”Der kom engang en sagsbehandler på besøg hjemme hos os, men min far ville ikke lukke hende ind. Hun sagde, at hun ville komme tilbage, men det gjorde hun aldrig.”
Sagt af Elisabeth, der som barn i en nomadefamilie blev udsat for vold og seksuelt misbrugt af skiftende stedfædre. Mange andre børn i nomadefamilier har haft samme længsel efter en hjælp, der aldrig kom – også selv om de ikke nødvendigvis blev seksuelt misbrugte. En opvækst i fattigdom med arbejdsløse, alkoholiserede og ofte voldelige forældre, hyppige flytninger mellem dårlige boliger med mange skoleskift og mistede venskaber kan være hårdt nok.
Alt om nomaderapporten
Livet i danske nomadefamilier bliver skildret i rapporten ”Sociale flygtninge i eget land – et indblik i lukkede nomadefamilier i Danmark”, udarbejdet af Huset Zornig for Socialministeriet. Nomadefamilier er socialt udsatte familier, der flytter hyppigt, mens de kæmper for at finde fodfæste i livet.
Ifølge rapporten er børnene ikke alene om at håbe på en hjælp, der ikke kommer. Ditte, mor i en nomadefamilie med en voldelig eks-mand, henvendte sig utallige gange til både politiet og kommunen om hjælp:
”Det er ikke for at dunke nogen, men der er nogle, der ikke er klædt på eller er uvidende om, hvad det vil sige, at have med den type mænd at gøre. Det er meget unge piger, som sidder med tunge, tunge sager. De bliver helt røde på halsen. Jeg har prøvet at have veninder med, som har prøvet at være min stemme: ’Hør her, det går ikke det her, hun skal have hjælp, hun skal have aflastning.’ Der sker ikke noget.”
Nogle gange kan det være svært for familierne blot at forstå, hvad myndighederne siger. Grethe, mor i en nomadefamilie, siger: ”Kommunen mangler tolke. Man må ansætte mennesker, der kan tale det samme sprog som klientellet. Man kunne lige så godt få en tysker og en japaneser til at tale sammen. Det ville give det samme resultat, ikke. Det er ligesom om, de ikke har menneskekendskab. Det er ikke nok med viden fra en bog.”
Den svære dialog får mange af familierne til at lukke sig og møde myndighederne med mistillid.
Nomadefamilierne formulerer anbefalinger
I rapporten ”Sociale flygtninge i eget land” kommer nomadefamilierne selv til orde med en række anbefalinger om, hvordan myndighederne bedre kan forhindre nomadefamilier dels i at opstå, dels hjælpe familierne ud af deres problemer, når først livet er kørt af sporet. Der indgår repræsentanter for lukkede familier og nomadefamilier 17 familier i rapporten.
”Vi har bedt familierne om selv at komme med deres bud på, hvordan de mener man kan hjælpe eller forhindre nomadefamilier i at opstå, som kommer så langt ud, at børnene lider. Det gjorde de, og det er der kommet en liste af forslag ud af, som indgår i rapporten. Flere af familiemedlemmerne siger samtidig, at de gerne stiller sig til rådighed for dialogmøder med myndighederne for at udvikle og kvalificere løsningerne yderligere,” siger Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig, i en kommentar til rapporten.
Hun siger, at helt grundlæggende forudsætter en effektiv indsats over for familierne, at myndighederne forstår og anerkender familierne for hvem de, forstår deres udfordringer og anerkender de forudsætninger, familierne møder livet med.
”Mange af de vokse i familierne er selv brændte børn, der er blevet voksne, og som mere end alt ønsker sig et ”helt normalt liv”, som de ikke ved, hvordan de skal få. Hvad man end tænker om familierne, så kræver en hjælp, at man forstår og anerkender, at der er tale om mennesker, som er havnet i et uønsket livsmønster, de fleste ønsker sig ud af, og som de skal have hjælp til med afsæt i deres egne, individuelle forudsætninger og behov. Hvis ikke, vil indsatsen mislykkes, fordi de ikke vil have tillid til, at hjælpen er reel. Og det sker meget ofte, når man spørger familierne selv,” siger Lisbeth Zornig Andersen.
Familiernes anbefalinger til myndighederne
Medlemmerne af de lukkede nomadefamilier - børm som voksne - har bidraget med deres egne bud på, hvordan myndighederne kan hjælpe familier som dem bedre i dag. Her er deres bud i sammenfattet form.
1. Kom på besøg i hjemmet, hvis der er mistanke om mistrivsel i familien, også selv om familien i udgangspunktet ikke ønsker det. 2. Lav en lov om, at kommunen skal komme på uanmeldt besøg to-tre gange om året, når en familie får et barn. 3. Grib ind meget før, når mistanken er der – tag ansvar og vent ikke på, at andre gør det. 4. Lyt til børnene uden at far og mor er der. 5. Italesæt tabuer, også gerne i skolen, så brændte børn høres, håndteres og hjælpes. 6. Tag børn og forældre seriøst og anerkend dem, så de kan opnå respekt og selvrespekt. 7. Se på børnene, lyt til børnene og se det, der ikke er så åbenlyst. 8. Accepter, at en familie er en familie, uanset om den fungerer godt eller ikke. 9. Se efter årsagerne til alle flytningerne, og hjælp med det, der er problemet, uanset om det er økonomi, angst, job eller noget helt andet. 10. Sørg for at plejefamilierne er ordentligt rustede til at klare den opgave, de står overfor, når de får børn i pleje. 11. Lad ikke forældrene bestemme, hvornår børn skal hjem igen, hvis de er blevet anbragt og trives godt. 12. Lyt til hvilke problemer familien selv mener, de har, og sørg for, at de føler sig oprigtigt inddraget i mulige løsningsmodeller. 13. Lav en individuel og helhedsorienteret indsats, hvor der fokuseres på hele familien. 14. Giv familien én koordinerende sagsbehandler, hvis vigtigste opgave er at afdække familiens behov, koordinere alle indsatser og sikre en positiv udvikling. 15. Giv familierne hjælp til bolig, arbejde og økonomi, så de kan få et godt fundament at komme videre fra. 16. Hold møder andre steder end på kommunen. 17. Vær mere opsøgende og positivt insisterende, så hjælpen kan gives i tide. 18. Vær respektfuld i kommunikationen over for de mennesker, som har brug for hjælp, og vær ærlig over for dem. 19. Sørg for, at socialrådgiverne er ordentligt uddannede, så de er rustet til deres opgave. 20. Sørg for udlejningsboliger med en rimelig standard, som mennesker med økonomiske vanskeligheder har råd til. 21. Lad læger og sundhedsplejersker komme på hjemmebesøg, hvis ikke forældrene kommer til børneundersøgelser med deres børn – og gør det obligatorisk at børnene skal tilses af sundhedsmyndighederne jævnligt. 22. Sørg for, at fængslede forældre kan afsone tæt på hjemmet, så de kan bibeholde en kontakt til børnene. Behov for handling ”Meget af det, familierne foreslår, kan forekomme enkelt og næsten banalt. Desto mere uforståeligt og ærgerligt er det, at stort set ingen af familierne i undersøgelsen har oplevet kommuner og andre myndigheder, der har haft den tilgang til dem. "Vi kan gøre meget for at hjælpe de socialt udsatte familier og deres børn langt mere, end vi gør i dag. Det kræver ikke mere lovgivning, men handling af den enkelte,” siger Lisbeth Zornig Andersen. Samtidig understreger Zornig, at flere kommuner i dag eksperimenterer med den type indsatser, der efterspørges af familierne. ”Det er godt, at der bliver nytænkt i kommunerne, men der er behov for mere end forsøg og eksperimenter. Der er brug for, at alle kommuner arbejder systematisk med disse indsatser. Det er åbenlyst logisk, hvad familierne foreslår, så det er om at gøre det i store skala i stedet for at vente på resultater af forsøg, som skal analyseres og implementeres. For mens vi venter, taber vi endnu flere børn og flere familier lukker sig,” siger Lisbeth Zornig Andersen. Rapporten kan hentes på www.husetzornig.dk
