Tak for stafetten til Lisbeth Binderup, og for spørgsmålet til mig i sit indlæg : Ja, der er særlige snublesnore, når man arbejder for vækst i en kommune, hvor der er befolkningstilbagegang. Særligt er der et par snublesnore som har overrasket mig gennem de seneste 2 år.
Koncepter for udviklingen af det åbne land
Da jeg studerede geografi i 1990’erne, var der et stort ryk af såkaldt urban gentrification i København. Ikke mindst på Vesterbro. Et stort tocifret milliardbeløb blev skudt i projektet i hovedstaden. Og det virkede. Der blev ryddet op og middelklassen flyttede til Vesterbro.
I provinsen har vi brug for den samme vitaminindsprøjtning for at kunne rydde op og gøre vores fysiske rum og fællesskaber attraktive igen. Ikke kun i tomme boliger for enden af markvejen. Også i de utidssvarende konkurstruede almene byggerier i provinsbyerne.
Det nytter ikke med 10 mio. kr. hist og 10 mio. kr. pist. Jeg har set, hvordan hver anden parcel i Vestervig er blevet til græsplæne og gadekær. Det er sikkert fint i Vestervig, men rykker jo ikke rigtig noget på den store klinge, selvom det er blevet brugt som et nationalt eksempel til efterfølgelse.
Landsbyggefonden og statens nedrivningsmidler skal i spil i større grad og det er ikke nok med 200-400 mio. kr. i national medfinansiering. Det kommer vi ingen vegne med. Vi skal have to cifrede milliardbeløb. Det er der regnet på.
Jeg tænker også tit på, at det samme gælder midlerne til skaterparker og strandpromenader.
I den takt vi i provinsen omlægger den kommunale service skal der konstant lukkes skoler, børnehaver og findes på nye løsninger til et voksende antal ældre og socialt udsatte. Det levner ikke megen kommunal økonomi til udvikling af byrum, havne og naturområder.
Her er vi helt afhængige af fondenes nåde. Og vi er meget taknemmelige for at RealDania, Bygge- og Anlægsfonden, AP-møller og de lokale pengekasser kan åbnes for, at vi kan udvikle det fysiske rum. Men vi er jo også helt afhængige af dem. Og indimellem kan jeg godt forstå, at nogle frygter koncept-byggeri og manglende demokrati.
Der er nok en grund til, at strandpromenaden i Lemvig og Sandvig ligner hinanden. At skaterparker i Helsingør og Roskilde ligner hinanden. Jeg får indimellem det indtryk, at arkitekterne er mere inspireret af High Line park i New York end af de kommunale politikeres ønsker. For dem er de ikke afhængige af. De kommunale politikere har nemlig ingen anlægsmidler, der batter.
Mit forslag er at staten tager opgaven med at udvikle det fysiske rum i hele landet alvorligt og deltager i planlægningen.
Koncepter for rådgivning om regional udvikling
I min iver for at holde humøret oppe i nedgangstider kan jeg indimellem falde for fristelsen til at hyre eksterne konsulenter ind til at sprede lidt tryllesne og optimisme. Til at bekræfte, hvad vi gerne vil høre om, at vækst og fremgang er lige rundt om hjørnet.
Ikke mindst på turismeområdet leverer de københavnske konsulenthuse gerne bevis for, at naturturisme på Stevns kan skabe hundredevis af arbejdspladser eller at krydstogt vil skabe 1000 nye arbejdspladser i turistbranchen på Bornholm inden for det næste kvarter.
I Vestsjælland venter de stadig på nye 300 jobs efter at have lanceret ”den sjællandske vestkyst”. Der er vist aldrig sket sådan et stort ryk ind på turismeområdet i nogen dansk kommune i provinsen. Vi må nok bare se i øjnene, at der ikke er nogen genvej eller lette løsninger til hundredevis af nye arbejdspladser.
Det samme træk går igen i blandt de professionelle lobbyister. De kan afværge atomaffald, skaffe billige færgetransport eller forhindre kasserne-lukninger. Lige for snuden af de andre kommuner, der er i spil.
Ovenikøbet har jeg oplevet, at rådgivere spiller på historier om, at andre kommuner allerede har hyret konkurrenter ind til det samme. Også selvom vi ved, at det ikke passer, og at der ligger en musketer ed om det modsatte. Det er dårlig rådgivning.
Når tidligere politikere og studieværter skal leve af at sælge os i provinsen den slags ydelser, er arbejdet med regional udvikling en hård branche. Mit forslag er at rådgivningsvirksomhederne sætter baren lidt højere for de løsninger, de sælger til kommunerne.
Det har med andre ord overrasket mig, hvor lidt original rådgivning, og hvor meget færdigt koncept der rulles ud omkring os, der har regional udvikling som ledelsesopgave. Så ja, der er særlige snublesnore. Tak for spørgsmålet.
Som kommunale topledere i provinsen har vi ikke brug for luftkasteller og snublesnore i arbejdet med den regionale udvikling. Vi har brug for lokal indflydelse på uddannelsesinstitutioner, vækst i arbejdspladser og kvalificeret arbejdskraft, der kan skabe et bæredygtigt skattegrundlag på tværs af landet.
