Danmark får besøg af FN's generalsekretær Ban Ki-moon, når Global Green Growth Forum løber af stablen i næste uge i København.
Det oplyser Ban Ki-moons talsperson, Martin Nesirky, på en pressekonference i FN's hovedkvarter i New York, skriver FN i en pressemeddelelse.
Det er tredje gang, at Global Green Growth Forum holder årsmøde. Det første møde i 2011 havde ligeledes deltagelse af Ban Ki-moon.
- Det glæder mig, at FN’s generalsekretær kommer til København for endnu en gang at deltage i 3GF, siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i en skriftlig kommentar og fortsætter:
- Ban Ki-moon er ikke bare en stærk fortaler for det multilaterale samarbejde generelt, men også for omstillingen til en grøn økonomi verden over.
Global Green Growth Forum (3GF) holdes over to dage, den 21.-22. oktober, hvor regeringer, globale virksomheder og andre skal diskutere klima og grøn vækst.
Ud over at skulle holde tale på 3GF skal Ban Ki-moon mødes med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), og formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Mette Gjerskov (S).
FN's generalsekretær skal desuden deltage i Copenhagen Climate Finance Meeting, som klimaminister Martin Lidegaard (R) er vært for. Det holdes 23. oktober i FN Byen i København.
Klimafinansiering bliver et tema på klimakonferencen COP19, der holdes i den polske hovedstad, Warszawa, i november. Og de københavnske møder skal være med til at sikre, at der kan ske fremskridt på COP19.
Klima- og finansministre fra 22 lande og EU-Kommissionen er inviteret til Copenhagen Climate Finance Meeting sammen med repræsentanter fra 18 af verdens ledende institutionelle investorer, udviklingsbanker med mere.
/ritzau/