Danskerne gravede lidt dybere i deres lommer i år i forhold til sidste år, da Folkekirkens Nødhjælp søndag samlede 14 millioner kroner ind til kvinder i verdens fattigste lande.
I alt 20.000 frivillige nød forårsvejret med en indsamlingsbøsse i hånden, da de på kvindernes internationale kampdag gik fra dør til dør i hele landet. Det indsamlede beløb er en million højere end beløbet i 2014.
- Vi er taknemmelige for danskernes stærke givervilje og for de mange frivillige, som brugte nogle timer af en varm solbeskinnet søndag på at hjælpe, siger Birgitte Qvist-Sørensen, der er generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp.
Indsamlingen faldt i år sammen med kvindernes internationale kampdag 8. marts, og de indsamlede penge skal gå til at støtte kvinder i Afrika, Asien, Mellemøsten og Mellemamerika.
- I de fattigste lande er det oftest kvinderne, der sikrer, at børnene får mad, medicin og tager en uddannelse. Kvindernes omsorg og indsats er afgørende for deres families levevilkår, siger Birgitte Qvist-Sørensen i en kommentar.
- Derfor er det oplagt at give disse kvinder en håndsrækning ved indsamlingen på kvindernes internationale kampdag.
Nogle af de tiltag, som pengene skal gå til, drejer sig blandt andet om at uddanne kvinder, oplyse dem om deres rettigheder og modarbejde misbrug af og vold mod kvinder, oplyser Folkekirkens Nødhjælp.
/ritzau/