Læs avisens debatspalter, overvær en politisk debat, eller lyt til de selvudråbte orakler, de politiske kommentatorer, og de springer frem: sportsmetaforerne der tilsyneladende skal gøre os bedre til at forstå hvorfor politikerne siger som de gør.
Det er ikke overraskende at sportsmetaforerne optræder i forbindelse med valg hvor politikerne som bekendt ”kæmper” om vælgernes gunst. Udtrykket ”valgkamp” har da også eksisteret i mere end 100 år, og synet på et valg som en ”kamp om stemmer” er altså ikke noget nyt fænomen, og det lader til at både medier og politikere også er klar over at de er med til at reducere politik til et spil.
For eksempel skriver Lisbeth Knudsen, ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, på sin blog den 14. juni om mediernes ansvar da Lars Løkke Rasmussen har været genstand for stor mediebevågenhed efter (endnu) en bilagssag: ”Vi er ved fælles dårlig hjælp ved at gøre politik til et spil og Folketinget til en scene, hvor en flok politiske aktører udkæmper deres kamp på taktiske våben om vælgergunst og vælgertillid for spillets skyld – ikke for landets.”
Nogle dage forinden – inden Folketingets afslutningsdebat – skriver Løkke Rasmussen selv på Facebook: ”Vil ikke konkurrere om, hvem der kan tegne det sorteste billede af modstanderne, men hellere konkurrere om, hvem der kan opstille det lyseste fremtidsscenarie for Danmark.”
Hjælper forståelsen på vej
Men spørgsmålet er om vi overhovedet er i stand til at forstå politiske argumenter uden at bruge sportsmetaforer? I bogen #Metaphors We Live By# anskuer lingvisten George Lakoff og filosoffen Mark Johnson vores brug af metaforer som en grundlæggende kognitiv funktion; ikke kun sproglig udsmykning. De beskriver blandt andet forskellige situationer hvor metaforer er med til at forme vores opfattelse af vigtige begreber, endda i en grad så vi ikke nødvendigvis lægger mærke til det i vores daglige brug af sproget. ”Diskussion som krig” er en af de vigtigste såkaldte ”konceptuelle” metaforer da vi i vores måde at diskutere og afgøre uenigheder på baserer vores forståelse på denne ramme. Lakoff og Johnson nævner for eksempel: ”Dine påstande kan ikke forsvares”, ”han skød alle mine argumenter ned”, og ”jeg har aldrig vundet en diskussion med ham”. Krigsmetaforen er yderst relevant at inddrage i denne artikel om sportsmetaforer fordi de er nært beslægtede; i krig såvel som i sport handler det om at vinde.
Særligt de politiske kommentatorer er dygtige til at dele politikere op i vindere og tabere. For eksempel er der for DR’s politiske analytiker, Bjarne Steensbeck, ingen tvivl om at der må udråbes en vinder efter at regeringen og Venstre den 17. juni bliver enige om en rammeaftale for regeringens vækstplan for erhvervslivet: ”Hvem der vandt, er i det hele taget ikke helt tydeligt. Begge parter har fået en del igennem, og det er tydeligvis en aftale som alle føler de kan leve med.” Her reducerer Steensbeck tydeligt forhandlingen til et spil hvor der må være en klar vinder og taber. Problemet er blot at sådan forholder den politiske virkelighed sig ikke altid, men i stedet for at anerkende dette er det ”ikke helt tydeligt” hvem der vandt.
Flere og flere kampmetaforer
”Inden for den kritiske journalistik er kampmetaforen konfliktkriteriets grundlæggende stilistiske figur. At kampen mellem politikerne og de politiske journalister er blevet intensiveret de seneste år – journalister forfølger politikerne på Christiansborgs gange, og politikerne excellerer i udenomssnak – afspejles i sproget. Kampmetaforerne bliver stadig voldsommere. Samtidig kan journalister ikke bruge udtryk som ’blodbad’, ’massakre’ og ’krydsild’ uden at gøre sig til dommer over de rapporterede begivenheder: Når journalisten går ind og vurderer hvem der går til angreb, hvem der forsvarer sig, hvem der er ofre for massakrer, og hvem der åbner ild, rapporterer han nemlig ikke, han dømmer. Den subjektivitet der ligger i disse domme, bryder med nyhedsjournalistens grundlæggende ideal om tilstræbt objektivitet,” siger Heidi Jønch-Clausen, adjunkt ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, som i sin ph.d.-afhandling ”Kamppladser og kommandorum” har undersøgt valgreportagen som genre.
Hun argumenterer blandt andet for at forekomsten af et journalistisk ”kampsprog” (Jønch-Clausen arbejder med krigs- og sportsmetaforer under fællesbetegnelsen kampmetaforer) i valgreportager med fokus på strategi og taktik har oplevet en fordobling mellem 1990 og 2007. Men hvorfor er det et problem? ”En konceptuel metafor – som ”diskussion er krig” – er hvad retorikeren Jeanne Fahnestock kalder ’et fortættet argument’ hvori præmissen er fastlagt på forhånd. Med kampmetaforens stigende dominans sender det politiske sprog (der jo både bruges af politikere og journalister) et stærkere og stærkere signal om at politik er kamp – og intet andet. Og det påvirker jo selvsagt borgernes opfattelse af politik,” siger Jønch-Clausen.
Eksempler på sportsmetaforer
”Tværtimod er han pinligt bevidst om, at det er op ad bakke, og at det kræver en uhørt disciplin fra hans side at fuldbyrde et comeback” (Peter Mogensen, direktør i tænketanken Kraka, om Lars Løkke Rasmussen i Politiken d. 19.6.2014).
”Politikeren er jo spilleren på banen, og hvis jeg er noget i den kontekst, så er jeg hjælpende træner der står og klapper og har vand parat” (Søren Lippert, særlig rådgiver for minister for sundhed og forebyggelse Nick Hækkerup, i Deadline 22.30 d. 13.6.2014).
”I 1990’erne gjorde vi Danmark til verdensmester på klima- og energiområdet” (Helle Thorning-Schmidt til Folketingets afslutningsdebat d. 29.5.2013).
Vælgernes kynisme vokser
Kommunikationsforskerne Kathleen Hall Jamieson og Joseph N. Cappella dokumenterer i bogen #Spiral of Cynicism# hvordan andelen af historier i amerikansk presse der fokuserer på strategi og proces – de kalder det ”horse racing” – er støt stigende. Jønch-Clausens kortlægning viser samme tendens i Danmark. Samtidig argumenterer Jamieson og Cappella for at vælgerne efterspørger substantiel politisk dækning, men at det stigende strategiske fokus påvirker dem til at anskue politik fra en mere kynisk vinkel.
Der er derfor god grund til at være skeptisk over for hvilken effekt de hyppige sportsmetaforer der anvendes til at beskrive politik som et strategisk spil, har på borgernes opfattelse af politik. Dansk politiks flerpartisystem kan ikke partout deles op i rød og blå og uden videre sammenlignes med to fodboldhold der udkæmper et drabeligt slag om penge og prestige på grønsværen. Man behøver blot se på Dansk Folkepartis evne til både at repræsentere klassiske socialdemokratiske værdier (såvel som vælgere; tænk bare på faglærte Blå Bjarne) og pege på en liberal statsministerkandidat.
”I vores tidsalder er det umuligt at ’holde sig ude af politik’. Alle emner er politiske, og politik i sig selv er en stor omgang løgne, undvigelser, tåbeligheder, had og skizofreni.” Sådan skrev den britiske forfatter George Orwell i 1946. Han harcelerede over den dengang udbredte brug af nedslidte og døde metaforer som han mente var med til at udvande det engelske sprog. Hvis politikernes brug af udtjente og døde metaforer for 68 år siden kunne få Orwell op i det røde felt, er det vel på tide at luge lidt ud i dem; ellers ender vi potentielt med alle at være lige så desillusionerede over politik som forfatteren til til 1984 og Kammerat Napoleon.
