    Elisabeth, opvokset som nomadebarn, fortæller om en stedfar, der havde et alkoholmisbrug, var voldelig og misbrugte hende seksuelt: ”Der var nogle gange, jeg simpelthen var bange for at gå hjem fra spejder.    Han kunne jo stå på hvert gadehjørne med en revolver eller et gevær. Han havde jo sagt, at han ville skyde hende, og hvis vi så er der, så er det jo klart, at så måtte han også skyde os, for at lukke munden på os.”    Elisabeth blev selv alkoholiker og får i dag antidepressiv og antipsykotisk medicin for klare sig igennem hverdagen. Hun forsøgte efter at være blevet myndig at hævne sig ved at sætte ild til stedfaderens lejlighed. Elisabeth fik en behandlingsdom.   De krænkede børn retter en skarp kritik mod myndighederne for at lade stå til, selv om mistankerne og underretningerne i flere tilfælde har hobet sig op.  Melanie siger: ”Der kom ingen hjælp fra kommunen – ikke før ungdomsskolepædagogen meldte det til politiet, og vi så blev fjernet. Jeg kan se i mine papirer, at man har tænkt over, at vi så sølle ud, og at der sikkert var noget galt. En skolelærer har fortalt mig, at man ikke ville gøre noget, før man var helt sikker.”    De anbefaler i rapporten, at myndighederne griber langt mere offensivt ind over for mistanker, sørger for at tale med børnene i enerum, anvender tvangsfjernelser mere uden hjemsendelse til forældrene, tvangsindlæggelser over for forældre med rusmiddelmisbrug, og undervisning i skolen om familieforhold, og hvad forældre må og ikke må.    De efterlyser også hjælp til at håndtere senfølger af deres opvækst, hvad mange ikke oplever, at de får.   Zornig: Mere handlekraft    Netop bekymringen for, hvad livet i en lukket nomadefamilie kan betyde for børnene, var et motiv for, at den tidligere socialminister Karen Hækkerup iværksatte rapporten. Kommunerne oplever, at det er vanskeligt at etablere en dialog med de socialt udsatte nomadefamilier for at forebygge sociale katastrofer som Rebild- sagen, Brønderslev-sagen og Tønder-sagen. Formålet med rapporten er at give myndighederne et indblik i familierne for at finde mere effektive måder at hjælpe familierne på.    ”Myndighederne har klart brug for en bedre forståelse af disse familier og de problemer, de kæmper med, ligesom det er vigtigt at identificere familierne meget tidligere, så de kan få den nødvendige hjælp før skaderne sker. Men vi må også sige, at myndighederne – og her taler vi om læge, hospital, politi, skole, socialrådgiver og kommune i øvrigt – allerede har rygdækning i loven til en både forebyggende og afhjælpende indsats, som de svigtede børn efterlyser. Hvad vi mangler er en mere agil og mentalt rummelig tilgang fra myndighedernes side, hvor man rent faktisk handler, gør det hurtigt og insisterende, og med metoder, der virker. Det kan man ikke lovgive sig til,” siger Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig, i en kommentar til rapporten.   Ifølge rapporten er der ikke seksuelt misbrug af børn i alle nomadefamilier. Typisk udvikler problemerne i familierne sig over tid, fordi forældrene kæmper med arbejdsløshed, manglende uddannelse, dårlig økonomi, alkoholmisbrug og ofte sygdomme eller psykiske lidelser, som de har svært ved at håndtere. Når problemerne forbliver uløste, forstærkes de ofte over tid, hvor vold, kriminalitet og seksuelle overgreb nogle gange føjer sig til problemkomplekset.   Alle familierne i undersøgelsen har på et tidspunkt haft kontakt med myndighederne, men har også en fælles oplevelse af, at myndighederne ikke forstår deres problemer og at løsningerne er forkerte eller utilstrækkelige til deres problemer. Det skæve møde med myndighederne fører i mange tilfælde netop til lukkethed og flytninger.   ”På sin vis er systemet med til at skabe de lukkede familier og nomadefamilierne, fordi man ikke evner at sætte ind med hjælp, når der er behov for den,” siger Lisbeth Zornig Andersen.   Efterlyser helhedsorienteret indsats   Familierne selv – både børn og forældre – efterlyser en større forståelse fra myndighedernes side af deres problemer som en nødvendig forudsætning for en konstruktiv dialog. Imidlertid oplever de fleste i undersøgelsen at blive talt ned til, at blive overhørt, at blive mistænkeliggjort, at blive misforstået af myndighederne, hvilket blokerer for åbenhed om problemerne og samarbejde. Flere familiemedlemmer efterlyser tolke i dialogen med myndighederne, så parterne kan forstå hinanden sprog, motiver og hensigter.   Det er et fælles ønske fra mange af deltagerne i undersøgelsen, at myndighederne anvender en mere helhedsorienteret indsats, der tager afsæt i den individuelle families situation og tilpasses netop den pågældende families konkrete problemstillinger.    Søren, der voksede op i en nomadefamilie, udtrykker det sådan: ”Grib ind helhedsorienteret, omkring skole, børn, hjem, tøj, støtte, fritid og arbejde - lad være med at lade stå til. Italesæt tabuer – gerne i skolen, så de brændte børn høres og håndteres – hjælpes.”   Nina, mor i en lukket familie med anbragte børn: ”Styrk den helhedsorienterende indsats, så borgerne ikke skal forholde sig til tyve forskellige inkompetente sagsbehandlere, men i stedet til nogle få, men kompetente, mennesker.”   Karen, der blev seksuelt misbrugt som barn, siger det sådan: ”Som regel har en sagsbehandler jo mange sager, ud over bare lige vores. Det skal være specialteams, som virkelig kan bearbejde det her.”   Ingen af de medvirkende familier har oplevet en sådan helhedsorienteret tilgang.    Rapporten kan hentes på www.husetzornig.dk